They don't call him danger for nothing.

Stella er 19 år, og bor med hendes mor, far, og lille søster Anna. Stella går på universidetete, og der er ikke lagt fra til sommerferien. Men Stella er ikke ligeså lykkelig som det lyder, hun laver sine ting, har styr på det hele, og hvad bliver man når man er bedre end alle de andre. Mobbet, for groft endda. Stella har kun en veninde, hun hedder Richel og er også 19 år. Hun er den eneste som Stella kan stole på. Justin Bieber, er som vi kender ham. Player, nogle gange badboy(Men ikke altid), men hvad Stella ikke ved er at Justin har begådet et mord. Det er ikke mere end et år siden. Justin holder så lav profil som muligt, så han gør sit bedste for ikke at gøre noget u-lovligt. En dag hvor Stella pludselig bliver overfaldet, ser Justin det men hvad gør han? Skal han hjælpe hende? Eller ender det bare med at han vil slå nogen ihjel? Vil han bare lade hende ligge der? Find ud af det i ' They don't call him danger for nothing' *Denne historie kan godt indholde visse scener*

36Likes
53Kommentarer
2126Visninger
AA

5. Kold?

Kold?

Stellas synsvinkel.

Jeg trak mig fra krammet, men da jeg kiggede op på ham kiggede han ned i gulvet. "Justin? Hvad er der?" Spurgte jeg ham, han trådet et skridt tilbage. "Du må heller gå først ud, jeg kommer sener. Bare så folk ikke tro vi har noget kørene." Sagde han og holte sit blik nede i gulvet, jeg kiggede undrene på ham. Det gjorde faktisk lidt ondt da han sagde det, hvorfor måtte folk nu ikke tro noget. Det kunne jo være lidt sjovt at gøre grin med, at alle folk vil tro vi er et par. Det er jo til grin! Vi er venner, bekendte, jeg ved ikke hvad jeg skal kalde ham. Diskosoner har vi mest haft, vi har nok aldrig haft en samtale. Nu hvor jeg tænker over det, har vi ikke rigtigt haft en samtale.

 

Jo, men en af os har altid skulle ødelægge øjeblikket. Jeg kiggede lidt fornærmet på ham, og gik ud af døren. Hvis det er den leg vi leger, så kan jeg skam også lege med. Har du glemt at jeg er en pige, en af de mest modbydlige skabninger på jorden. Ja når det kommer til mobning, og jeg er ikke stolt af at være en pige. Jeg gik ned ad den lange gang, hvor alt var tomt. Det kunne kun betyde at jeg kom forsent til time, og min rare følelse af tryghed for i dag forsvandt. Jeg tog mine engelsk bøger frem, og gik ned af gangen for at finde det lokale jeg skulle undervises i. Jeg forstod ikke Justin, han var varm og kærlig det ene øjeblik, og iskold, fraværene, og ikke mindst modbydelig det næste.

 

Jeg besluttede mig for at være kold overfor Justin, indtil han smider sin falske face. Jeg åbnede døren uden at tænke på alle de øjne der kiggede på mig, vores lærer stod helt mundlam da jeg kom ind uden en bemærkning. Jeg gik bare direkte hen på min plads, og kiggede ned i bordet. "Øh... Hvorfor kommer du forsent Stella?" Spurgte læren om, jeg kiggede olmt på Mr. Creme. "Jeg venter på et svar." Sagde han, jeg rystede bare på hovedet. "Godt du får en eftersidning." Sagde han, okay det var ikke det jeg havde forventede. Jeg plejer at slippe for at få en eftersidning, pokkers. Det er da også Justins skyld det hele. "Jeg håber du er tilfreds Justin..." Mumlede jeg ned i bordet, og prøvede at følge med i timen. Men det havde jeg svært ved, ikke fordi det vi havde var svært. Nej.

 

Det var alle de tanker om hvordan jeg kunne gøre Justin ophidsende, ja for så kunne han smage sin egen medicin. Jeg kiggede på klokken konstant, og sad bare og ventede på at min eftersidning skulle begynde. Hvorfor gik tiden også så langsomt. Pludselig hørte jeg noget i højtaleren. "Justin Drew Bieber, til mit kontor NU!" Råbte Miss. Fall. Hvad havde en dreng gang i? Jeg håber ikke han har gjort noget der skaffer ham en eftersidning... Selvfølgelig har han gjort det, prøv lige at være lidt realistisk Stella! Jeg sukkede, der var stadig et helt kvarter til jeg skulle til eftersidning. Jeg begyndte at tænke på alle mulige tanker, hvorfor det var mig der skulle udsætte for alt det her, hvorfor Justin skulle være så uforklarlig, og hvad jeg skulle gøre for at give ham sin egen medicin? Tanker, forventninger, og dagdrømme kørte rundt i hovedet på mig, og der efter ringede klokken.

