Født i et svaneæg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jun. 2014
  • Opdateret: 4 nov. 2014
  • Status: Færdig
Matthew møder danske Maja en dag. Maja ændrer hele Matthews, ellers negative, syn på Danmark. Men da vi møder ham igen sidder han på en bar og drikker tydeligvis noget, der ikke er lykkedes, væk.
Deltager i konkurrencen 'En Flænge i Himlen' og er inspireret af citatet: "...I fell in love the way you fall asleep: slowly, and then all at once."

0Likes
0Kommentarer
372Visninger
AA

1. Matthew og den Lille Havfrue

Mattew gik med en tyk H.C. Andersen bog under armen og balancerede en kop varm kaffe i den anden. Bogen var fyldt med små farvestrålende stykker post-its der stak op. Ved siden af ham gik Kenny, hans studiekammerat, der også havde vist ham rundt de første dage.
"Hvad synes du så om Danmark nu du har været her lidt tid?" Spurgte Kenny entuatisk. 
"It's nice." Smilede Matthew høfligt tilbage. Hvis han skulle være ærlig var han ikke specielt vild med Danmark. Danskerne var indelukkede, vejret var aldrig som i Dansk Folkepartis reklamer og maden mærkelig. 
"Fedt man! Vi ses du!" Så klappede Kenny ham voldsomt på skulderen og forsvandt ud af en dør til højre. 

Matthew sukkede da han trådte ind i elevatoren. Det ville blive en lang, lang, lang aften på biblioteket. Det tog ham dobbelt så lang tid at komme igennem deres tekster som resten af klassen. Alle i klassen kendte allerede historierne nok til at kunne diskutere dem og så kunne de jo dansk. Han var godt dum, at have valgt et fag, der var spækket med gamle tekster, der blev skrevet så anderledes fra hvad han nu rent faktisk kunne af dansk.
Han slog sig ned på sin faste plads i en af de umagelige, hvide stole og slog op på 'Den Lille Havfrue'. 
Langt ude i Havet er Vandet saa blaat, som Bladene paa den deiligste Kornblomst og saa klart, som den reneste Glas, men det er meget dybt, dybere end noget Ankertoug naaer, mange Kirketaarne maatte stilles ovenpaa hinanden, for at række fra Bunden op over Vandet. Dernede boe Havfolkene.
Første sætning og han var allerede i tvivl. Han overvejede et kort øjeblik om det var vigtigt for historien, men besluttede sig så for, at han måtte have det hele med. Hvis man var tabt fra starten, havde man da ikke en chance for at forstå resten. 

Så Matthew fandt en dansk-engelsk ordbog. Han fandt den hurtigt. Det var ikke første gang han havde haft brug for sådan en.
Med trænet hånd slog han op på 'a' og fandt hurtigt stedet hvor 'ankertoug' skulle have stået. Det stod der ikke. Gid han havde en computer. Han kiggede sig omkring, der var kun én i lokalet og den tilhørte en pige, der sad dybt begravet i dens skærm.

Han kiggede lidt på hende imens han tænkte på hvad han skulle gøre. Hun mindede ham om et eventyr han tidligere havde læst. Den Grimme Ælling. 
Da løftede den paa eengang sine Vinger, de bruste stærkere end før og bare den kraftigt afsted.
Han kunne forestille sig hvordan svanen havde spredt sine vinger ud  i en yndefuld, flydende bevægelse.
Hun mindede ham om en svane. Han rystede på hovedet over sig selv. Han havde vist læst for mange eventyr allerede.

Et øjeblik før Matthew skulle til at flytte øjnene tilbage i bogen kiggede pigen op. Hun kiggede ham lige i øjnene. Og så smilede hun stort til Matthew selvom han lige havde siddet og stirret. Hun var vist ikke en helt normal dansker.
Han kunne slet ikke få blikket fra hende nu. Han ville have mere af hendes venlighed. Han kunne ikke bare lade hende gå, når nu hun havde siddet der og smilet til ham. En dansker i en udlændinges krop.

Det gjør ikke noget at være født i Andegaarden, naar man kun har ligget i et Svaneæg.
Så var Danmark andegården og pigen en svane.

"Hør, har du brug for hjælp?" Spurgte pigen Matthew. Da han åbnede munden for at svare kom der ingenting ud. "Er du en udvekslingsstudent? Do you need some help?" Hun snakkede perfekt engelsk. 

