Godhed er et spørgsmål om perspektiv

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."
Sådan lyder en profeti som skyggerne har fremsagt. Men når profetien kræver at både den ukendte, som er for en hund at regne, onskabsfuldhedens engel, som er den mest irriterende dæmon det er muligt at opstøve, og den vandrende sjæl, som er en psykisk ustabil vampyr med indsigtens stemmer, skal sammenarbejde, kan det vidst kun gå galt...

17Likes
18Kommentarer
2396Visninger
AA

9. Kapitel 9 (Méchanceté)

Jeg stivnede og stirrede på Adela med ærefrygt og dyb inderlig irritation. Ingen skulle rode rundt i mit hoved! Desuden anede jeg ikke hvad hun mente med Ondskabens engel. 

Mit blik faldt på "hunden." Min første indskydelse havde været at han virkede flink nok. Min næste indskyldelse havde været at han irriterede mig med vilje. Han kunne gå i et med skyggerne! Det brød jeg mig ikke om, overhovedet ikke. Og nu stod han der, ude af stand til at kunne sige fra på grund af en eller anden syg trolddom. 

Jeg kunne godt lide hans reaktion overfor vores nye "herre." Hans ansigtsudtryk var stivnet i en sjov grimasse og han så ederspændt rasende ud. Men han så ud til at havde det faktum at Adela kunne se lige igennem os lige så meget som mig. Jeg kunne godt lide Cameron. At han så ganske godt ud var vel kun en bonus. Så måtte man bare håbe han kunne tåle lidt udfordring, for jeg havde altså ikke tænkt mig at gøre, som jeg blev bedt om. 

"Jeg skammer mig aldeles ikke!" hvæsede jeg lavmælt, men Adela lod ikke til at have hørt det. Cameron kiggede derimod underligt på mig. Jeg ignorede ham og vente mig mod Mørkets Herre. Han så dog ikke ud til at have flere ordre og viftede os bare af. Jeg troede der var noget jeg havde misset, men havde vi fået besked på, hvad vi sådan helt konkret skulle gøre? Ikke så vidt jeg kunne huske. Men nu var der det med min hukommelse at jeg.....Irriteret skubbede jeg tankerækken til side. 

"Kom med, kom med!" sagde Adela med sin lyse stemme. Hun virkede egentlig venlig nok, men virkelig uhyggelig.....Det her skulle nok blive interessant. Men for at redde mit eget sølle skin, som jeg stadig ikke havde fundet ud af hvorfor skulle reddes, fulgte jeg med, med Cameron lige i hælene. Jeg synes faktisk det var ret synd for ham. Tænkt ikke at være herre over sig selv. Det troede jeg i det mindste ikke han var. Ellers ville han da ikke gøre det, ville han? Han virkede ikke ond....

 

Vi nåede helt ud af tronsalen før jeg ikke kunne holde mund. 

"Du bløder," sagde jeg bare uden videre til Cameron og gik op på siden af Adela, for jeg var ikke nogen hund. Godt nok bestemte hun, men jeg var ikke hendes tjener. 

"Hvad er du egentlig for en?" spurgte jeg hende og satte min arm ind foran hende mod væggen så hun ikke kunne komme forbi. 

"En vampyr," mumlede Cameron. 

"Ja det kan en hver idiot sgu da se!" 

"Ja det ser sådan ud...." mumlede han. Adela afbrød mig, før jeg kunne nå at slå ham. Nogle gange handlede jeg lidt for inpulsivt. 

"Mørkets Herre siger jeg har Insigtens Stemmer." Det vidste jeg ikke hvad betød. "Hvad med dig selv, Angela. Hvorfor er du med?" 

"Og du forventer at jeg tror du ikke ved det?" 

"Angela? Et interessant navn til en dæmon." Jeg sendte ham et dræberblik, mens jeg smilede sukkersødt.

"Det er Méchanceté, hvis du vil være så venlig." Adela skubbede blidt min arm væk og jeg så atter det vanvittige glimt i hendes øjne. 

"Lad nu værre med at skændes, vi har en opgave foran os." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...