Godhed er et spørgsmål om perspektiv

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."
Sådan lyder en profeti som skyggerne har fremsagt. Men når profetien kræver at både den ukendte, som er for en hund at regne, onskabsfuldhedens engel, som er den mest irriterende dæmon det er muligt at opstøve, og den vandrende sjæl, som er en psykisk ustabil vampyr med indsigtens stemmer, skal sammenarbejde, kan det vidst kun gå galt...

17Likes
18Kommentarer
2392Visninger
AA

5. Kapitel 5 (Adela)

Efter at have slukket min brændende tørst efter blod ved at slå de to læger ihjel, lod jeg stemmerne i mit hoved dirigere mig derhen, hvor jeg skulle. Indsigtens stemmer havde kvinden, som gav mig nyt liv kaldt dem. Egentlig gav det mening for på grund af dem, havde jeg altid vidst ting, jeg ikke burde vide...med andre ord, havde jeg indsigt i tingenes orden.

Dog var det aldrig faldet mig ind, at det var ting om fortiden, nutiden og fremtiden, jeg hele mit liv havde kunnet se i skyggerne. At vide, at de ting jeg havde set kunne ende som fremtiden, ville indtil for et par timer siden have skræmt mig halvt til døde, for det så ud til at kunne ende med at blive en ret så dyster og blodig fremtid. 

Underligt nok skræmte disse udsigter mig dog ikke længere. Egentlig hørte jeg vel heller ikke til et lyst og muntert sted længere, hvis jeg altså nogensinde havde gjort det. Kvinden havde nærmest mellem linjerne sagt, at det hele tiden havde været meningen, at jeg skulle være komplet vanvittig. Gad vide om min skrøbelige psykiske tilstand skyldtes noget, hun eller nogen af hendes kumpaner havde gjort.

Nå, lige meget, min psykiske tilstand generede mig sådan set ikke især ikke nu, da jeg havde fået at vide, at der var en på pointe med den og, at jeg tilmed kunne blive magtfuld på grund af den.

Helt ærligt ved jeg heller ikke, hvor jeg ville have været, hvis det ikke var for stemmerne lige nu, så man kan vel på en måde sige, at jeg var taknemlig for dem på en eller anden syg måde. 

Med stemmernes hjælp nåede jeg frem til et dystertudseende slot ved vis port jeg blev stoppet af en vagt iført midnatsblå rustning med en sort rose på brystet. Han sendte mig noget af et elevatorblik og blev vidst enig med sig selvom, at jeg lignede noget katten havde slæbt ind, for han gjorde klar til at sende mig væk med en let håndbevægelse, der udviste, hvor meget mindre end ham, jeg var værd. 

Dog fik jeg hurtig fat i hans håndled i et jerngreb og stirrede på ham med øjne der brændte så rødt som friskspildt blod. Mit ansigt flækkede i et sindssygt smil, som selv den ondeste superskurk ville kunne blive misundelig over. 

"Jeg er Adela datter af vanviddet, atter vækket til live ved blodets dyrt betalte ofre, jeg er kommet for at fortælle Mørkets Herre, hvad jeg har betraget i skyggerne, lige siden jeg knap nok kunne gå..forresten ved jeg, at du tog de guldstykker fra skattekammerat, hvis du lukker mig ind med gå vilje for han det ikke at vide," det sidste blev hvisket næsten blidt, men alligevel med en tydeligt truende undertone ind i vagtens øre. Så slap jeg igen hans håndled og smilede uskyldigt, som om det mærkelige optrin aldrig havde fundet sted.

Den unge vagt så en smule skræmt på mig, før han kaldte på nogle tjenere, der åbenbart skulle søger for, at jeg så "præsentabel" ud før min audiens hos selveste mørkets herre.

På en måde kunne jeg godt se, at mit hospitalsoutfit måske ikke var det bedste at troppe op i. Så jeg lod de to kvindelige tjenere føre mig ind i et lille rum, hvor jeg fik lov til at tage et bad, og de gav mig en kjole af midnatsblå silke med sorte roser på. 

De behængte mine arme med armbånd af sølv og guld og satte skinnende ædelsten i mit hår. Det var næsten som om, de havde været klar til det her i flere år. 

Da jeg fangede et glimt af mig selv i et spejl, der hang på væggen, var det næsten pigen i spejlet knap nok til at genkende. Langt bølget rødblond hår bølgede ned af ryggen som et vandfald og indrammede et porcelænshvidt ansigt uden den mindste form for hudfejl. Røde dukkeøjne stirrede tilbage på mig fra spejlet og et smil, der virkede uskyldigt, men var ladet med en sindssyge, der sjældent var set før havde fundet vej til læberne. 

Kvinden havde haft ret, jeg var blevet køn igen, men køn på en farlig og rovdyrsagtig måde. Efter at have tænkt lidt over det, kom jeg frem til, at det havde jeg faktisk ikke noget imod. Det var nok mere respektindgydende end, hvis jeg blot havde været hende den pæne pige.

Da jeg var klar tog tjenerene med ind i en stor sal, hvor en trone stod.  Skikkelsen på den var indhyllet i skygger og ikke rigtig til at se, men jeg gik udfra, at det måtte være Mørkets Herre.

"Adela, så mødes vi igen, det er længe siden, dit nye look ser fint ud" hans stemme synes at give genlyd mellem de kolde stenvægge og komme alle vegne fra. 

Mødes igen? Det forstod jeg ikke, noget sagde mig, at jeg burde forstå det, men ligegyldigt, hvor hårdt jeg prøvede, kunne jeg ikke hitte rede i, hvad han mente. I stedet for at stille spørgsmål, hvilket stemmerne frarådede, nejede jeg. 

"Jeg bringer nyt om fremtiden herre, skyggerne har danset for mig, siden jeg var barn og fortalt mig et og andet," hviskede jeg. 

"Ud med det Vanvidsdatter tal dit tåge sprog og få det overstået," gryntede han utålmodigt.

Jeg så på de mange skygger i salen...så indgående på dem og snart begyndte billeder at forme sig i dem. Billeder kun jeg kunne se.

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."

En pludselig smerte skød gennem mig. Med et skingert smerteskrig faldt jeg sammen og vred mig på gulvet.  Et par vagter kom og bar mig ud af salen og ind på et værelse, hvor jeg kunne hvile mig.

       

  

 

 

 

 

 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...