Danserinden | 1D

Den 17 årige danserinde, Mirabelle Blanches liv er fuldkommen rodet. Og mange ubehagelige tanker har strejfet hende. Det bliver langt fra nemmere, da drengene fra et Boy band, bedre kendt som One Direction, ved et uheld støder på hende, en helt almindelig regnvejrsdag i Paris. Det er Mira klar over, hun prøver at 'miste' kontakten til dem da noget uventet pludselig sker...

41Likes
98Kommentarer
3625Visninger
AA

24. ...og hvor det hele sluttede.

Harrys synsvinkel

 

Jeg læner mit hoved ind mod Liam. Han klapper venskabeligt min ryg.

"Det skal nok gå, Hazza." Hvisker han og giver min skulder et klem. Jeg smiler anstrengt til ham. Fra nu af vil jeg altid sætte pris på deres hjælp.

Vi sidder i lufthavnen og venter på vores fly. Der er stadig en halv time til at vi skal flyve. Jeg vil ikke ind på min mobil... der alt for meget med... hende, ude på de sociale medier. Alt muligt med at jeg havde datet hende... at vi er kærester. Gid det bare er så nemt... eller var. Nu er hun jo væk. Matthew den nar! Hvorfor skal han også være så... ond. Han er jo direkte ond. Fået folk til at hade hende på Twitter, tæsket mig og kidnappet hende!

Louis kommer hen til os. Han har en pose med drikkevarer i hånden. "Er I tørstige drenge?" Spørger han venligt. Jeg nikker. Louis rækker mig en icetea, min hånd ryster en anelse, da jeg tager imod den.

"Tak," mumler jeg og smiler til Louis. Han smiler tilbage... men jeg kan se at han har ondt af mig. Jeg ser væk og drikker lidt af min icetea. Den kølige drik glider langsomt ned... men jeg har det som om jeg sidder og drikker slim.

Folk stirrer når de går forbi. Der står nogle piger udenfor lufthavnen. Alt er tilbage til det gamle. Jeg sidder og stirrer på en familie, en mor, en far og en lille pige der må være deres datter. Moren og faren kysser hinanden og ser kærligt på den lille pige, som de tager i hånden. Jeg sukker. Nogle folk siger at virkeligheden ikke er et eventyr... der tager nogle folk fejl. Livet er et eventyr, hvis man har den gode rolle i historien. Og hvis man ikke har? Så er livet bestemt ikke et eventyr...

Familien går ind i et andet rum. Hvor må de være lykkelige. De elsker hinanden, de skal leve sammen... i deres for evigt. Hvis jeg havde chancen....

Hold nu op Harry! Det er for sent! Hun er væk! Fatter du det!?

Nej. Det fatter jeg ikke...

"Hey! Harry!!!" Råber en stemme i mængden af folk. Det er en drenge stemme... ikke stemmen af en fan. Med mindre det er en boy-directioner. Men jeg ser op. Og der står den person jeg hader allermest i verden:

Matthew.

Han vinker til mig og skubber sig ind gennem mængden. Hvad laver det røvhul HER? De andre drenge får også hurtigt øje på ham. Jeg kan mærke Liam tage lidt hårdere fat i min skulder, han vil ikke have nogle slagsmål... eller episoder hvor Matthew tæver mig. Louis trådte lidt ind foran mig. Det er en forpustet Matthew der kommer hen til os. Har han løbet? Hans hår stritter ikke lige så 'tiltrækkende' som normalt og han har mørke rander under øjnene.

"Hvad vil du?!" Siger Louis hårdt til ham. Han er VIRKELIG min bedste ven! Matthew ignorere fuldkommen Louis, i stedet for henvender han sig til mig:

"Harry...? Har Mirabelle været her, for at fortælle dig at du skal stikke af?" Spørger han forpustet. Er Mirabelle forsvundet? Skulle hun have været her... og bede mig om at stikke af.

Jeg ryster langsomt på hovedet. Matthews ansigtsudtryk ændre sig lynhurtigt, fra bekymret, til fuldkommen opgivende.

"Åh nej..." mumler han. Jeg farer pludselig op. Det kommer fuldkommen bag på Liam, der slet ikke når at trække mig tilbage, før jeg står foran Matthew. Han har åbenbart heller ikke forventet det, for han tager forskrækket et skridt tilbage.

