Godhed er et spørgsmål om perspektiv

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."
Sådan lyder en profeti som skyggerne har fremsagt. Men når profetien kræver at både den ukendte, som er for en hund at regne, onskabsfuldhedens engel, som er den mest irriterende dæmon det er muligt at opstøve, og den vandrende sjæl, som er en psykisk ustabil vampyr med indsigtens stemmer, skal sammenarbejde, kan det vidst kun gå galt...

17Likes
18Kommentarer
2528Visninger
AA

4. Kapitel 4 (Cameron)

Det var mørkt. Hvilket var rimeligt ironisk, når man tænkte på, at det her skulle forestille lysets side. Mitchel havde fået englene til at smide mig ned i fangekælderen, hvor de - efter at have taget min trøje og mine støvler!- havde lænket mig til muren. I Mørkets Herres fangekælder var der intet andet end en lille briks i hver celle, samt en masse løse sten, hvor fangerne langsomt udhulende muren bag. Morgen mad var klokken fem, men ellers fik man ingen måltider, og hvis man ikke var vågen, var det bare synd. Der var altid adgang til, ganske vist fra søen, der var fyldt med alger, vand. De havde vagthunde, hvoraf den ene hed Rufus og ikke havde noget imod at snuppe nøglen fra den altid sovende vagt, i bytte for en bid "mad". Maden bestod af de rester, svinene nægtede at spise, hvilket var ret klamt. Støbejerntremmerne havde en masse tegn ridset i den sorte maling, hvilket var beskeder om,  hvor i cellen man ikke skulle gå hen. Fangekælderen var bygget oven på nogle varme kilder, og en gang i mellem brast gulvet, så man blev kogt. Beskederne var skrevet af forrige fanger. I cellen længst væk fra udgangen var der i alt syvogtredieve sten i loftet. Jeg havde vist været der for mange gange... Nå, men Lysets Herres fangekælder var m´som sagt mørk. Man fik kun mad, hvis det var højst nødvendigt for at holde en i live, og vandet kom en gang om ugen. Der var ingen steder at sove, og lige nu hang jeg praktisk taget ned fra loftet i armene. Jeg kunne kun lige nå gulvet med spidsen af min storetå, hvilket egentligt ikke hjalp meget. Jeg havde også været her nogle gange før, men det var dog første gang, de syntes jeg lignede vægpynt. Som regel smed de bare en ind og låste derefter tremmerne. Det var garanteret en af Mitchels "sikkerhedsforanstaltninger", ligesom det med min trøje og mine støvler.

"Man ved jo aldrig hvad du gemmer hvor," havde han forsvaret sig. Helt ærligt! Det var vist meget heldigt, at jeg havde efterladt min trenchcoat derhjemme, for jeg regnede ikke med at se min trøje igen i den nærmeste fremtid. Jeg var ikke sikker på, hvor længe jeg havde hængt der, men mine arme gjorde ondt som ind i helvede, og jeg kunne ikke se en pind. 

Pludselig dukkede der et lys op. Jeg lukkede hurtigt øjnene, da lyset blændede mig.

"Nå, skal vi så se at finde ud af, hvad den kniv skal gøre godt for?" spurgte Mitchel. Jeg lågen gå op og skridtende komme nærmere.

"Den skal ikke gøre godt for noget. Det er en kniv, du ved, sådan nogle man bruger til at slå folk ihjel?" forklarede jeg og forsøgte at åbne øjnene. Lyset fra faklen gjorde stadig ondt, men jeg kunne i det mindste holde ud at have øjnene åbne. Mitchel stod og kiggede fascineret på mig. Hvilket var ret uhyggeligt.

"Hvad er du egetnligt for en?" spurgte han. Jeg lagde hovedet let på skrå.

"Aner det ikke, men i det mindste er jeg en ud af alle," sagde jeg. Der var ingen, der anede hvad jeg var, eller hvor jeg kom fra. Det eneste folk havde styr på var, at jeg kunne bevæge mig lydløst, gå i et med skyggerne, sådan helt bogstaveligt, dræbe uden at tiltrække opmærksomhed. Og så skadede det vel ikke, at hvis man reddede mit liv, var jeg "bundet", som heksene så fornemt kaldte det. Det var egentligt bare et fancy ord for "slave". Reddede man mit liv, ville jeg være tvunget til at gøre hvad min redningsmand sagde. Alt, selvom det ikke var ment bogstaveligt. Jeg var blevet bedt om at "gå til helvede" et par gange. Ikke sjovt, skal jeg lige hilse at sige. Det hele gjorde mig til noget, folk ville have fingre i. Som var jeg en kongekrone. Det var vanvittigt irriterende go de sidste trehundrede år havde jeg levet uden den mindste smule frihed, bortset fra den tid, der gik fra jeg blev sluppet fri, til en eller anden klovn "reddede" mit liv. Det var som om jeg rendte rundt med et stort neonskilt "Slå mig halvt ihjel og du får magt over liv og død".

