They don't call him danger for nothing.

Stella er 19 år, og bor med hendes mor, far, og lille søster Anna. Stella går på universidetete, og der er ikke lagt fra til sommerferien. Men Stella er ikke ligeså lykkelig som det lyder, hun laver sine ting, har styr på det hele, og hvad bliver man når man er bedre end alle de andre. Mobbet, for groft endda. Stella har kun en veninde, hun hedder Richel og er også 19 år. Hun er den eneste som Stella kan stole på. Justin Bieber, er som vi kender ham. Player, nogle gange badboy(Men ikke altid), men hvad Stella ikke ved er at Justin har begådet et mord. Det er ikke mere end et år siden. Justin holder så lav profil som muligt, så han gør sit bedste for ikke at gøre noget u-lovligt. En dag hvor Stella pludselig bliver overfaldet, ser Justin det men hvad gør han? Skal han hjælpe hende? Eller ender det bare med at han vil slå nogen ihjel? Vil han bare lade hende ligge der? Find ud af det i ' They don't call him danger for nothing' *Denne historie kan godt indholde visse scener*

36Likes
53Kommentarer
2197Visninger
AA

4. Beskeden fra ham

Beskeden fra ham

Stellas synsvinkel.

Jeg vågnede ved min telefon slå sin alarm til, den sagde den samme kedelige lyd som den nu så tit gør. Det var onsdag i dag, og jeg skulle huske at spøger Justin hvorfor folk siger han er farlig. Jeg rejste mig op fra sengen, og slog alarmen fra. Jeg gik hen til mit skab, for at finde dagens sæt tøj. Jeg kiggede hurtigt udenfor, det så meget varmt ud, så jeg tog en mave trøje på hvor der står love it og er pink farvet. Et par demi shorts i lyseblå, et par sandaler, og et armbånd. Jeg gik ind på badeværelset og valgte at glatte mit hår, derefter lagde jeg et lille lag make up på. Jeg kiggede på det lille ur der hang over spejlet, den sagde 07:30. Jeg kunne vis godt nå det.

 

Jeg gik ud fra mit værelse og ind i køkkenet, og der så jeg et tomt køkken. Der var ingen tegn på liv, jeg undrede mig meget. Hvor er min mor? Og Anna? Og far? De er sikkert taget af sted, jeg syndes bare ikke jeg har hørt noget fra dem. Jeg åbnede køleskabet og fandt noget jeg kunne spise, jeg lukkede det efter mig og fandt brødet og smurte noget smør på. Det var sjovt nok smør jeg fandt, og ja... det er spiseligt. Jeg kunne ikke forstå hvor alle var henne? Jeg tog min mobil op fra lommen, der var kun 67% strøm tilbage. Jeg gik ind under kontakter, og ringede min mor op. "Dut....dut....dut... Halo?" Sagde det, jeg ånde lettede ud.

 

"Hey mor, hvor er du?" Spurgte jeg hende om. "Jeg er på motorvejen,  altså på vej til arbejde, men der er vildt lang kø." Sagde hun, og jeg kunne høre en dytte i bagrunden. "Hvor er Anna, og far?" Spurgte jeg mor. "Anna er i skole og far er på arbejde." Sagde hun, jeg nikkede. "Okay, jeg tager også snart i skole." Sagde jeg. "Ses skat." Sagde hun, og der efter lagde jeg på. Jeg spiste min morgenmad, og kørte derefter i skole. Jeg havde det hele i min taske, og mine bilnøgler i hånden. Det var varmer end det var i går kunne jeg mærke.

 

Jeg satte speederen i bund, og kørte mod skolen hvor alle spørgsmålene var... Jeg kørte ned ad den samme kedelig vej, og endte på parkeringspladsen. Jeg steg ud af bilen, og af en eller anden var en her morgen...anderledes. Der var ikke nogen der råbte noget af mig? Mange sad på en kølerhjelm og snakkede med de andre, mens jeg følte at jeg for en gangs skyld følte.... at det ikke var mig de talte. Jeg hørte lidt efter en samtale. "Bealaker jeg skal til..... hos min kusine...." Eller næste hørte efter, jeg følte at der ikke var nogen der vil bagtale mig bare for engang skyld. Et smil blev vist frem på mine læber, jeg følte mig glad. En dag hvor jeg kan gå igennem dagen, med et smil på læben og være glad.

