Now we meet again - One Direction (PAUSE)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 maj 2014
  • Opdateret: 1 feb. 2015
  • Status: Igang
For 6 år siden, løb Kimberley Williams hjemme fra! Hun boede i Mullingar, i Irland, sammen med sin mor, far og søster. Kimberley havde en rigtig god ven som hed Niall. Men d. 2 november 2007 besluttede Kimberley at løbe hjemme fra! Hun var kun 13, men hun ville ikke lade folk gå og mobbe hende mere, bare fordi hun havde briller dengang.

Nu er Kimberley en ny og smukker person, hun bor i Englands størreste by, London og arbejder på Starbucks cafe. I mellemtiden har hun fået nyt efternavn og er klar til at feste!
Der er kun en ting der plager hende lidt, hver nat drømmer hun om de ting, Niall og hende lavede sammen, selvom hun nu er vokset op og er en køn pige på 19 år, savner hun stadig sin Nialler! Hun har prøvet få kontakt med ham, men da hun finder ud af at han er med i et verdens kendt boyband, stopper hun sin søgen efter ham.
Inde i hendes hovede kommer der altid de samme spørgsmål:
Kan han overhovedet huske mig? Lagde han mærke til at jeg var væk?

20Likes
25Kommentarer
1685Visninger
AA

4. 2 Kapitel

 

She said, "Hey it's alright.

Does it makes you fell alive?

Don't look back,

Live your life,

Even if it's only for tonight"

She said, "Hey it's alright,

Does it makes you feel alive!"

Alive - One Direction

 

" Niall?"

 

" Hej? Og du er?" Spurgte han, som om han ikke kunne genkende mig, okay, jeg havde så også lige smidt både briller og bøjle, men så stor forskæld er der altså heller ikke!" Mit navn er Kimberley og jeg bor ved siden af sammen med min tante Maria, men lige nu er hun hjemme hos en veninde så hun spurgte mig om jeg havde løst til at sige hej til jer... Hej" Mumlede jeg akavet og kiggede ned på slidte sko."'Vil du ikke med ind, så kan du også sige 'hej' til de andre." Sagde Niall. Jeg nikkede og fulgte efter ham ind i huset." Venner! Vi har fået besøg af Kimberley!" Råbte Niall og tog skoene af, hvilket jeg så også gjorde." Kimberley Williams?!" Lød en hæs stemme fra et rum som jeg ville gætte på var et badeværelse." Nej! Det er min nye nabo!" Råbte Niall igen og gik hen til et rum, hvor jeg derefter stille fuldte efter.

Rummet som vi lige var gået ind i viste sig at være en stue med få møbler, der var kun to hvide sofa'er, et lille stuebord ud af glas og et stort fladskærms-tv som stod op af  væggen, men det gjorde ikke noget at der ikke var særlig mange møbler, for til gengæld sad der 5 mennesker og stirrede på mig." Det her er Kimberley, hun er min nye nabo." Fortalte Niall de andre, som ellers så ret så forvirret på mig ."Hej, jeg er Liam, jeg er en af Nialls bedste venner."Sagde en af fyrene der sad i en klump."-  Det her er Sophia min kæreste, bare så du ved det er hun ret genert." Fortsatte han og pegede på pigerne som sad i den anden sofa."Jeg er Zayn. Jeg er også en af Nialls gode venner." Sagde en mere eller mindre sorthåret."- Og min kæreste, Perrie, er ude og hente kasser." Og gav et nik mod vinduet."Ja, jeg har allerede hilst på hende." Svarede jeg smilende."Hej, jeg er Eleanor og-" "Hey, jeg ville presentere dig.." Afbrød en af drengene muggen."- Og det der er Louis min kæreste..." Afslutede hun og kiggede mærkelig på ham som hun også pegede på." Og jeg er Harry." Jeg sprang op i luften og hoppede rundt, mine øjne støtte på et par grønne pæne øjne." Det var nu ikke for at forskrække dig.." Mumlede han grinende.

"Niall, der var det her brev mellem de billeder jeg tabte, og jeg tænkte at du måske selv ville give det en plads." Sagde Perrie, som kom ind med et brev i hånden, Og med det samme kunne jeg huske brevet.

 

*FLASHBACK*

 

'Kære Nialler<3

Jeg vil altid elske dig, du er den aller bedste ven jeg nogen sinde kunne drømme om:) Men jeg har stadig problemer i skolen, og de er blevet værre med tiden, så jeg vil flygte. Jeg ved godt du flere gange har sagt : Man kan ikke flygte fra sine problemer" Og det ved jeg godt, men bare denne ene gang, jeg kan ikke holde dem ud mere! Du er den eneste der for lov til at vide dette, så du må ikke fortælle mine forældre eller andre dette:

Jeg tager til London i England, kan du huske da vi læste om hvor dejligt der var i London i Engelsk timen? Netop derfor tager jeg til London. Jeg har fået lov til at bo hos min tante, Maria, og hun har lovet ikke at sige det til min mor hvis jeg til gengæld arbejder på hendes café. Vis du nogen sinde skulle havde brug for mig, bare det mindste, kan du finde mig under navnet Kimberley McCartney.

