Now we meet again - One Direction (PAUSE)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2014
  • Opdateret: 1 feb. 2015
  • Status: Igang
For 6 år siden, løb Kimberley Williams hjemme fra! Hun boede i Mullingar, i Irland, sammen med sin mor, far og søster. Kimberley havde en rigtig god ven som hed Niall. Men d. 2 november 2007 besluttede Kimberley at løbe hjemme fra! Hun var kun 13, men hun ville ikke lade folk gå og mobbe hende mere, bare fordi hun havde briller dengang.

Nu er Kimberley en ny og smukker person, hun bor i Englands størreste by, London og arbejder på Starbucks cafe. I mellemtiden har hun fået nyt efternavn og er klar til at feste!
Der er kun en ting der plager hende lidt, hver nat drømmer hun om de ting, Niall og hende lavede sammen, selvom hun nu er vokset op og er en køn pige på 19 år, savner hun stadig sin Nialler! Hun har prøvet få kontakt med ham, men da hun finder ud af at han er med i et verdens kendt boyband, stopper hun sin søgen efter ham.
Inde i hendes hovede kommer der altid de samme spørgsmål:
Kan han overhovedet huske mig? Lagde han mærke til at jeg var væk?

20Likes
25Kommentarer
1756Visninger
AA

8. 6 Kapitel

 

Lately i found myself thinking

Been dreaming about you a lot

And up in my head i'm your boyfriend

But that's one thing you've already got

 

I Would - One Direction

 

Nialls P.O.V

 

Min mave boblede af spænding og jeg kunne ikke sidde det mindste stille, bare tanken om at kunne tale med Kimberley igen gjorde mig helt svimmel. Altså efter såååå lang tid kunne jeg endelig få fat i hende... Jeg var nærmest bange for at hun havde glemt mig.

 

Bilen stoppede og jeg steg hurtigt ud af bilen, og derefter kom Kimberley ud og smilede som en idiot på stoffer. "Hva' sker der?" Grinede jeg og kiggede underligt på hende. "Ikke noget, det er bare... lige meget." Sagde hun og gik hen mod hendes hus. "Hvor skal du hen, kom din sammenbo ikke først hjem i morgen?" Spurgte jeg og gik et skridt tætter på hende. " Jo, men jeg skal hjem og derefter hjem til en veninde..." Mumlede hun og gik vidre. "Okay ses vi så i morgen?" Spurgte jeg. Af en eller anden grund var jeg blevet total opslugt af hende. "Ja, vis det er okay at jeg kommer efter at jeg har været på arbejde?" Sagde hun svagt. "Ja, selvfølgelig!" Råbte jeg efter hende lige inden hun lukkede døren efter sig.

 

Vi kom ind i mit nye hus, og fik overtøj og diverse ting af, derefter gik vi ind i stuen og satte os i de hvide sofaer. "Må jeg gerne få det nu?" Spurgte jeg med det samme. Jeg kunne ikke holde det inde mere, jeg længtes efter at høre Kimberleys stemme efter så lang tid!!

"Få hvad?" Spurgte Eleanor som om hun intet vidste, men det smil hun havde om læberne viste noget andet. "Hendes nummer selvfølgelig!" Sagde jeg og hoppede irreteret i sofaen. "Hvises nummer?" Sagde hun og hendes smil blev større. "Kimberley's nummer selvfølgelig!" Sagde jeg hyppert og måske også en anelse irreteret. "Nårhh ja.. er du klar... Kimberley's nummer er XXXXXXXX." Sagde Eleanor, jeg tastede hurtigt nummeret ind på mobilen, men da jeg skulle til at trykke 'call' var der et eller andet der stoppede mig...

 

Hvad nu hvis hun ikke engang gider at tale med mig?

 

Hvad nu hvis hun har glemt mig?

 

Hvad nu hvis hun faktisk prøver at undgå mig?

 

"Hva' skal du ringe eller skal jeg gøre det for dig?" Spurgte Harry og afbrød mig.. jeg kunne ikke svare, jeg turde ikke ringe til hende, vis hun ikke ville tale med mig, var der ikke noget at gøre ved det. Harry tog mobilen ud af min hånd og trykkede 'call', derefter satte han den på medhør og lagde mobilen flat på hans hånd.

 

"Hallo?" Spurgte en kvindelig stemme. "Hey,  er det her Kimberley Willia... McCartney?" Spurgte Harry, jeg rystede og kunne ikke stoppe med at stirre på mobilen, som om jeg forvendtede at hun vill hoppe ud af mobilen og sig hej.

