Godhed er et spørgsmål om perspektiv

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."
Sådan lyder en profeti som skyggerne har fremsagt. Men når profetien kræver at både den ukendte, som er for en hund at regne, onskabsfuldhedens engel, som er den mest irriterende dæmon det er muligt at opstøve, og den vandrende sjæl, som er en psykisk ustabil vampyr med indsigtens stemmer, skal sammenarbejde, kan det vidst kun gå galt...

17Likes
18Kommentarer
2366Visninger
AA

22. Kapitel 22 (Cameron)

"Hvordan pokker vil hun have, at jeg skal gøre det? Jeg kan jo ikke ligefrem proppe frygt ned i en flaske, kan jeg?" mumlede jeg irriteret, mens min krop automatisk begav sig ud ad døren. Jeg anede ikke hvad min krop havde tænkt sig at gøre, for jeg kunne da ikke tage et eller andet stakkels menneske med tilbage til hotellet.

Det var heller ikke det, min krop havde tænkt sig. Den gik hen til restauranten og bestilte et eller andet menneske agtigt og betalte med nogle mønter, jeg ikke anede hvor kom fra. Og så kunne jeg jo så undre mig over det, mens mine ben spasserede op ad trappen.

Da jeg åbnede døren og kom ind i "stuen", sad de andre i sofan og snakkede om et eller andet.

"Hvad pokker er dog det?!" udbrød Adela.

"Ingen ide," svarede jeg, da jeg satte det foran Angela, der snusede til det og sukkede lykkeligt. Adela og jeg vekslede blikke.

"Kunne du måske tænke dig at forklare os, hvad der foregår?" spurgte jeg undrende.

"Hold mund, Cameron." Adelas tonefald var blødt og venligt, som havde hun lige bedt mig om at sætte mig i sofaen og slappe af.

Jeg fnøs irriteret, men lydløst og gik ind på mit værelse. Hvilket jeg forstrød omgående.

"Nå, hund, får de lært dig nogle tricks? Nu går du vel pænt i snoren, ikke?" Drakes stemme var lige så hånende som altid. Han klappede på sengen vedsiden af sig.

"Kom her." Jeg trådte modvilligt hen til ham.

"Sit." Jeg satte mig vedsiden af ham. Typisk.

"Nu skal jeg frtælle dig noget, hund. Noget, som du ikke må sige til de andre. Sig det aldrig til nogen. Ser du, min far stoler ikke rigtigt på nogen. Hvis nogen af de to der inde, skulle på nogen måde afvige fra missionen, skal du dræbe dem. Smertefuldt." Det hele blev fremsagt med et smil, men det gorde uheldigvis ikke virkningen mindre. Selvom jeg var tvunget ril at adlyde bå de Adela og Angela, var enhver ordre fra Mørkets Herre langt mere kraftfuld, oglige meget hvad de andre to sagde, kunne jeg ikke undgå at adlyde odren fra Mørkeys Herre. Og det så om de ordre jeg fik fra de to andre var fuldstændigt modstridende.

"Er det forstået?" Jeg nikkede mod min vilje.

"Godt så. Smut så tilbage til de andre." Jeg rejste mig og gik ind i stuen, hvor jeg bare stod og stirrede på dem uden nogen egentligt grund. Jeg havde jo ikke lyst til at være her. Det var sådanset derfor jeg var gået indt til mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...