 

Jeg gik smilene ind, ned ad gangen hvor der ikke var nogen onde blikke på mig. Jeg gik hen mod mit skab, og kiggede på mit skema men pludselig faldt der et stykke papir ned. Jeg kiggede underligt på det, og begyndte at gå ned i knæ og samle det op. Jeg læste det, og ja jeg var stadig nede på knæ underligt? Ja. But i don't give a fu*k for a fu*k. Jeg læste det.

 

"Kære Stella, du vil stille mig nogle spørgsmål og jeg har på fornemmelsen hvilke. Da jeg syndes det er meget privat, vil jeg svare det i et privat sted. Kosteskabet klokken 12:00, der ved jeg vi kan snakke alene. Vi ses til fysik ;-) - Justin <3"

 

 Stod der. Tja... jeg vil nu bare spørger ham om hvorfor folk kalder ham for fare, men okay det skader vel ikke. Jeg lukkede mit skab og gik mod første time som var fysik. Jeg gik ind i klassen, og jeg var nok den 5. der var kommet. Jeg sad på en tilfældig plads, og ventede nu på at mig og Justin kunne blive færdige med vores fremlæggelse/ stil. Jeg vi skulle fremlægge den, det fik jeg først sent af vide. Jeg kiggede tomt på tavlen, indtil jeg så Justin der sat sig ved siden af mig. Han skulle lige til at spørger om noget. "Jeg har fået dit brev." Sagde jeg med et lille smil, han nikkede. "Godt, er det så en aftale?" Spurgte han mig, og kiggede på mig, jeg kiggede tilbage på ham og nikkede for at bekræfte det. "Ja.." Sagde jeg, han nikkede igen, og timen begyndte.

 

"Jeg har kun fået ni ud af 20 stile fra klassen, hvad bilder i jer ind. I skulle skamme jer, så pas dog jeres skole mens i kan inden det er forsent!" Råbte vores lære ud i klassen, vi havde afleveret vores stil. Stella... dobbelt tjek lige. "Justin, har vi huskede at dele med Miss. Queen?" Spurgte jeg ham, han nikkede med et lille smil. "Ja, bare rolig jeg tjekkede her til morges." Sagde han, jeg smilte taknemlig. "Okay." Sagde jeg så. Og mens vores tid på at 'høre' på hvad Miss. Queen sagde, gik tide faktisk bare på det. Jeg kiggede på klokken, jeg skulle have Matematik efter jeg havde været i kantinen.

 

Jeg gik ned mod kantinen, men jeg havde nu faktisk ikke lyst til noget. Jeg gik nu bare ned ved et bord, og satte mig til rette for mad havde jeg ikke lyst til. I mens jeg bare stirede ud i luften, kunne jeg høre en lys, lys hosten at jeg var ved at brække mig. Jeg kiggede op, og så en rødhåret pige fra overgangen over mig. "Du sidder på min plads." Sagde hun spydigt, jeg kiggede underligt på hende. "Undskyld frøken diva, men du sad ligsom ikke på den." Sagde jeg og skulle til at rejse mig op, da jeg blev trukket tilbage ned på den.

 

"Sig mig skulle jeg ikke flytte mig?" Spurgte jeg hende om. "Hvad hedder du?" Spurgte hun mig om. "Hvad rager det dig ved, flyt nu lige så jeg kan flytte mig." Sagde jeg, og rejste mig op for at gå. Jeg kunne ikke klare hende, og jeg havde lige mødt hende. Jeg gik ned til mit skab, for at finde de matematik bøger frem. Jeg fandt dem, og lukkede skabet efter mig men pludselig fik jeg lige et spark på knæskallen. "AV!" Skreg jeg, og med et lå jeg i foster stilling. Men underligt nok, kom der ikke flere spark eller knytnæver. Underligt, jeg rejste mig op og med lidt held kom jeg på benene.

