Danserinden | 1D

Den 17 årige danserinde, Mirabelle Blanches liv er fuldkommen rodet. Og mange ubehagelige tanker har strejfet hende. Det bliver langt fra nemmere, da drengene fra et Boy band, bedre kendt som One Direction, ved et uheld støder på hende, en helt almindelig regnvejrsdag i Paris. Det er Mira klar over, hun prøver at 'miste' kontakten til dem da noget uventet pludselig sker...

41Likes
98Kommentarer
3611Visninger
AA

21. Flugten

Mirabelles synsvinkel

 

Det er nat nu. Om to minutter er klokken 3.

Matthews dybe åndedrag er den eneste lyd, udover små vindpust der kommer fra det åbne vindue. Jeg fryser. Men jeg er i det mindste ikke bundet. Langsomt sniger jeg mig ud af sengen, den knirker kun en anelse. Matthew klynker og vender sig om. Mareridt? Egentlig er jeg ligeglad... så længe han ikke vågner.

Jeg lister over det rene trægulv. Stille og lydløst. Hen mod vinduet. Den kolde luft får min hvide natkjole til at bølge let, den har Matthew tvunget mig ned i... den pædofil.

Jeg ser ned: Der er over 5 meter! Under vinduet står der nogle rosenbuske. Alle roserne er for længst afblomstret og bladene ligger som rådne bunker under træet. Jeg bider mig i læben. Kan jeg overhovedet det her? Jeg slår da mig selv ihjel! Hvorfor tør jeg aldrig at hoppe?

Men noget indeni mig ved, at lige meget hvad, vil jeg væk her fra, finde Harry, få ham til at forsvinde så hurtigst som muligt fra Frankrig... og så... så vil jeg hoppe.

Jeg nikker. Det er sådan det skal være. Jeg læner mig frem ad og svinger mit ben henover vindueskarmen. Jeg kan ikke lade være med at ryste af kulde. Jeg tager fat i vindues karmen med begge hænder og svinger det andet ben over, så jeg ligesom hænger i armene. Langsomt sænker jeg mig ned af. Mine arme ryster af anstrengelse. Der er nok kun 3 og en halv meter ned... men jeg tør ikke at give slip. Jeg undersøger med min fod, om der er noget den kan stå på. Men muren er helt glat. Alt for perfekt lavet.

Jeg stønner. Please! Bare et eller andet jeg kan stå på? Og endelig! Et lille indhak i muren, fanger min opmærksomhed. Jeg sætter min fod ned i og...

"Argh" et skrig forlader min mund da jeg glider og dumper ned i rosenbuskene. Jeg slår hurtigt en hånd op for munden og sidder helt stille. Intet. Ingen lyd overhovedet. Kun den sagte brise mellem bladene.

Min brystkasse går op og ned meget hurtigt. Langsomt rejser jeg mig op. Tornene skraber mine ben.

"Av..." mumler jeg og går ud af hækken. Jeg ser mig omkring. Huset ligger i udkanten af en skov. Høje fyrretræer står op mod den dybblå himmel og kaster uhyggelige sorte skygger. Jeg skutter mig. Græsset under mine fødder er koldt og fugtigt. Selvom det er koldt må jeg videre. Jeg skal videre.

Først går jeg, men hurtigt sætter jeg i løb. Hvad var det for en lyd? Matthew? Jessica? Egentlig er det lige meget hvem det er... jeg skal bare væk.

Det føles som om jeg har løbet i flere timer, da solen langsomt begynder at vise sig mod øst. Jeg ånder langsomt ud. Selvfølgelig er jeg i god form... men det er hårdt at løbe så langt og så hurtigt. Men jeg kan simpelthen ikke se hvor jeg er! Der er kun træer og atter træer omkring mig. Hvordan finder jeg nogensinde Paris... hvordan finder jeg Harry?

Jeg sukker og sætter mig ned i noget mos. Det er kun en anelse fugtig og ikke så koldt. Jeg undersøger mine arme og ben. Der er massere af rifter efter tornene.

Hvad mon Matthew gør?

Hvad mon Jessica gør?

En høj lyd bag mig, fanger min opmærksomhed.

"Regardez, ce que fait une petite fille dans les bois?"

Lyder en hæs og gammel stemme. Jeg vender mig forskrækket om. Bag mig står en ældre herre, med hvidt hår og bøjet ryg. Hans rynkede hænder holder om en træstok, som han læner sig ind mod.

"Je suis perdu," svarer jeg og er klar til at sætte i løb. Alle har vel hørt gamle historier om onde mænd der bortfører unge piger.

"Où allez-vous? Peut-être que je peux aider."

Hjælp? Fra ham? Jeg tøver. Men tager mig så til sidst sammen og siger:

"Savez-vous où se trouve Paris?" Spørger jeg.

Manden forklarer mig nøje vejen til Paris. Jeg smiler og takker ham mange gange. Og så er jeg på vej ud af skoven... på vej mod lejligheden. På vej mod Harry...

 

Heeeeey :-) !

Jeg har ikke skrevet i lidt tid... så her er et... (I min verden) langt kapitel. Tusind tak for søde kommentarer og likes! Og selvom jeg har skrevet at historien snart er slut, vil det VIRKELIG gøre mig lykkelig hvis I beholdte den på favoritlisterne. Tak!

Og husk at jeg kun går i femte og ALT fransk, er lavet på Google oversæt. :-) Hvis I har noget at rette, så sig det endelig! :-D

 

-EStories

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...