 

Jeg sukkede lettede og pakkede mine ting sammen, jeg gad virkelig ikke skolen, eller Justin for den sags skyld. Jeg var en af de sidste der gik ud af klassen, jeg så mig til bægge sider på gangen, bare så jeg ikke stødte ind i nogen. Jeg gik først ud på gangen da jeg var tryg ved det, jeg gik med normale skridt ned til Miss. Falls kontor. Jeg håber bare at Justin ikke er der. Jeg stod nu foran døren og kiggede på skiltet Kontor. Hvor vil jeg ønske at der stod isbar i stedet for. Jeg kunne godt bruge en is nu, måske bare noget slik eller noget. Jeg bankede på, og gik ind. Kontoret lignede sig selv, gråt og kedeligt.

 

Der stank af kaffen der lige var sat over, og ostemader som man kunne lugte helt inde fra lærerværelset. Gardinerne var trukket for så det var lidt mørk, og deres lamper lignede noget der var taget ud fra en 60'er film. Der var et skrivebord og 12 stole, som var sat til dem der fik eftersidning. Jeg kiggede rundt, og der så jeg Justin... der lægnede sig op ad en væg, han stod faktisk lige det sted hvor der var mest mørkt på kontoret. Det lille hjørne, hvor han virkelig kunne se uhyggelig ud. Han kiggede på mig, og jeg kunne mærke en klump i halsen. Jeg gik nervøst ned til en stol og satte mig ned, jeg kiggede bare ligeud mens jeg kunne mærke hans blik bore sig i nakke på mig. "Hvorfor har du fået eftersidning?" Spurgte han mig, jeg gad ikke at svare ham så jeg forsatte. "Jeg spurgte dig om noget pigebarn." Sagde han, jeg kiggede stadig i samme retning. Gad ikke at spilde min tid på ham. "Svar mig når jeg taler til dig!" Nærmeste råbte han, et gisp undslap mine læber, jeg vil ikke indrømme at jeg var bange for ham.

 

For det vidste han sikkert godt nu. Jeg kunne høre at han trak på smilebåndet, og det var pæn uhyggeligt. "Er du bange lille Stella?" Spurgte han, og talte til mig som var jeg 3 år. Jeg vil ikke svare ham. "Svar mig, du ved godt at der er en grund til folk kalder mig for fare." Sagde han, det havde ikke noget med noget at gøre. "Det er dit eget valg om folk kalder dig for fare, men jeg er ikke bange for dig." Ups... nu talte jeg til ham. "Nej ser man der, pigebarnet kan tale." Sagde han, jeg sukkede. "Hvorfor havnede du her til eftersidning?" Spurgte han. "Det kommer ikke dig ved din nar." Sagde jeg, ja jeg sagde nar. Men pyt, jeg var ikke bange for ham. "Hvad var det du kaldte mig?" Spurgte han trugene og gik tætter på mig, som stadig sad på stolen. Jeg følte at jeg ikke kunne rører mig.

 

"Nar, er du døv." Sagde jeg flabte med et lille stolt smil på læben. Ja jeg var stolt, over at kunne sige han i mod. "Hvad har du gang i kælling, vil du da gerne dø?" Spurgte han, jeg vente mig om mod ham, så jeg stadig sad andsigt til andsigt. "Ja faktisk, gør det nu bare og få det overstået." Sagde jeg, han så overrasket på mig. "Hvorfor?" Spurgte han og kiggede undrene på mig. "Hvad får dig til at tro at jeg vil sige det til dig?" Spurgte jeg ham olmt. Han kiggede koldt på mig. "Fordi du har ikke andre at sige det til nu." Sagde han, men jeg vil stadig ikke. "Dræb mig nu bare, gør en ende på mine lidelser." Sagde jeg, han rystede på hovedet.

 

"Du ved hvis ikke hvor svært det er at tilgive sig selv, efter du har dræbt et menneske. Du vil få dårlig samvittighed resten af livet, og du vil ikke ture at komme udenfor fordi du ved at andre ved det hele. Du ved at de kender dine hemmeligheder, du ved hvad de ved. Til sidst ender du bare som en der ikke ture at gå udenfor din egen dør. Indtil, du lære at være kold over for det hele og prøver at vende det til noget positivt. Når alle ved hvem du er, kan du bruge det mod dem." Sagde han, og før jeg vidste af det, havde han sat sig på hug ved siden af mig.

 

Han kiggede på mig, og jeg var rart mundlam. "Vil du så bare lade mig dø indvendigt? Lade alt had, og mobning æde mig indefra. Få mig til at tro på alt det de siger om mig. Jeg er ikke god nok, og igen kan lide dig, og til sidst skal der kun en mere til, for at slå mig helt ihjel. En lille kort og ond bemærkning kan dræbe mig. Et mere sprak over mit skinneben, og jeg vil ligge nede på jorden og udtænke en plan for at begå et selv mord. Er det det du ønsker?" Spurgte jeg ham, han kiggede overrasket på mig og rystede så på hovedet.