 

Jeg gik nu mod Lokalet, jeg syndes den her dag går mere og mere hurtigere end den normalt plejer at gøre. Jeg kom ind i klassen, og til mit held var der ingen. Jeg satte mig ned, og ømmede mig lidt over mit skadet knæ. Jeg kiggede på klokken, der var ikke meget mere end 90 min til mig og Justin skulle mødes i kosteskabet. Hvorfor lige kosteskabet, jeg forstod det ikke? Hvad troede han også jeg vil spørger ham om, eller er det så tydeligt at jeg er alt for nysgerrig? Måske? Nej? Ja? Det ved jeg ikke, men en ting er sikker. Han er ikke stolt over de svar han sikkert vil komme med, hvad pokker skal jeg tænke om den dreng. Han er så uforudsigelig? Mystisk? Farlig? Spørgsmålene kørte rundt i hovedet på mig, og jeg blev vækket af mine tanker da nogen sagde mit navn.

 

"Stella kom her op, og udregn dette matematiske stykke." Sagde vores lære, jeg tøvede meget for jeg vidste ikke hvad det kvindemenneske snakkede om. "Hvad skal jeg regne ud?" Spurgte jeg, alle i klassen grinede af mig. "Det jeg har skrevet på tavlen!" Hav råbte hun(Som er vores lære). Jeg kiggede engang på tavlen, det så nu ikke så svært ud, jeg gik der op og begyndte at tage fat i det hvide kridt. Jeg 'agede' det lidt og satte kridtet på den sorte tavle, jeg tegnede streger, matematiske ligner, og tal og meget mere. " Er lig med fire." Sagde jeg til sidst, og alle kiggede med store øjne på det. "Øh.. ja.... tak Stella." Sagde lærerinden, og jeg satte mig nu bare ned på min plads. Jeg var jo 'nørden' her på skolen, men jeg var nu faktisk ikke bedre end alle andre. Det var bare dem der ikke gad at tage sig sammen. Lucky me! :-D.

 

Resten af timen hørte jeg ikke efter, det hele var noget jeg kunne i forvejen, og var ikke noget jeg sådan specielt havde brug for. Jeg vil bare gerne være dyrlæge, eller måske sanger. Jeg har altid gerne vil være sanger, men jeg syndes selv jeg ikke har talent nok.  Men jeg tænkte på min fremtid, tænkte jeg også meget over det med Justin. Hvorfor? Aner det ikke, han var bare lige lidt mere indtresandt lige nu. 

