Now we meet again - One Direction (PAUSE)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2014
  • Opdateret: 1 feb. 2015
  • Status: Igang
For 6 år siden, løb Kimberley Williams hjemme fra! Hun boede i Mullingar, i Irland, sammen med sin mor, far og søster. Kimberley havde en rigtig god ven som hed Niall. Men d. 2 november 2007 besluttede Kimberley at løbe hjemme fra! Hun var kun 13, men hun ville ikke lade folk gå og mobbe hende mere, bare fordi hun havde briller dengang.

Nu er Kimberley en ny og smukker person, hun bor i Englands størreste by, London og arbejder på Starbucks cafe. I mellemtiden har hun fået nyt efternavn og er klar til at feste!
Der er kun en ting der plager hende lidt, hver nat drømmer hun om de ting, Niall og hende lavede sammen, selvom hun nu er vokset op og er en køn pige på 19 år, savner hun stadig sin Nialler! Hun har prøvet få kontakt med ham, men da hun finder ud af at han er med i et verdens kendt boyband, stopper hun sin søgen efter ham.
Inde i hendes hovede kommer der altid de samme spørgsmål:
Kan han overhovedet huske mig? Lagde han mærke til at jeg var væk?

20Likes
25Kommentarer
1760Visninger
AA

7. 5 kapitel

 

Oh oh ohoohoh, now put your hands up

Oh oh ohoohoh, cause this is stand

And i wont be leaving,

To finish stealing every piece of your heart

 

Stand up - One Direction

 

*FLASHBACK*

 

"Jeg ville ønske, at jeg også havde blå øjne." Sukkede jeg. Niall kiggede uforståeligt på mig. "Dine brune øjne er da pæner." Mumlede Niall og lagde en hånd bag sit hovede og kiggede op i stjernerne.

Vi lå uden i hans baghave, for det var sommer ferie og alle i vores klasse skulle på camping, undtalen Niall og mig, så vi lavede bare vores egen. Vi havde et lille bål og soveposer, et lille tælt og når vi skulle på wc gik vi inden for.

 

"Hvorfor brune øjne når man kan havde blå øjne?" Mumlede jeg. "Blå, brun og grøn er alle sammen bare farver. Det er det inden i der tæller! Hør her vis du ikke kan li' dine øjne så fint, men husk, at jeg elsker dem!" Udbrød Niall. Mine øjne faldt ud af hovedet.

"-elsker er nok lidt overdrevet.." Mumlede jeg og kiggede på Niall. vi lå på græsset og kiggede på stjerner. "Nej. -jeg elsker dine øjne." Mumlede han og holdte sig for munden, da det gik op for ham, at han havde tænkt højt. Hans kinder blev røde og han svang hovedet ud af min synsvinkel.

"Niall, det gør ikke noget. Kom nu her.. Kig på mig!" "-Nej. Jeg vil ikke!" Jeg hev i ham, men han gjorde modstand. Jeg satte mig ordenlig op og hev i ham igen og fik vendt ham om.

 

Han havde tårrer i øjnene. Tårrerne fik hans -smukke- blå øjne til at glimte som havvandet. Hans underlæbe dirrede og tårrerne trillede. "Niall, hvad er der galt?" Han tørrede tårrerne væk og kiggede ned i jorden.

"Niall-" Jeg blev afbrudt af Niall, som lagde sine arme om mig. Jeg smilede og krammede igen. "Tak." Snøftede han og jeg træk mig tilbage og kiggede undrende på ham. "Tak for hvad?" Spurgte jeg uforståeligt, men smilede alligevel. "For at blive hos mig." Mumlede han og hev mig til sig. "Jeg vil altid være der for dig, selvom jeg ikke er i nærheden." Sagde jeg og smilede endnu størrer, vis det altså var muligt. "-Men elsker du seriøs mine øjne?" Smilede jeg. "Hehe.. Ehmm ja, specielt når du smiler! Så minder du mig om det sødeste i verden" Svarede han med et stort smil på læberne. "Og hvad er det så?" Spurgte jeg. "Det er en hemmelighed." Smilede Niall

 

*FLASHBACK SLUT*

 

 

Et tryk gik igennem mit bryst og saltvand forlod mine læber. Pludselig blev et par vel dannet læber sat mod mine og førte luft ind i mig. Jeg hostede og personen rejste sig chokkeret og smilede.

 

"NIALL! Kom her! Hun er vågn!" Råbte Eleanor som stod lidt længer væk. "Tak Harry." Mumlede jeg da jeg så at det var ham der var 'personen med de vel dannet læber'. Han smilede bare og bøjede sig ned for at kramme mig, men inden han overhovedet nåede at røre mig blev han skubbet til siden af..

NIALL!

 

Niall træk mig ind til ham, så jeg kunne mærke hans hjerterytme. Hans arme var svunget rundt om min talje, mens hans hjerte bare rassede der ud af!

"Niall! Jeg har det fint." Mumlede jeg. Min stemme var ru og det kræsede i halsen.

Niall hjalp mig op og stå hvorefter jeg lige skulle havde lidt tid til at stå og overveje konsekvenserne for min svimmelhed som nu var dukket op. "KIM!" Råbte Eleanor og krammede mig lige så hård som Niall lige havde gjort. Jeg smilede og gengældte hendes kram. "Hey er du okay?" Spurgte Louis som så mega bekymret ud. "Ja-ja, men er det okay vis jeg ikke har løst til at være i vandet mere?" Spurgte jeg usikkert. " Ja selvf-" "JA SELVFØLGELIG OG UNDSKYLD DET VAR MIN SKYLD!" Afbrød Niall. Harry kiggede irriteret på Niall, fordi han lige havde afbrudt ham. "Niall det er fint nok jeg er okay, bare husk at jeg til næste gang stadig ikke kan svømme" Sagde jeg med et stort smil.