 

"Nej, men det hjælper ikke hvis du tror på at jeg vil dræbe dig og at du kommer op i himlen og få et bedre liv. For det gør det ikke. Tro mig det hjælper ikke. Din mor og far, hvis ikke din lille søster vil savne dig. Og din veninde vil savne dig, jeg vil savne dig." Sagde han, vent sagde han lige at han vil savne mig?

 

~~~~~~~

 

Jeg sad og var lidt mundlam efter det Justin sagde, da Miss Fall langt om længe kom ind. Justin satte sig hurtigt ved stolen bag mig, og jeg kunne mærke hans blik på mig hele tiden. Miss. Fall kom ind, og kiggede overraskede på mig. "Hvad pokker laver du her?" Spurgte hun jeg sukkede. "Jeg er ligesom til eftersidning." Sagde jeg lidt flabet. "Hun nikkede og kiggede stadig undrene på mig. "Og så er der dig Justin." Sagde hun og gik over mod Justin, han kiggede op på Miss. Fall. "Det er sidste gang du pakker skolegården ind i toiletpapir." Sagde hun, han trak på smilebåndet. "Du ved ligeså godt som mig, at det ikke er sidste gang." Sagde han, hun kiggede olmt på ham, og gik så hen til hendes bord.

 

"Jeg ved det er første gang du er her Stella, så du får lige reglerne af vide. 1. I må ikke snakke til hinanden. 2. I skal lave jeres lektier her oppe. 3. Hvis jeg skal hen og hente nogen ting, bliver i hvor i er i stilhed. 4. i må ikke have et vindu åben, da jeg ved at Justin skaktens kan kravle ud af det. 5. Og nej Justin, heller ikke døren, eller luftskatene." Sagde hun og Justin grinte hæst. Jeg forstod ham ikke. "Lav så jeres lektier, mens jeg er ude og snakke med et par elever fra 2.g" Sagde hun, og gik. jeg begyndte at finde mine lektier frem, jeg havde tænkt på at lave de der fransk lektier nu, så jeg havde øvet dem til i morgen.

 

Jeg læste og skimtede ordene igennem, og oversatte dem i hovedet. Vi måtte jo ikke snakke. "Hvad laver du?" Spurgte Justin, jeg kiggede undrene over på ham. "Ja hvad tro du, lektier." Sagde jeg, han sukkede. "Nu skal du høre de her regler. 1. Lyt ikke til Miss. Fall. 2. hegn ud med mig i stedet for." Sagde han, jeg kiggede på ham. "Nej tak du." Sagde jeg. "Kom nu, vil du da ikke gerne have det sjovt, bare lidt?" Spurgte han mig. "Jo, bare ikke med dig." Sagde jeg, og forsatte. "Det må du selv om, men jeg tager måske hen til det nye tivoli. " Sagde han, fuck man var der et tivoli. Jeg elsker tivoli, der er bare det bedste. Husk nu Stella, hver overbevisende. "Det er  bare noget du siger for at lokke mig med." Sagde jeg og rullede øjne af ham. "Måske, måske ikke." Sagde han, og gik hen til vinduet.

 

"Du må ikke hoppe ud fra vinduet." Sagde jeg. "Og hvad så." Sagde han." Jeg siger det til Miss Fall." Sagde jeg og skulle til at gå hen til hende, da han tog mig i håndledet. "Nej du gør ej for du tager med mig i tivoli." Sagde han og trak mig hen til vinduet. "Nej jeg gør ej!" Sagde jeg. "Jo du gør." Sagde han, og tog min hånd. "Fint!" Sagde jeg, og sukkede. Jeg er så meget død når jeg kommer hjem. Hvad pokker skal jeg gøre.

 

"Se selv, det er da ikke så svært at pjække vel." Sagde han. Okay det havde han ret i, jeg havde jo på en måde prøvet det før. "Nej..." Sagde jeg, han smil blev støre og støre." Okay lad os komme væk herfra." Sagde han og trak mig hen til hans bil. Måske var Justin ikke så slem alligevel. Hvad pokker er det jeg siger, han er værre end slem. Han er ond, og kold. Nej vent, han er ikke kold bare uhyggelig. Hvorfor. Mine tanker køre rundt hovedet på mig mens Justin trekker mig hen til hans bil, og før jeg ved af det sidder jeg nu i Justins bil, på vej til et måske virkeligt tivoli. Hvad er det jeg har gang i?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hej alle mennesker.

1. her er et kapitel.

2. Jeg håber i kan lide det.

3. Hvad syndes i om den, like, skriv en kommentar hvis det er

4. hvis der er noget jeg ´kan gøre bedre sig til. 

5. Tak til jer der gider at læse med.

6. kan i have en god 'ferie'

7. Hilsen Mig <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...