"Ja.. Hvem taler jeg med?" Spurgte hun.... DET VAR HENDE!!! "Mit navn er Harry, må jeg stille dig et spørgsmål?" Spurgte Harry og løftede det ene øjenbryn. "Ehm.. Ja.." Svarede hun lidt tøvende. "Kender du en der hedder Niall?" Sagde Harry og kiggede hen på mig og sendte mig et lille smil. "Ehm.. Jeg kender to... min gamle barndoms ven og min nye nabo.." Sagde hun..... Nye nabo? "Hved du tilfældigvis efternavnene på dem?" Spurgte jeg uden at tænke mig om. "Ehm.. Jo altså min barndoms ven hed vis nok Niall James .. et eller andet.... Og min nabo hedder vidst Niall Horan.. tror jeg." Sagde hun.

 

Hendes nye nabo Niall Horan... Jeg rejste mig så hurtigt jeg kunne og løb ud af stuen, ned af gangen og ud af døren, for derefter at løbe over til huset ved siden af, hvor jeg hurtigt ringede på døren. Lidt efter stod Kimberley i døren, med et ulæsligt ansigtudtryk og en mobil i hånden. "Hvad hedder du helt præcist?" Sagde jeg og kiggede hende direkte i øjnene. "Kimberley.. Kimberley McCartney.." Sagde hun og begyndte stille at smile og blev helt rød i hovedet. "Jamen.. er du så ikke ogs... Kimberley Williams?" Spurgte jeg og fik tårrer i øjnene. Hun nikkede og tog fat i min hånd, og trak mig ind i huset, som lignede noget magen til mit eget. Vi gik ned af gangen, indtil vi kom helt ned til enden, hvor der var en trappe, som førte oven på. Hun gik ind i et rum, som jeg ville gætte på var hendes sove værelse. Hun lukkede døren efter os, og pegede på sengen. Jeg satte mig og kiggede undrende på hende. Hun gik hen til en lille komode med 3 skufer, hvor hun trak den nederste ud, og tog en lidt stor kasse ud. så gik hun hen til mig og satte sig på den anden side af sengen så vi sad over for hinanden, hun satte kassen foran mig og tog låget af. I kassen lå en masse gamle billeder, af en pige og en dreng. Det var alle sammen med de to børn. Og jeg forstod udemærket at det var os. Alle vores minder som hun havde gemt. Kimberley rykkede på sig og jeg kiggede op på hende, og så at hun havde fundet en bamse. Hun gav mig den i mine hænder. Det var den bamse jeg gav hende da vi var små....

 

*FLASHBACK*

 

Det var koldt, og jeg orkede egentlig ikke at gå i skole, men tanken om at jeg skulle følges med Kimmi var det der gjorde at jeg lige nu stod ude foran hendes dør. Jeg ringede på ringeklokken og døren åbnede så lidt efter og der stod en lille Kimberley med tårer i øjnene. "Hvad er der sket Kim?" Spurgte jeg og krammede hende tæt ind til mig. "Min mor vil ikke lade mig komme med klassen på koloni-turen." Snøftede hun og tog et fast greb om min blå hættetrøje. "Hva' sagde hun helt præcis?" Spurgte jeg for at være sikker på at hun ikke bare var forvirret. Hun rettede sig op og tørrede hendes øjne for derefter at kigge mig direkte i øjnene.

"Ehm.. Jo altså hun syntes ikke at jeg var klar til en rigtig udflugt med klassen som ville vare 2 uger, og fordi vi kun går i anden klasse syntes hun at det var smartere vis jeg i stedet for at komme med så kom med hende på arbejde. Men jeg vil ikke være sammen med hende når jeg ved at du er i england, mens jeg bare er i Irland helt alene." Hun snøftede igen og jeg tog fat i hendes hånd.. "Kom! Skal vi ikke tage i tivoli?" Spurgte jeg, men gav hende ikke tid til at svare, for jeg hev hende hen mod den tætteste togstation. "NIALL! Vi ender bare med at komme forsent i skolen, og så bliver vi begge straffet og du må sikkert ikke komme med på koloni-turen!" Udbrød hun og kiggede usikkert på mig. Jeg sendte hende et lille smil og hev hende med mig. "Det går nok, så kan jeg nok bruge de 2 uger sammen med en pige der er meget søder end alle dem der går i klassen." Sagde jeg og klemmede hendes hånd. Hendes kinder skiftede farve til en rødlig farve, som ville sige at hun forstod at det var hende jeg talte om. "Tak Niall." Mumlede hun og kiggede tøvende ned på vores hænder. Jeg tog min taske af og lagde den ind i et hjørne bag en skraldspand og derefter tog jeg imod Kimmi's taske og satte den ved siden af min egen.

