Godhed er et spørgsmål om perspektiv

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."
Sådan lyder en profeti som skyggerne har fremsagt. Men når profetien kræver at både den ukendte, som er for en hund at regne, onskabsfuldhedens engel, som er den mest irriterende dæmon det er muligt at opstøve, og den vandrende sjæl, som er en psykisk ustabil vampyr med indsigtens stemmer, skal sammenarbejde, kan det vidst kun gå galt...

17Likes
18Kommentarer
2408Visninger
AA

8. Kapitel 8 (Adela)

"Nej tænk engang, jeg har været her i højst et par timer, og selveste Mørkets Herre har allerede givet mig en hund, altså jeg er nu selv mere en katteperson, men det går nok," sagde jeg med et skævt smil, der lyste af munter sindssyge.

"Og det er en pæn hund, jeg har fået mig," fortsatte jeg med en latter, der klirrede lyst som en rislende kilde i en solbeskinnet lysning, ikke just noget der passede særlig godt til hverken mit udseende eller min tvivlsomme psyke, men okay, hvorfor ikke?

"Åh, jamen søde ven dog, du behøver altså ikke se så forvirret, ja jeg kan sagtens se dig," sagde jeg til drengen, der lige nu havde søgt tilflugt i skyggerne.

Dette fik ham dog bare til at se endnu mere chokeret og frustreret ud.  

Med elegante bevægelser og et drillende glimt i de rubinrøde øjne gik jeg over til ham og lagde mine slanke blege hænder på hans skuldre.

Med hovedet på skrå så jeg indgående på ham.

"Sådan en ensom lille dreng, du ved ikke engang selv, hvad du er, og du fortvivler...så forvirret og alene i verden, kun med selvskab fra en kat," konkluderede jeg, som om det var ting, alle og en hver vidste.

Drengen forsøgte at skjule sin overraskelse og sin irritation over, at hans privatliv blev rodet ret groft rundt i. 

"Er der noget, du ikke ved My Lady?" spurgte han gennem sammenbidte tænder med et trodsigt glimt i øjnene.

"Ikke ret meget Cameron," sagde jeg, før jeg gav ham et hurtigt kys på kinden med den simple intention at drille ham og derefter vendte mig væk fra ham og gik tilbage til der, hvor jeg før havde stået.

"Hund du ser værre ud, end en hund, der har set en kat, den ikke kan jage og flå struben ud på," klukkede Mørkets Herre og tav så stille som i tænksomhed. 

"Måske er det det, hun er...en kat...en vanvittig og utilregnelig kat, men min kat," sagde han efter et par minutters stilhed. 

"Du ændre dig aldrig kære Vanvidsdatter, gør du vel? Du har altid været sær, men denne personlighed tager virkelig kagen,"  sagde han og lo igen. 

Egentlig brød jeg mig ikke om at blive kaldt nogens noget som helst, selv ikke en kat, som ellers var et dyr jeg elskede. Men jeg sagde ikke noget, i stedet bed jeg mærke i, at han stadig talte som om han havde kendt mig i hundredevis af år, selvom jeg kun havde været her et par timer.

Hvis der var noget, der forvirrede mig, så var det det. Dog ignorerrede jeg min forvirring og vendte mig mod dæmonpigen. 

Noget sagde mig, at det ville blive sjovt at arbejde sammen med en som hende. Stemmerne kunne fortælle så mange spændende ting om hende. 

"Så du er altså ondskabens engel? Du skammer dig over dit fødenavn og alligevel lider du et savn, som for de fleste dæmoner er ukendt og tabu," den sidste del var blot en næppe hørlig  hvisken, kun hun ville kunne høre.

"Nå, men i hvert fald så ser jeg frem til at samarbejde med jer begge to," erklærede jeg begejstret, snurrede en omgang rundt om mig selv og klappede en enkelt gang i hænderne, så det gav genlyd i den højloftede mørke sal.    

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...