For at være ærlig var jeg selv lidt overrasket over hvor let jeg havde ved at tilgive Niall over næsten at havde druknet mig, men det var nok bare en gammel vane.

 

Efter ca. en halv time kom Eleanor op af vandet og satte sig ved siden af mig. "Jeg ved godt det lyder dumt, men det vi talte om tidligere om Harry og kysset, det skete vel egentligt på en måde, da han gav dig førstehjælp." Mumlede Eleanor og kiggede ud på drengene som fjollede ude i vandet. "Eleanor kan du holde på en hemmelig hed?" Spurgte jeg, og det var ikke for at skifte emne eller noget, men det her var vigtigt at hun vidste. "JA selvfølgelig sig frem!" Grinede Eleanor. "Kan du huske den der pige der hed Kimberley Williams?" Spurgte jeg og med det samme endrede Eleanors ansigtsudtryk sig til uforståeligt. "Jaer?" Spurgte hun nysgerrigt. "Hvad har Niall egentlig sagt om hende?" Spurgte jeg forsigtigt. "Han har sagt utallige ting om hende så som at hun var mega smuk, og at hun var sød, uh.. og at de engang blev standset af en sur mor i en svømmehal.." Jeg begyndte at fnise ved tankerne om da det skete...

 

*FLASHBACK*

 

"Vil du ikke forklare mig hvad vi laver i en svømmehal?" Spurgte jeg Niall og han begyndte at grine sit ufatteligt skønne grin. "Det har jeg jo sagt tudsind gange!" Grinte han. "Så sig det dov en gang mere, Torsk!" Sagde jeg dumt. "Jeg skal lære dig at svømme en gang for alle!" Sagde Niall og vi gik sammen hen til familie omklædnings rummene. Vi gik hen til toiletterne og gik så der efter ind i hver sin bås. Da jeg var i gang med at få min badedragts stropper over skuldrene hørte jeg Niall råbe:"FÆRDIG!" Og lidt efter kom jeg selv ud.

Vi gik ud i svømmehalen og satte kurs mod babybassinet.

Niall og jeg var kommet godt i gang med at svømme da en gammel sur dame kom hen til os og råbte at vi da ikke skulle være i babybassinet når hendes lille pusling på 1½ var der ned, ja for vi skulle da over i det store bassin, men det ville jeg ikke.

Så kom der en livreder og skulle tale mod moren, han sagde at hun skulle dæmpe sig lidt og lade os være i fred, så gik damen fornærmet og tog sin baby med sig.

Både Niall og jeg grinede og kunne næsten ikke holde op.

 

*FLASHBACK SLUT*

 

Jeg grinte lavt og kiggede igen op på Eleanor, som sad med åben mund. Jeg stoppede med det samme med at grine og kiggede i stedet mærkeligt på hende. "Jeg tror du kom til at tænker højt." Sagde hun og kiggede på mig. "Er du virkelig Kimberley Williams?" Spurgte hun og lavede store øjne. Jeg kiggede ned på mine hænder og nikkede stille, jeg tror aldrig jeg havde været så genert før!

 

"OMG NIALL!" Råbte hun og med det samme var alle drengene på vej tilbage. "Eleanor du må ikke sige det er mig!" Hviskede jeg lige inden Niall og de andre kom. "Hva' så?" Smilede Niall. Eleanor kiggede hen på mig og med det samme formede mine læber ordene 'please' og hun nikkede stille. "Hvad vil du sige vis jeg sagde at jeg har nummeret på Kimberley Williams?"

Det gjorde hun bare ikke!

 

"Seriøst! Det må du ikke joke om!" Skreg han og hoppede rundt som en nuttet baby kænguru. "Ja jeg mener det." Insisterede Eleanor. "Men hvordan? Hvornår? Hvorfor?" Udbrød Niall. "Jeg så hende faktisk i går for første gang. Hun var lige så smuk som du har beskrevet hende, men måske en smule anderledes." Smilede Eleanor og Nialls øjne blev mega store. "Hvordan så hun ud? Er hun blevet højere end mig? Havde hun sin flotte halskæde på, den med et lille sølv hjerte som jeg gav hende da vi var små?!" Spurgte Niall med et stort smil på læben.

 

"Hun havde smukt nødebrunt hår som gik hende akkurat til brysterne, og hendes øjne var smukke og mørkebrune. Hendes tøj stil var mega fed. Du kan være sikker på at hun ikke er lige så høj som dig hun er lav, men det er nu heller ikke meget lavere..." Eleanor kiggede over på mig og kiggede så tilbage på Niall. "- Og jeg er sikker på at hun har din halskæde på lige nu, lige meget hvor hun så er, tænker hun sikkert på dig lige nu." Sagde Eleanor og smilede kærligt til Niall, en tåre forlod Nialls kind, og det var helt ubeskriveligt så ondt det gjorde, at se ham sådan.

 

Jeg satte min højre hånd op ved min hals hvor min halskæde sad rundt om min hals, med det lille søde vedhæng. Jeg glemmer aldrig den dag jeg fik det lille smukke sølvhjerte. Men den historie vil i komme til at høre en anden gang.

 

"Skal vi ikke tage hjem, jeg er sulten og så kan jeg få Kimberley's nummer!" Råbte Niall udmattet og både Louis og Harry brød ud i grin. "Okay så lad os smutte." Sagde Harry og vi begyndte at pakke sammen.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...