"Hvad har du NU gjort ved hende?!" råber jeg ham op i hovedet. Alle folk kigger forskrækket på os. Louis tager fat i min skulder for at trække mig tilbage, men jeg rykker mig ikke.

"JEG har ikke gjort noget ved hende! Hun er ved at gøre noget dumt mod sig selv!" Svarer Matthew ophidset tilbage.

Er hun ved at gøre noget dumt mod sig selv? Hvad?

"Hvad mener du!" Snerrer jeg, men med et strejf af panik i stemmen. Matthew lægger sine arme over kors, hans øjne er helt smalle da han svarer:

"Hun begår selvmord." Svarer han, med en overraskende hviskende stemme. Hans underlæbe dirrer lidt.

"HVAD?! HVOR?!" Skreg jeg. Panikken stiger op i mig. Jeg må bare standse hende, lige meget hvad!!!

Matthew ser ned og sukker. "Hun kan højst være nået til sin lejlighed..."

 

To minutter efter sidder vi I Matthews sorte Peugeot. Han har forklaret hvad der foregår. Mirabelle er stukket af. Hun måtte have kommet ind til byen, for at finde mig og stikke mig en eller anden løgn, om at jeg var nød til at forlade Paris... og så... så ville hun begå selvmord. Matthew kender Mirabelle overraskende godt. Det er nemlig ham der havde regnet den ud. Mirabelle måtte have opdaget at jeg allerede var taget af sted... nu er hun i gang med 2. del af sin plan.

Bare vi ikke kommer for sent! Tænker jeg.

Overraskende sidder Jessica Carther her. Da jeg så hende var jeg lige ved at gå amok på hende... hun havde jo smadret hele Miras lejlighed. Jessica har undskyldt hundrede gange. Det der er mere overraskende, er at nu er Matthew og Jessica sammen... igen er det mig der er forever alone.

Matthew kører som en sindssyg gennem Paris. Vi støder heldigvis ikke på noget politi. Matthew standser bilen med et ryk foran lejlighederne. Jeg skynder mig bare ud af bilen og styrter ind.

Der står en flok piger med korte kjoler og surmuler... indtil de får øje på mig. De fniser og kommer tættere på. Jeg begynder at løbe videre.

"Hey vent!" Råber en af dem, "vi har set din kæreste!"

Det standser mig i et kort øjeblik. " For hvor lang tid siden?!" Spørger jeg gispende.

"Under to minutter siden." Siger pigen længst til venstre. Der er måske stadig håb!!! Jeg råber et tak og styrter videre. Op af alle bygningens trapper. Indtil jeg når nummer 200. Jeg er fuldkommen forpustet, men tanken om at Mira er her et sted... i live, får mig videre.

207, 211, 214... og døren indtil 215 står åben. Mit hjerte springer et slag over. Iskold luft rammer mit ansigt.

"Mira!" Råber jeg panisk. Jeg styrter ind i lejligheden og kalder endnu en gang. Terrassedøren står åben. Den kolde luft får de hvide gardiner til at svæve blidt. Er det for sent? Mit hjerte banker hurtigere og hurtigere... det er slut. Mira er hoppet. Jeg ser ned på mine sko. Jeg kom for sent. Endnu en gang var jeg der ikke for Mira.

En bevægelse ude på altanen fanger min opmærksomhed. Håbet vender tilbage og jeg styrter ud på terrassen.

Mira står på et bord med lukkede øjne. Hun har strakt sine arme ud til siden. Langsomt tager hun et skridt frem mod kanten... jeg skriger.

"Mira! Nej!" Skriger jeg og løber hen i mod hende. Hun drejer overrasket hovedet og vores øjne mødes...

 

Hejsa!

Ja... jer der har glædet jer er sikkert MEGET sure over at jeg stoppede der. Men jeg er jo nødt til at få jer til at læse med, bare liiidt længere :-P

Og mange 10000000000000000000 tak! Jeg er nået op over 800 læsere! :-D Det er jeg VIRKELIG taknemmelig for.

Jeg er godt klar over at det her kapitel er skrevet af lort til!!! Men HUSK: Jeg går i femte klasse og jeg har haft lidt svært ved at komme videre med kapitlet. Hvis I synes at det var forvirrende, så beklager jeg virkelig!

Mange tak for at læse med :-D

-EStories

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...