Godhed er et spørgsmål om perspektiv

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."
Sådan lyder en profeti som skyggerne har fremsagt. Men når profetien kræver at både den ukendte, som er for en hund at regne, onskabsfuldhedens engel, som er den mest irriterende dæmon det er muligt at opstøve, og den vandrende sjæl, som er en psykisk ustabil vampyr med indsigtens stemmer, skal sammenarbejde, kan det vidst kun gå galt...

17Likes
18Kommentarer
2392Visninger
AA

3. Kapitel 3 (Méchanceté)

Jeg tvang min hjerne til at fokusere på det vigtige. At jeg skulle opføre mig menneskeligt, så jeg ikke blev taget. Mørkets Herre gad ikke at tage sig af mennesker, de var kedelige. Men problemet var måske bare det at jeg ikke var noget menneske. Jeg havde så vidt jeg kunne huske heller aldrig været et, men min hukommelse strækte sig knap nok til at huske, hvad jeg fik til morgenmad. Eller ikke engang, jeg kunne faktisk ikke huske, om jeg havde taget en skålfuld havregrød,  eller om jeg bare var sprunget direkte til desserten og havde skræmt livet af et lille barn. Det smagte så dejligt delikat. Irriteret rystede jeg på hovedet. Det var det jeg hadede mest ved min natur, jeg var....ond. Selv om jeg konstant prøvede at gå imod mine instinkter og opføre mig ordenligt, var det sværre end man skulle tro. Det var omtrent den samme effekt, som hvis man tog en fisk op af vandet og bad den om at trække vejret.

Selvfølgelig slap jeg ikke. Hvad havde jeg egentlig også regnet med? Man slap ikke godt fra at spille en gruppe af Mørkets Herres allerbedste tjenere ud mod hinanden, så de kom op at slås. Det var noget jeg var god til. At få folk op at toppes, men som regel slippe godt fra alt andet ballade jeg kunne finde på at lave. (Jeg var måske den største ballademager du kunne syd for....et eller andet. Bjergene måske? Mit geografiske kort kunne også godt trænge til en genopfriskning.) Jeg var god til at falde i et med omgivelserne. Der var kun to ting, der kunne afsløre mig, Mørkets Herre og min forbandede tunge. Jeg kunne ikke holde kæft ret lang tid af gangen, det var den der resulterede i størstedelen af mine overilede handlinger, som blev så dumme at folk grinede. Eller græd, alt efter hvad jeg havde sagt.

"Hold op med at gemme dig, jeg har ikke hverken tid eller råd til personligt at tage mig af dig!" 

"Hvorfor gør du det så?" Uden så meget som at tænke over det havde jeg lige afsløret mig selv. 

"Du skal ikke spillenæsvis over for mig, Angela," sagde Drake og lød unødvendig vred.

"Lad være med at kalde mig det! Jeg kan sgu ikke gøre for at min mor ikke kan se det ironiske i at kalde en dæmon engel, vel?" Han svarede ikke men hev i stedet fat i min arm og trak mig ind i en sidegade, så de rigtige mennesker ikke skulle undre sig for meget over os. "Hvad vil du i det hele taget med mig? Hvis du vil invitere mig ud, burde du gøre det på en lidt pænere måde!" Han  slyngede mig irriteret ind i muren. Jeg sagde ikke en lyd om hvor ondt det gjorde. Jeg vidste udemærket godt at han var til drenge, men drillede ham alligevel. Jeg fortjente det vidst.

"Min far har sent mig, han er ved at samle et hold, der skal slå englene, eller noget i den stil."

"Og hvad har det med mig at gøre?" spurgte jeg irriteret. Det var ikke første gang Mørkets Herre havde fundet på sådan noget. Og ingen af gangene var det gennemtænkt, alle gange var agenterne blevet taget til fange, og alle gange havde "De gode" vundet. Nogen burde til at læse højt for ham, så ville han vide at de gode altid vinder. Men måske var hans hjerne bare så forskruet at han var overbevist om at han var den gode. Det var nok sådan det hang sammen.

"Han vil gerne have din hjælp." Jeg smilede og prøvede at gå min vej, men Drake greb fat i min krave.

"Nej, hvor er det da pænt af ham, men ellers tak, jeg tror jeg klarer mig fint uden..."

"Du har ikke noget valg Méchanceté, han har allerede valgt dig, nok fordi du som bekendt er ret god til at slippe af sted med alt muligt, men det her er noget du ikke han sno dig uden om."

"Hvorfor siger du det? Jeg kan sno mig uden om hvad som helst!" Han sukkede og et øjeblik mindede han mig om min gamle ven, fra før vi voksede fra hinanden, før jeg blev underlig og før han blev ond. Dæmoner er ikke skabt til at få venner som andre skabninger. De forelsker sig selvfølgelig normalt, men deres evne til at sammenarbejde uden noget til gengæld gælder kun deres partner, som de til gengæld er bundet til hele livet. Vores kærlighed er evig.

"Der er nogen ting, man ikke har lyst til at sno sig uden om, og det her gør du klogt i at gøre."

"Hvad har han da tænkt sig at gøre ved mig, hvis jeg nægter?"

"Der er skæbner værre end døden." Jeg fik et trodsigt udtryk i øjnene.

"Jeg er ikke bange!" Han kiggede sørgmodigt på mig og rystede så på hovedet.

"Du er selv ude om det, men du ved du bukker under på et tidspunkt."

"Vel gør jeg ej!" Men det vidste jeg at jeg ville. Jeg var ikke stærk nok, der var ikke noget der egentlig holdt mig i gang. Hvis jeg nu havde en sag at kæmpe for var det måske anderledes.

"Åh, for djævlens højre sutsko, så gør jeg det, men så slipper jeg også for at gøre noget som helst for ham igen ikke?"

"Det ville jeg ikke være så sikker på, men nu har du indvilliget." Uden så meget som at spørge om lov smed han mig over hans ryg som en sæk kartofler og begav sig et sted hen jeg ikke kunne se.

"Hvad har du gang i?" Han svarede ikke, men fortsatte bare med at gå. Nu håbede jeg virkelig ikke at han ville føre mig til sin far med mig hængende sådan her. Det ville være SÅ pinligt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...