Danserinden | 1D

Den 17 årige danserinde, Mirabelle Blanches liv er fuldkommen rodet. Og mange ubehagelige tanker har strejfet hende. Det bliver langt fra nemmere, da drengene fra et Boy band, bedre kendt som One Direction, ved et uheld støder på hende, en helt almindelig regnvejrsdag i Paris. Det er Mira klar over, hun prøver at 'miste' kontakten til dem da noget uventet pludselig sker...

41Likes
98Kommentarer
3648Visninger
AA

2. Frk. Regnvejr

Andet kapitel

 

Drengen lader hætten på sin hættetrøje falde ned, og stryger hånden gennem nogle krøllede lokker.

-"Kom," han åbner altandøren, og vinker mig hen til ham. Jeg tøver lidt. Indefra stuen høres latter og snak. Jeg kender ikke engang dem der bor der! En hånd glider ind i min. Jeg stivner og ser forskrækket på drengen.

-"Hør... jeg bider ikke. Det lover jeg," han trækker mig med hen til døren. Han lukker den efter os. Stuen er stor og flot, i et par hvide designsofaer sidder der nogle andre: 5 drenge og 2 piger. Pigerne er ranke, har begge blondt hår og solbrændt hud... de kunne sagtens være tvillinger. 

Da de andre opdager at drengen med den lilla hættetrøje ikke er alene, bliver der stille.

-"Øhm... hvem er det?" Siger den ene blonde pige.  Jeg bryder mig ikke om den måde hun siger det på. Hun har en snobbet stemme.

-"Frk. Regnvejr!" ler drengen der står ved siden af mig. Frk. Regnvejr? Jeg ser undrende op på ham. Mener han det seriøst?

 Den blondt håret pige fortsætter: "Hun er jo helt våd."

Rødmen stiger op i mine kinder.

-"Flot set, Jess!" forsvarer drengen der står ved siden af mig. Men han siger det ikke ondt, antydningen af latter ligger i hans stemme. 

-"Jeg må hellere... tage hjem," skynder jeg mig at sige, Jess' øjne er i en kold grøn farve. Alle stirrer på mig, det er pænt ubehageligt. Selv for en person der vant til rampelyset!

-"Hvorfor bliver du ikke?" Drengen ved siden af mig, lægger ikke skjul på skuffelsen.

Jeg ryster på hovedet, "eh.. mange tak for hjælpen ellers." Hurtigt skynder jeg mig forbi de to sofaer. Da jeg går i gennem døren vender jeg mig om; -"Tak, igen." så er jeg ude af døren.

 

~~~

 

Solen skinner ind i mit soveværelse. Man kan høre morgentrafikkens svage rumlen og nogle duers forvildede tuden. I dag skal jeg først hen på danseskolen klokken 17.

Jeg kaster hurtigt et blik på uret ved siden af mig; 09!

Ahhh massere af dejlig tid. Men til hvad? Shoppe?

Det har jeg ikke gjort i lang tid, jeg har bare været så bange for at støde ind i Matthew. Men Paris er jo en stor by! Hvad er chancen? Selvom det er oplagt at shoppe bliver jeg liggende.

Jeg finder min mobil og ser et par YouTube videoer med mine yndlingsdansere. Youtube er det eneste sociale medie jeg bruger, mest for inspiration til dans. Jeg tænker tit på hvor underligt det er, at hele mit liv kører rundt om at danse. Som jorden om solen.

Ved siden af videoen jeg ser, er der foreslået en alt for velkendt video; Mirabelle et Matthew - balletduo. Jeg kan ikke lade være med at klikke på den.

Publikum er helt stille, da Matthew løfter mig op og snurrer mig rundt, med en helt umenneskelig ynde. Mine arme skinner i det blålige scenelys og øjenskyggen glimter. Han læner mig ned mod gulvet, så min ryg næsten rører scenen. Vores ansigter er fuldkommen proffesionelle, men jeg ved at hans hjerte banker lige så hårdt som mit.

Pludselig ender videon. Skamfølelsen rammer mig hårdt, hvad er det dog jeg laver? Han har bevist at han er en skidt fyr, jeg har ikke brug for en som ham.

 

Klokken er allerede 12! Jeg må ikke spilde min tid sådan her! Hurtigt får jeg tøj på. Redder sengen og åbner et vindue.

Jeg skal lige til at springe morgenmaden over... men det er ikke specielt sundt. Og hvis jeg vil fortsætte som populær danser, har jeg ikke råd til at ødelægge min diæt.

Posen med brød knitrer mellem mine fingre. Ellers er der helt stille i lejligheden. Trafikken er stilnet lidt af.

Jeg har nogle gange tænkt på, hvordan det ville være, at have én at dele de her ensomme morgener med. Men jeg ved godt, at ingen har lyst til at bo med en person, som mig. Evig travl, deprimeret og stille. Måske er jeg god til at danse... men at være sammen med andre, stinker jeg til.

En banken fra døren trækker mig ud af mine tanker. Da jeg ikke reagere, åbner døren sig selv. Jeg sidder som forstenet.

-"Hallo?" spørger en stemme.

Langsomt rejser jeg mig op. Ude i entreen står en dreng, en dreng med krøllet hår og smilehuller. Drengen fra i går. Da han ser mig lyser et smil op på hans ansigt. 

-"Hej," drengen ler da han ser hvor store mine øjne er, "hør, jeg fik slet ikke præsenteret mig selv i går." Var det derfor han var her? "Men jeg hedder altså Harry."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...