 

Vi kom gående hånd i hånd ned på perronen og tog det første tog som kørte mod den største forlystelses park som var blevet bygget her i Irland. Toget var en af de store hvor der var slik-vogne og toiletter så derfor låste vi os ind på toilettet, for vi havde ikke nogen biletter. "Hva' gør vi så nu?" Spurgte hun. Hun sad på kanten af håndvasken og sparkede frem og tilbage med benene. "Ehm.. Venter.." Svarede jeg go rettede på min stilling. Jeg sad op af væggen lig over for håndvasken som Kimmi sad på. "Jamen det er jo ikke sjovt.. Lad os lege Truth or Dare lige som dem fra de større klasser." Sagde Hun og kiggede afventende på mig. Selvfølgelig var det den leg hun gerne ville lege, det var jo også hende ynglings leg."Fint, men jeg starter! Truth or Dare!?" Råbte jeg, og med det samme tyssede Kim på mig og jeg smilede flovt. "Truth." Halv-hviskede hun. Jeg tænkte mig hutigt om og sågde så:"Hvad er din største hemmelighed?" Spurgte jeg og kiggede på hende. Hun bed sig i underlæben og kiggede ned på sine svingende ben. "Ehm.. Jeg elsker chokolade.." Sagde hun tøvende og blev lidt rød i hovedet. "Det ved alle! Kom nu med din rigtige hemmelighed." Tikkede jeg med et stort bedende smil på læberne. Hun sukkede og lod en hånd komme igennem hendes flotte brune hår. "Fint.. Jeg kan måske godt li en dreng fra klassen.." "-OMG! HVEM?!" Udbrød jeg uden at tænke over hvad hun sagde. Jeg vidste godt at hun kunne li en, men at tænke at hun faktisk kunne li en der gik i klassen var ikke spor rart, specielt ikke når jeg godt kunne li hende.

 

"Er det Mike eller er det.. Joe?" Spurgte jeg med et falsk smil placeret i midten af ansigtet. "Ingen af dem..." Sagde hun tøvende. "Hvem så?" Spurgte jeg og kiggede undrende på hende. Hun åbnede tøvende munden og skulle lige til at sige hvem, men så bankede det på døren og en fremmed stemme sagde:"Hey, hvor længe har du lige været her inde?" Jeg gik i chok, det var kontroløren. Kim pegede henne ved en kant bag vasken hvor jeg hurtigt gik hen og gemte mig. "Undskyld.. Men jeg skulle tisse, og mor sagde at hun nok skulle spærre min plads." Sagde Kimmi til stemmen. "Nårh, er du alene der ude?" Spurgte kontroløren. Hvad er det for noget at spørge om.. 'Sider du og skider sammen med en anden?'

 

"Ja." Sagde Kim uden at tøve. "Så kan du vel godt åbne døren ikke?" Spurgte kontroløren. "Jo, men jeg er i gang med at vaske hænder." Sagde Kim og tænde for vandet. Kim åbnede døren med albuen, og kontroløren kom frem, så derfor pressede jeg mig så langt ind mod væggen som muligt. "Ja, det er fint. Undskyld at jeg forstyrrede så meget." Sagde kontroløren og døren lukkede. Jeg kom frem fra mit skjul og kiggede på en smilende Kimmi der sukkede lettet over at vi ikke blev opdaget. Jeg smilede stort og lænede mit hoved op af væggen.

 

Efter en halv times tid var vi fremme og havde sneget os ud. Vi gik hen mod indgangen og da vi var der sneg vi os kravlende ind blandt alles ben. "Skal vi ikke prøve den der?" Spurgte jeg og pegede på en forlystelse. Hun nikkede og vi gik hånd i hånd hen mod forlystelsen. Vi havde hver i sær 10 dollars med som frokostpenge, det vil sige at vi havde 20 dollars med i alt. En forlystelse kostede en halv dollar per person.