Fra din Kimmi for altid!'

 

Jeg satte brevet ned i kuverten og lukkede den og derefter lagde jeg brevet ind i den lille blåfarvet postkasse og løb over til selve perronen hvor toget var i gang med at læse mennesker af. Jeg steg på og dørene lukkede sig efter mig. Jeg satte mig på en vindues plads og kiggede ud, jeg  ville savne ham, men jeg fortrød intet. jeg lukkede øjnene i og en tåre faldt ned fra min kind, og jeg faldt stille i søvn.

 

*FLASHBACK SLUT*

 

"... Fra din Kimmi for altid" Snøftede Niall, jeg kiggede op på ham og så hans øjne var blevet røde og der løb flere tårer ned end jeg nogen sinde havde forstillet mig at der kunne komme ud af den smilende dreng..

" Niall, kom vi gør lige ind på dit værelse og taler det igennem, ik'?" Sagde Harry trøstende og lagde en hånd på Nialls ryg, og så gik de ind i et andet rum." Kimberley må jeg lige tale med dig?" Spurgte Perrie og kiggede mistænksom på mig, jeg nikkede og vi gik ind i køkkenet." Kimberley, jeg forstår det ikke. Hvorfor?" Spurgte hun som det første forvirret. jeg løftede det ene øjenbryn og gav hende hvorfor-hvad-blikket." Hvorfor fortæller du det ikke til Niall?" Prøvede hun igen." Fortælle hvad?" Spurgte jeg forvirret.

" Kimberley, jeg ved godt det er dig. Det er dig der er på billederne, det er dig der er i Nialls tanker, det er dig som Niall hele tiden taler om, det er dig han savner, det er dig der er Kimmi, det er dig han drømmer om, det er dig der har skrevet brevet, det er dig som han længtes efter, det er dig han græder over hver nat, det er dig der er hans Kimberley McCartney." En tåre vandrede stille ned af min kind, mens hendes ord kom mine ører i møde." Hvordan?" Hulkede jeg stille." Jeg kunne se det på billederne, de brune øjne tilhører ikke hvem som helst, og jeg smutede hurtigt forbi dit hus hvor der tilfældigt nok stod 'Maria McCartney'. Kimmi, hvorfor har du ikke ringet til Niall? Han har været syg af bekømring, han har ikke kunne sove og han har kun talt om hvor perfekt du var, jeg forstår det bare ikke.." Mumlede Perrie og kiggede mig i øjnene." Jeg har prøvet, men min mobil gik hurtigt ud for strøm, og så smed Maria den ud, så jeg sparrede op til en ny med hjælp fra Maria, og som den torsk jeg var kunne jeg ikke huske Nialls nummer..." Mumlede jeg trist, og endnu en tåre forlod min kind." Hør skat. Du skal ikke græde, alle mennesker begår fejl, du kom bare til at lave en der fuldte dig i mange år, men du skal vide at Niall aldrig har haft et eneste øjeblik hvor han ikke har tænkt på dig." Hun lagde sine arme rundt om mig og en følelse af trykhed susede ind i min krop." Tak Perrie, jeg forstår godt at Zayn kan li' dig." Mumlede jeg ind i hendes hår." Kom lad os gå ud og fikse din make-up.. vent du har ingen make-up... undskyld jeg er bare van til at alle piger har make-up på.." Mumlede hun lidt flovt." Det gør ikke noget, lad os bare gå ud.." Og så gik vi ud til de andre, som havde spredt sig lidt mere så Liam og Sophia sad på den ene sofa sammen med Louis og Eleanor, mens Zayn og Harry sad på den anden sofa og snakkede, mit syn søgte efter Niall, og da jeg fandt ham blev jeg lidt trist, han sad henne i skyggen i et hjørne, og holde godt fast om sine ben.

"Vi ses, jeg skal hjem og... og sove.." Sagde jeg og vinkede." Skal du allerede gå? Vil du ikke blive? Please.." Sagde Niall, som pludselig var kommet på benene." Nej jeg skal hjem og sove." Sagde jeg og holde tårerne inde." Kimmi klokken er kun 18:15" Fniste Perrie." Nåårh så må mit ur gå for hurtigt." Sagde jeg og dækkede mine håndled, for på ingen af dem var der et ur." Hvornår er det din sambo kommer hjem?" Spurgte Perrie mere alvorlig." I overmorgen. Hvorfor?" Svarede/Spurgte jeg." Vil du så ikke overnatte her?" Afbrød Niall hurtigt med små nuttet julelys i øjnene og for at være 100% erlig kunne jeg ikke stå for det!

"Okay så." Sukkede jeg og Perrie klappede hysterisk i hænderne og hokos pokos Perrie i fokos, alle gloede bare på hende og jeg brød bare ud i grin hvor alle derefter gjorde præcis det samme." Av jeg for altså snart ondt i maven af at grine så meget, kan vi ikke gøre noget andet?" Spurgte Louis." Hva' med True or Dare?" Spurgte Sophia, og alle nikkede sig stille enig." Okay jeg starter," Sagde Sophia."- Niall True or Dare?"

 

"Dare"

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...