 

~~~~~~~~

 

Klokken ringede ud, og det vil sige at jeg skulle ind i kosteskabet med Justin. Klokken var 11:55, og vi havde fået før fri da vores lære ikke orkede os mere. Nogen gange er det rart at have en larmende klasse, for så bliver vores lære meget trætte af os, og giver os 5 min tidligere fri. Jeg gik ned ad den lange gang, hvor jeg stadig følte at der ikke var nogen der talte om mig. Jeg havde stadig et lille smil på mine læber, men kun et lille et, jeg blev sparkede i knæet, hvilket gør ufattelig ondt endnu. Jeg forstod det ikke? Hvorfor gør det ondt endnu?

 

Jeg lagde mine bøger ind i skabet, og gik ned for at finde kosteskabet, jeg knap nok vidste hvor lå. Pinligt, i know. Jeg gik lidt på gang, men uden jeg var klar over det gik jeg ind i nogen. "Ej undskyld." Sagde jeg og kiggede med det samme ned. "Det gør ikke noget." Sagde en velkendt stemme, jeg kiggede undrene op og så lige ind i Justins dejlige øjne. "Hey...Stella." Sagde han svagt med et lille smil. "Hej, jeg var på vej der hen men jeg kunne ikke huske hvor det lå." Sagde jeg stille, han grinte lidt. "Okay, kom så lad mig vise dig det." Sagde han, og sendte mig et sødt smil. Jeg sendte et ligeså sødt smil tilbage.

 

Jeg siger dig, det var sødt og hans kindben. OMG. Slap nu af Stella. Jeg fulgte efter ham da han gik over mod skabet, han gik ind først og jeg til sidst. Jeg trådte ind i ren og skær mørke. Jeg kunne ikke se en hånd for mig, og jeg kunne ikke se Justin. "Justin er du ikke sød at tænde noget lys?" Spurgte jeg, jeg havde altid være mørkeræd. Frygten om at et monster il komme og æde dig, eller nogen griber fat i dig skrammer mig meget. "Jo." Sagde han og med et så jeg ham, Lyset var ikke vildt godt, men godt nok til at jeg ikke havde noget at frygte. "Er du bange for mørke da?" Spurgte han, og gik tætter på mig. "Øh... måske lidt." Sagde jeg, det var rat pinligt.

 

Jeg kiggede op på ham, han smilte sødt til mig. "Bare rolig, jeg er her." Sagde han med et glimt i øjet der sagde at han mente det. Jeg smilte til ham. "Okay jeg havde noget at ville spørger dig om." Sagde jeg, han nikkede. "Hvorfor er det folk kalder dig for fare?" Spurgte jeg ham, han lavede store øjne, eller lidt som om han var væk. Midt i et flashback. Jeg kiggede underligt på ham. "Justin?" Spurgte jeg ham og viftede en hånd foran ham. Han kom 'virkeligheden' igen. "Ja hvad?" Spurgte han, jeg kiggede underligt på ham. "Jeg spurgte dig om hvorfor det var at folk kalder dig for fare?" Sagde jeg, han sukkede. "Hør Stella, når jeg fortæller dig det her. Må du ikke gå fra mig, du er en virkelig god 'ven' bekendt du ved. Jeg føler at jeg kan snakke med dig, uden at have badboy face på. Du ved... de der rygter om at jeg har dræbt nogen.... de.....er....sande...." Sagde han og kiggede ned, nu var det mig der var chok.

 

"Hv-hvordan?Hvorfor?" Spurgte jeg ham. "Det sket for at år siden, jeg havde fået af vide at min bedste ven døde, og jeg vil så hævne ham. Det virkede så, indtil jeg fandt ud af at det hele var løgn. Han var ikke død, nej tvært i mod var det ham der opdagede mit mord. Men han spredte det så også. Jeg havde fået mordens navn af vide, og alt det der. Og jeg havde svoret at jeg vil dræbe dem, der dræber mine venner..." Sagde han og jeg kunne se at han havde tåre der var ved at trille ned.

 

"Justin... du behøver ikke at fortælle mere." Sagde jeg, men kunne jeg være sammen med ham. "Men..." Sagde jeg, han kiggede straks op på mig. "Men hvad?" Spurgte han panisk. "Kan jeg være sammen med dig mere så?" Spurgte jeg ham, og nu faldt der en tåre. jeg tog en hånd op til hans kind, og han lagde sin hånd oven på mig. "Ja, jeg bær dig." Sagde han, jeg kiggede dybt ind i hans øjne.

 

" Lover du så at du ikke dræber flere?" Spurgte jeg ham. "Ja, jeg vil bare have et godt venskab med dig." Sagde han, jeg smilte. "Tak Justin. Så vil jeg gerne være sammen med dig." Sagde jeg og han trak mig ind i et kram. "Jeg elsker dig så højt Stella.." Mumlede han, så lavt at jeg ikke hørte det. "Hvad?" Spurgte jeg ham. "Ikke noget." Sagde han, jeg rullede øjne af ham og nød bare øjeblikket.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hej alle søde mennesker.

1. Jeg er meget glade for at i gider at læse den. 

2. Håber at i syndes om den.

3. Like hvis i kan lide den, please!

4. Hvad syndes i om Det Justin sagde til Stella, romantisk hva'?

5. Elsker jer kh-Mig

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...