Vi gav billetmanden en dollar og trådte op i forlystelsen, som var en form for rutsjebane som kørte på hovedet og derefter ind i en lille grotte. Jeg satte mig ind i vognen først og derefter kom Kimmi. Jeg kiggede over på Kim, som så meget urolig ud, så derfor tog jeg hendes hånd og smilede til hende. Bare det at røre ved hendes hånd fik det som om rutsjebanen allerede var startet, men vi sad stadig helt stille og ventede på at det lille lys ville skifte fra rød til grøn. I det lyset blev gult strammede Kim sit greb om min hånd og jeg om hendes. Lyset blev grønt og vognen begyndte at køre, og med det samme blev vi sendt ud i et skarpt sving til højer for der efter at kører på hovedet.

I det vi kom op igen kunne jeg se frygten i Kimmi's øjne så jeg tog begge min arme om hende og lige præcis da vi begge smilede til hinanden kom et skarpt lys frem. Kun 5 sekunder efter var turen slut og vi fuldte efter alle andre ned til hvor man kunne modtage sine billeder. Vi kiggede efter billed nummer 42-42 som var det samme som der havde stået på vores vogn.

 

"Se der 42-42!" Smilede jeg og pegede på billedet hvor vi sad og krammede hinanden og kiggede med søde blikke på hinanden. "Nurgh, hvor er det sødt!" Udbrød Kim. Jeg smilede og besluttede mig for at vi skulle havde to af dem.

 

"Undskyld, men hvor meget koster 2 billeder af nummer 42-42?" Spurgte jeg med store hvalpeøjne. Damen der stod for at sælge dem gav mig et dejligt varmt smil og trykkede på nogle knapper omme bag disken. Hun vendte sig om og kiggede på billedet hvor hun derefter stoppede med at trykke noget ind. "Er i to sammen?" Sagde hun uden at flytte blikket fra billedet. Jeg kiggede hurtigt over på Kim som heller ikke så ud til at forstå noget. "Øhmm.. Nej?" Svarede Kim langtrukken og smilede skævt til damen, selvom hun ikke kunne se det. "Er i sikker, for i ser så søde ud sammen i passer sammen som solen og månen, som jing og jang og som en pige og en dreng sammen." Sagde damen og vende sig stille om så man kunne se de meget små tårer hun havde i øjnene. "Ved i hvad? I for 2 billeder gratis. Jeg kan ikke stå for den kærlighed der er i mellem jer. Det er så svært at finde kærlighed magen til den der er mellem jer. Kan i ikke love mig en ting? At i altid vil være der for hinanden?" Sagde damen og begyndte at snøfte. Jeg smilede stort og nikkede. Damen tog to kuverter og skrev noget på dem og der efter gav hun os en hver. Jeg kiggede hurtigt på kuverten hvor der stod:

Lev livet mens i kan og glem ikke hinanden lige meget hvor meget i kan være sure på hinanden må i aldrig glemme de gode tider!

-Mary Kate Jesson

 

Jeg smilede stort til Mary og gik sammen med Kimmi hen til en bod hvor man kunne spille noget de kaldte for hjulspind. Jeg gav manden 5 dollars og så fik jeg en plade med tallene:

 

12

35

73

90

87

42

 

Der var syv andre som også spillede. Manden bag disken trykkede på en stor rød knap, og hjulet begyndte at spinde. Den velkendte tikken kom til syne for mine ører, hjulet begyndte at sænke farten og man kunne efter hånden se talene uden at blive svimmel. Den stoppede og det tal der stod der var... 42. Jeg smillede da manden spurgte mig hvilken af de ting der stod på hylderne jeg ville havde, og så rakte jeg over bordet få at hviske til ham at det skulle være den lillelyserøde elefant bamse, som stod henne i et hjørne for sig selv, manden gik stille hen til den og tog den ned af hylden, og gik derefter hen til mig og gav mig den, jeg vendte mig om mod Kim og strakte mine arme ud for at kunne give bamsen til hende. "Den her bamse er symbolet på vores venskab! Vi vil altid være bedste venner lige meget hvad!" Sagde jeg og krammede hende. Hun rødmede og tog i mod den, men mens hun holdte rundt om bamsen tog hun hendes armbånd af, og gav mig det. "Det her er mit ynglings armbånd, og derfor skal du havde det, du er den bedste ven man kan ønske sig!" Sagde hun og gav mig armbåndet på.

 

*FLASHBACK*

 

 

Jeg tog mig til håndledet hvor armbåndet stadig sad, jeg havde aldrig taget det af, fordi jeg altid havde haft en fornemmelse af at jeg ville finde Kim igen.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...