"Jeg kan godt dansk." Nu kom der noget udover hans læber og det var endda dansk . "Det er bare lidt svært at læse noget fra det 19. århundrende." Smilede han så til hende. Lidt stammende imens han prøvede at komme i tanke om ordene.

"Nå jamen lad mig da se!" Sagde hun ivrigt og rejste sig fra bordet hvor computeren stod.
En god ting ved Danmark var, at det lod til man bare kunne lade sine ting stå uden opsyn og så forvente, at de ikke ville blive stjålet.

"Hej jeg hedder Maja." Sagde hun og gav ham hånden. "Lad os så se. Hvad er det du ikke forstår? Sikkert det hele, ikke sandt?" Matthew nikkede langsomt. 
"Men du forstår jo godt når man snakker! Hmm hør om du forstår det her: Langt ude i havet er vandet så blåt, som bladene på den dejligste kornblomst og så klart som den reneste glas, men det er meget dybt. Dybere end noget ankertov når. Mange kirketårne må stilles ovenpå hinanden, for at række fra bunden op over vandet. Dernede bor havfolket." Hun havde en fortryllende stemme. 

"Ja det var fantastic!" Sagde han med sin engelske accent til hende. "Jeg forstod det hele." Han forstod dansk, Danmark, vejret, maden...

"Skønt, lad os da bare fortsætte så. Sæt dig godt til rette, fordi Den Lille Havfrue er et mægtigt eventyr."
Det ville han gerne tro på når det kom fra hende. Matthew lagde hovedet på sin ene hånd og i den anden havde han en kuglepen klar på et stykke notespapir til at skrive detaljer ned til analysen. Han følte sig fuldkommen tryg i Majas tilstedeværelse, selvom han lige havde mødt hende. 

"Nu må man slet ikke tro, at der kun er den nøgne hvide sandbund: Nej, der vokser de forunderligste træer og planter, som er så..." Maja fortalte med en kæmpe indlevelse og han kunne ikke lade være med at betragte hende for at få ethvert indtryk af eventyret med. Hendes kinder mindede om de efterårsmodne Ingrid Marie æbler, han havde spist fra en vens have da han først kom til Danmark. Hendes læber arbejdede elegant med ordene og mindede ham om de store hvide skyer, der flød afsted i vinden. Bløde og runde.

"På det allerdybeste sted ligger havkongens slot. Murene er af koraller og de langde spidse vinduer af det allerklareste rav..."
Hendes øjne var som de vinduer. De genspejlede lyset i bibliotekssalen, ligesom vandet gør det når man dingler med fødderne udover en mole og med en paradisis i hånden. 

Som Maja læste og læste lagde Matthew sit hoved på sin arm istedet for at tage noter. 
"...Men den yngste var den smukkeste af dem allesammen, hendes hud var så klar og ren som et rosenblad, hendes øjne så blå, som den dybeste sø, men ligesom de andre havde hun ingen fødder. Kroppen endte i en fiskehale."
Han kunne ikke forestille sig Maja gik. Hun svømmede altid, gled elegant over gulvet.

"...Det dejligste, sagde hun, var at ligge  under måneskin på en sandbanke i den rolige sø og se tæt ved kysten den store by, hvor lysene blinkede, ligesom hundrede stjerner, høre musikken og den larm og støj af vogne og mennesker."
Han lukkede øjnene og han kunne straks se hende ligge der belyst af en klar måne og høre bruset fra havet. Nu var det ikke bibliotekslamperne, men de hundredevis af stjerner, der spillede i hendes øjnene. 
Da han åbnede sine øjne igen var hun der stadig og bevægede sine jordbærrøde læber og funklende øjne hen over siden i bogen.

"Lige fordi hun ikke kunne komme derop, længtes hun allermest efter alt dette."
 Matthew forstod allerede eventyret. Længslen. Kinderne. Læberne. Øjnene. 

"Vandet og gyngede op og ned, så hun kunne se ind i kahytten; men skibet tog stærkere fart, det ene sejl bredte sig ud efter det andet. Nu gik bølgerne stærkere, store skyer trak op, det lynede langtborte."  
Matthew kunne ikke høre nogen lyn eller høje bølger. Han kunne se Majas ansigt for sig. Kinderne. Læberne. Øjnene. Og det blonde hår, der indrammede det hele. Hans øjne faldt i og det sidste han hørte inden hans drøm var Majas eventyrlige stemme.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...