Godhed er et spørgsmål om perspektiv

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."
Sådan lyder en profeti som skyggerne har fremsagt. Men når profetien kræver at både den ukendte, som er for en hund at regne, onskabsfuldhedens engel, som er den mest irriterende dæmon det er muligt at opstøve, og den vandrende sjæl, som er en psykisk ustabil vampyr med indsigtens stemmer, skal sammenarbejde, kan det vidst kun gå galt...

17Likes
18Kommentarer
2370Visninger
AA

7. Kapitel 7 (Cameron)

"Du gør hvad end de siger, er det forstået, hund?" Mørkets Herre sad som altid i sin trone med skygger, der skjulte alt, bortset fra en silhuet. Jeg knyttede næverne ved navnet. Det så ud til både Lysets og Mørkets Herrer havde besluttet sig for, at jeg var en hund, der skulle mærkes. Jeg var heller ikke så glad ved at skulle kommanderes rundt af to piger og da slet ikke når den ene kunne "læse skygger". Ville hun kunne se mig, når jeg ikke ville ses? Ville hun kunne se mig i skyggerne? Jeg var ikke sikker på, at jeg ville kunne holde tanken ud.

"Ja, herre," sagde jeg mellem sammenbidte tænder. Jeg kunne mærke Drakes øjne i nakken. Det havde heldigvis været for mørkt til, at han havde kunnet se Z'et. Jeg havde ikke rigtigt lyst til, at finde ud af hvad Mørkets Herre syntes om, at hans hund havde to ejere, eller i hvertfald to navne i halsbåndet. Han ville sikkert mene det var min skyld. Nå, men den gode ting ved det hele, hvilket også var den eneste gode ting, var, at jeg havde fået nye støvler forærende. Mest fordi sålen på mine støvler var helt blødt læder, så kunne mærke hvad jeg trådte på. Det hjalp faktisk meget, når jeg havde brug for mine øjne et andet sted.

"Godt. Noget nyt fra skovhytten?" Skovhytten var Lysets Herres borg. Den var mindre end Mørkets Herres, og blev derfor kaldt "skovhytten". Selv syntes jeg den var meget kønnere.

"Prinsessen er død, herre," sagde jeg.

"Og?"

"De bliver anklaget for mordet, herre." En meget dårlig version af en ondskabsfuldt latter, hørtes fra tronen.

"Forsvind, hund," hvæsede Mørkets Herre pludselig. Hans stemme lagde ikke skjul på hvor lidt han tænkte om mig. Jeg bed tænderne sammen, bukkede og begyndte at bakke ud af tronsalen, alt i mens jeg hadede migselv for det. Det var endnu en af mine ordre. Jeg vendte rundt på hælen, så snart døren, der lige så godt kunne have været en ladeport, var lukket. Så snurrede jeg rundt og skyndte mig ud af slottet.

Da jeg kom hjem, gav jeg mig til at læse min bog færdig. Den lå nøjagtigt hvor jeg havde efterladt den. Hvornår var det gået så galt? Havde jeg virkeligt dræbt prinsessen mens hun sov? Jeg kørte hånden hen over mit ansigt. Hvornår var det gået så galt?

"Miiauuwww!" Jeg kiggede ned på Jaon, det gned sig trøstende op af mit ben. Han havde været min eneste ven igennem hele mit liv... wow, det lød deprimerende... Men det var desværre sandt. De andre havde vist sig bare at vente på de kunne redde mig. Jeg smilede bittert. Det skulle ellers forestille at være en god ting, at blive redet.

"Hvor var du henne i morges?" spurgte jeg. Jaon lagde hovedet på skrå og kiggede indtrængende på mig med sine smukke grønne øjne.

"Mus," sagde han og hoppede op på mit skød, hvor han satte lagde sig til rette på min bog. Jeg sukkede og gav mig fraværende til at stryge hans sorte pels.

Hvordan skulle jeg kunne holde folk fra at "redde" mig, når jeg slap af med Mørkets Herre? Hvis jeg slap af med ham... Dæmoner havde det med at blive tusindvis af år... Jeg orkede ikke at tænke på det. Hvis han havde haft tålmodighed til det, ville jeg kunne have dræbt alle lysets væsener til den tid. Jeg kunne værke kniven i min støvle. Jeg havde altid haft den. Ligeså længe jeg kan huske. Jeg havde også haft Jaon i den tid. Han måtte være en form for helvedes væsen, for så vidt jeg vidste, blev almindelige katte ikke trehundrede år, eller mere. Han var bel en helvedes kat, ligesom helvedes hundende, bare mere katteagtig. Desuden regnede jeg ikke med, at katte kunne tale.

