Godhed er et spørgsmål om perspektiv

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."
Sådan lyder en profeti som skyggerne har fremsagt. Men når profetien kræver at både den ukendte, som er for en hund at regne, onskabsfuldhedens engel, som er den mest irriterende dæmon det er muligt at opstøve, og den vandrende sjæl, som er en psykisk ustabil vampyr med indsigtens stemmer, skal sammenarbejde, kan det vidst kun gå galt...

17Likes
18Kommentarer
2801Visninger
AA

6. Kapitel 6 (Méchanceté)

Drake slap mig så snart han havde båret mig ind af slottets yderste port. Hvis jeg ikke havde vidst, at han ville gøre det, var jeg landet meget hårdt på jorden, men til mit held, eller rettere uheld, havde jeg forudset det og satte af med hænderne så kraften bag nedslaget hjalp mig op at stå på hænder. Drakes hoved befandt sig uheldigvis, hvor mine fødder gerne ville være, og han fik dem svunget direkte ind på næsen. Det resulterede i et kraftigt vredesudbrud fra hans side, som endte med at hans slyngede mig voldsomt ind i en væg.

"Av!" skreg jeg arrigt af ham, mens jeg trak mig selv op at stå støttet af væggen.

"Nu ikke så sart, du er ikke lavet af porcelæn vel?"

"Jeg er heller ikke lavet af stål!" Han svarede ikke, men stod bare og trippede demonstrativt med foden.

"Kom nu, jeg har ikke tid til at vente på sådan en sløv padde som dig, min far venter på dig!" Jeg tog prøvende et skridt fremad, men blev øjeblikkelig ulideligt svimmel.

"Du kaster rundt med mig som jeg var lavet af jern og ikke kunne gå i stykker, og stadig forventer du at jeg kan gå? Så dumt havde jeg lige godt ikke troet du var!"

"Vil du hellere slæbes?" Jeg skar ansigt og gik hen til ham, mens jeg desperat prøvede at gå lige. Det gik omtrent lige så godt som det havde gjort da jeg skulle sno mig uden om det her.

Vi passerede en af vagterne på gangen. Jeg fangede med det samme Drakes måde og se på ham på, og undertrykte en fnisen. Det var måske ikke pænt at le af kærlighed, men Drake var ikke lige typen folk faldt ekstremt romantisk. Et: han var meget voldelig. To: han var dum som en dør. Tre: han var ikke særlig venlig. Fire: listen var så uendelig lang at jeg slet ikke gad remse det op.

Endelig nåede vi så tronsalen som henlå i næsten fuldstændig mørke.

"Velkommen til A...Méchanceté." Det var tydeligt at mærke at han ikke ville tage ordet Engel i sin mund. Hvem end min mor havde været havde hun været skingerende sindssyg. Ingen dæmoner ved deres sansers fulde fem ville drømme om at hedde noget så nedladende og godt som Angela. Hvem var hun? Var hun stadig i live et eller andet sted? Tænkte hun nogensinde på mig? Endnu engang strejfede det mig, om jeg nu også var rendyrket dæmon. Ingen dæmoner ville savne deres forældre. Vi klarede os selv til vi fandt en anden dæmon vi kunne dele vores kærlighed med. Eller menneske, vampyr, varulv, fe, engel, ja stort set hvad som helst.

"Deres modbydelighed," svarede jeg med et buk så dybt at min næse rørte gulvet. Drake gav mig en albue i siden, som for at fortælle mig at jeg burde vente med at opføre mig tåbeligt til senere.

"Det glæder mig at du gad komme og høre mit forslag." Jeg bed min bidske kommentar i mig. Jeg havde ikke rigtig haft et valg.

"Med..." jeg tøvede. "Med glæde?" Der hørtes en kluggen fra skyggerne omkring tronen.

"Jeg vil gerne have dig til at tage ud og vælte Lysets Herre. Jeg har allerede udvalgt dine ledsagere, en anden pige med Indsigtens gave og en fyr du med garanti kender."

"Hvem?" spurgte jeg dumt og så spørgende på Drake. Han rystede på hovedet.

"Den ukendte, manden ingen kan placere, min trofaste tjener, en mand der aldrig kan dø." Det sagde mig ingenting. Overhovedet. Men jeg nikkede som om jeg forstod og smilede.

"Det lyder som et stærkt hold, må jeg sige, så hvorfor, sådan helt præcist, skal en undermåler som mig blandes ind i det?" Drake hvæsede ind i mit øre, at jeg ikke skulle modsætte mig Mørkets Herre, men jeg var ligeglad. Hvis han ville have min hjælp, kunne han vel ikke så godt slå mig ihjel.

"Fordi du er magtfuld. Du besidder evner der ikke findes hos andre dæmoner, du er trofast og loyal, men er samtidig ondskabsfuldheden selv. Desuden aner jeg ikke hvad jeg ellers skal stille op med dig." Det sidste blev mumlet, så jeg valgte at overhøre det.

"Tak for tilliden, men det lyder ikke til, at jeg vil gøre nogen gavn til den opgave..."

"Jeg vil ikke høre nogen indvendinger, du gør som der bliver sagt, Drake vil vise dig dit værelse, I drager af sted snarrest muligt." Lige inden Drake fik trukket mig helt ud af salen kunne jeg høre ham råbe efter mig: "Og for Guds skyld lad være med at drive mine andre gæster til vanvid!"

Det kan jeg altså ikke love dig, tænkte jeg med et listigt smil.

Havde Mørkets Herre lige bedt til Gud?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...