"Du er ganske vidst en mærkværdig tingest," sagde Mitchel. "Hvor mange gang er du død efterhånden?" spurgte han. Så jeg var en tingest nu?

"Aner det ikke. Jeg stoppede med at tælle da jeg kom til tusind," svarede jeg. Det var faktisk ment helt bogstaveligt. Af en eller anden grund, var jeg aldrig død ret længe af gangen. Desværre havde arrene det med at blive, mens kun dødelige sår helede.

Mitchel fik hen og lod kniven følge mærket på min mave. Det fik mig til af skælve. Metallet var koldt, og brændemærket var ikke noget jeg brød mig om nogen, eller noget, rørte ved. Egentligt ville jeg helst bare glemme det. Mørkets Herre havde suscesfuldt brændemærket mig med han ejet mærke, en sort rose, så jeg ikke glemte, at jeg tilhørte ham. Jeg var hans "hemmelige våben". 

"Nå, ja så må jeg jo bare skrive "uddødelig"," sagde Mitchel.

"Undskyld, hvad?" spurgte jeg forvirret.

"Jo ser du, Lysets Herre har ønsket at få alt at vide om dig," fortalte Mitchel. "Han har fundet ud af, hvad du er for en."

"Nå, hvad er jeg så?" spurgte jeg med en ligegyldig tone. Inderst inde ville jeg gerne have det at vide. Hurtigt.

"Du er en Milako," fortalte Mitchel. Jeg var lige ved at få et hosteanfald.

"Har han opkaldt mig efter sin hund?!" udbrød jeg fornærmet.

"Ja." Hjælpsomt, Mitchel. Det skulle nok gøre noget for mit humør. Pludselig løftede Mitchel armen, og hamrede kniven ind i min mave, før han trak den ud igen. Han gjorde det tre gange, og efterlod en ret stort "Z", som blodet gav sig til at vælde ud af. Det gjorde vanvittigt ondt, men sårene var ikke dybere end fem centimeter, så det ville nok ikke tage livet af mig, medmindre Mitchel ikke stoppede blødningen. "Z" var Lysets Herres symbol. Vist nok fordi han hed et eller andet med Z. Vent lige! Havde han lige mærket mig? Hvad bildte han sig egentligt ind?!

"Du kan sige til Sorte når du kommer tilbage, at han ikke har mere krav på dig end Lysets Herre har," sagde Mitchel, før han trykkede en eller anden form for stof mod Z'et. Det gjorde hamrende ondt, men hvis jeg skulle ud herfra, skulle det være nu. Mitchel havde sit nøglebundt til at hænge på den krog, der var fastgjort til hans bælte, af netop denne grund. Jeg sparkede ud efter ham med begge ben, mens jeg sørgede for at gribe fat i nøglebundet med tæerne. Det lykkedes mig at få fat i nøglerne og ramme Mitchel i hovedet, så han væltede bagover og hamrede hovedet ned i gulvet. Jeg greb fat i lænkerne, så jeg kunne krumme mig sammen, så mine tæer -og nøglebundet- kom op til mine hænder. Jeg snuppede nøglebundet fra mine fødder og fik, efter flere forsøg,  lænkerne låst op.

Jeg fandt de bandager Mitchel havde taget med - i detmindste havde han ikke tænkt sig at lade mig forbløde- og fik det hurtigt lagt forsvarligt over såret. Jeg satte hurtigt nøglerne tilbage i Mitchels krog, greb kniven og gav mig til at løbe mod værelset. Det lykkedes mig at undgå vagterne og komme ind på værelset. 

Hun sov. Hendes lyse hår skinnede som guld i lyset fra lampen, som hun åbenbart som med tændt. Jeg gik nærmere på lydløse fødder. Jeg havde ikke lyst til at slå hende ihjel. Jeg ville gerne have råbt til hende, at hun skulle flygte, men min stemme virkede ikke, og jeg kunne ikke gøre andet, end følge med, mens mine ordre førte min krop. Jeg bøjede mig ind over hende og lod hurtigt kniven skære igennem det bløde kød, der var hendes hals. Hendes blod sprøjtede mig i ansigtet og min mave gjorde utroligt ondt. Ikke på grund af Z'et, men på grund af sorg. Hun havde intet med krigen at gøre. Hun var bare havnet midt i det hele, og så havde Mørkets Herre set hende som et brugbart våben. I det mindste vågnede hun ikke før hun var død. 

Jeg gik hen til vinduet og hoppede ned på slotspladsen neden under. Der var godt og vel syv meter. Så gav jeg mig til at løbe mod Mørkets Herre.

Det var underligt, at de havde placeret deres slotte så tæt på hinanden. Der var kun fem kilometer.

"Er det gjort?" spurgte Drake, der ventede på mig ved porten.

"Prinsessen er død, hvis det er det du mener," svarede jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...