Jeg kiggede ind i ilden, der brændte i pejsen. Den havde det med at tænde sig selv, men det passede mig egentligt fint, så længe huset ikke brændte ned. Det var jo også meget hyggeligt. Jeg sukkede. Nogle gange undrede jeg mig over, om jeg overhovedet hørte til på mørkets side. Altså, de lyse væsner var sikre på jeg var en eller anden form for monster, men det var jo ikke mig... det var i hvert fald ikke noget jeg ville gøre, hvis jeg havde et valg. Der var faktisk engang en heks, der havde kaldt mig en engel, men jeg havde lidt for få fjer og lidt for mange hjerneceller. Jeg smilede ved tanken om trioen. Jeg var mere bange for en myrer, end for lysets soldater. Pludselig hørte jeg døren gå op. Jeg stivnede ved lyden, og Jaon blev også opmærksom. Han skød ryg og hvæsede, men forsvandt så hen mod mit soveværelse. Med den reaktion kunne det kun være en Mørkets Herre havde sendt. 
"Hallo? Mørkets Herre vil se dig stille på slottet nu!" råbte stemmen. Jeg stønnede anstrengt, greb min sorte læderjakke gik ned ad trappen. En vampyr ventede på mig. Han var iført vagtgarneisionens uniform med den sorte rose på brystkassen. Istedet for at vente på, at han sagde noget eller førte an, vandrede jeg forbi ham og begyndte og gå ad stien mod slottet.

"Luk døren efter dig, så du ikke lukker katten ud!" råbte jeg over skulderen. Jeg vendte mig ikke om for at tjekke, om han gjorde det. Det var lige meget, for Jaon kunne selv både åbne og lukke døren. Det med at åbne tog godt nogle forsøg, men han gav aldrig op før den var åben.

"Nå, der er du, hund," sagde Drake, da jeg var på vej mod tronsalen. Det sidste ord blev spyttet ud, som om det smagte dårligt. Jeg med tænderne sammen og knyttede næverne, mens jeg presse det svar ud, jeg var tvunget til at give.

"Ja, My Lord." Det var åndssvagt. Drake smilede og åbnede døren.

Inde i tronsalen stod der allerede to piger. Den ene havde rødt hår, der næsten lignede bronze i det ikkeeksisterende lys. Hendes hud var bleg og lyste næsten i mørket. De røde øjne afslørede hende som vampyr. Hun var utroligt smuk, men hun gav mig løst til bare at vende om og flygte. Hun havde et vanvittigt udtryk, men det var ikke det, der skræmte mig. Vanvittig kunne jeg håndtere. Jeg standsede og forsvandt ind i skyggerne af ren refleks. Det var som om hun så lige igennem mig. Som om hun kunne se hver eneste handling jeg nogen sinde havde foretaget mig. Som om hun kunne se mig, selv nu, hvor jeg egentligt bare var en skygge.

Den anden pige havde udstødt et gisp, da jeg forsvandt og stod nu og kiggede rundt i rummet, men vampyren stirrede stadig på mig. 

"Kom her hen, hund," lød stemmen fra tronen. Jeg trådte ud af skyggerne og prøvede at ignorerer vampyren. Jeg kiggede i stedet på den anden pige, som kiggede på mig med et forvirret udtryk. Hendes hår var sort og utroligt langt. Det stoppede lige netop hvor hendes lår begyndte. Hun havde mørke blø øjne, der havde samme farve som den safir, Jaon engang kom slæbende med. Det viste sig, at den tilhørte Drake. Hun var også smuk, men på en hel anden måde ende vampyren. Der var et eller andet der gjorde, at jeg fik lyst til at lære hende bedre at kende. Det kunne være fordi vampyren gav mig en følelse af, at hun kunne høre hvad jeg tænkte. 

"Dette er de piger jeg snakkede om. Dette er Adela Vanvidsdatter. Hun har kommandoen, og du skal gøre alt hvad hun siger, er det forstået, hund?" spurgte Mørkets Herre. Jeg kyttede endnu engang næverne, da jeg fremsagde de påtvungende ord.

"Ja, Herre." Det lød stift og jeg var sikker på, at en hver i rummet kunne høre, at jeg ikke et sekund var enig med mine egne ord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...