Godhed er et spørgsmål om perspektiv

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."
Sådan lyder en profeti som skyggerne har fremsagt. Men når profetien kræver at både den ukendte, som er for en hund at regne, onskabsfuldhedens engel, som er den mest irriterende dæmon det er muligt at opstøve, og den vandrende sjæl, som er en psykisk ustabil vampyr med indsigtens stemmer, skal sammenarbejde, kan det vidst kun gå galt...

17Likes
18Kommentarer
2579Visninger
AA

21. Kapitel 21 (Angela)

Jeg havde virkelig stor medlidenhed med hende. Og så alligevel, på et eller andet plan besad jeg en dyb afsky for den grusomhed det lille barn, som knap nåede at blive voksen, var blevet udsat for. Måske var det ikke Adelas skyld, men det var i hvert fald heller ikke Emilys.

"Og jeg som troede mit liv var indviklet....," mumlede jeg, "og så kommer jeg på hold med de to mest mentalt ustabile personer i hele universet." Adela hørte det helt tydeligt, men valgte at overhøre det. Jeg smed mig ned på sengen og kom med en udmattet lyd, der nok ville have været et gab, hvis ikke det blev blandet med en svag latter. "Vi er et kønt hold ikke?" spurgte jeg og Adela nikkede.

"Jo, det er vi vel, læg dig til at sove, jeg orker simpelthen ikke at høre på dig i aften, hvis du er overtræt!" Jeg lo igen og gled hurtigt ind i søvnen. På det tidspunkt var jeg ikke engang sikker på om Adela nu også havde sagt det, eller bare havde overbevist mig om at hun gerne ville være alene. Men var hun nu også alene? Eller var hun det ene væsen på hele kloden, der kun var sig selv når hun var andre?

 

"Hvad laver du?" Jeg vendte mig smilende om mod den talende. Den hvide sommerkjole flagrede i vinden, og mit sorte hår slog mod mit ansigt. Jeg skubbede det væk, lettere irriteret, men langt fra vred.

"Ingenting," lo jeg og så ind i de smukke blå øjne, der lignede himlen på en klar sommerdag. Hvordan kunne nogen da anse dem for at være onde? Der var ingen som helst ondskabt gemt i den, kun uvidenheden og eventyrets evindelig trækkræft. Der var en uendelig mængde af hemmeligheder bag det stille ydre af de øjne. Men intet ondt.

"Det er vidst en underdrivelse, Angela." Stemmen tilhørte Adela og hun smilede fra øre. Hun greb fat i Camerons hånd med sin ene og min i den anden. "Kom, jeg har noget I er nødt til at se!" Hun begyndte at trække os mod skoven på den anden side af engen. Jeg syntes det gik noget langsomt og satte farten op. Til sidst blev det et kapløb om at løbe hurtigst. Hvis de to andre ikke havde givet mig en chance, havde jeg tabt stort på forhånd, men de holdt lidt igen for at det ikke skulle blive for pinligt. Alligevel nåede jeg som den sidste lysningen.

Jeg løb hovedkulds ind i dem og landede tungt på jorden med et bump. Langsomt kom jeg på benene og prøvede at børste den sorte farve af min kjole. Men snart opdagede jeg, at det ikke kun var sort ,der var begyndt at farve kjolen. Nej der var en rød farve, der til forveksling lignede blod. Jeg stivnede og stirrede på farven nogle sekunder før jeg vendte mig mod Adela og Cameron som stadig stod som forstenende.

"Cameron?" kaldte jeg. "Adela!" Ingen reaktion. Febrilsk begyndte jeg at vifte mig hånd foran deres øjne, men de så ingenting. Hørte ingenting.

"Hvad er det der sker?" skreg jeg. En stemme jeg genkendte, men ikke kunne sætte fingeren på lo højt og larmende.

"Hold dig til opgaven Méchanceté. Du er en dæmon, og hvis du ikke opfører dig som en, kan konsekvenserne for dem du holder af blive fatale."

Nogen skreg og jeg følte noget rive mit hjerte ud og splintre det til tusind stykker, da jeg så de to mennesker, jeg holdt mest af i hele verden falde til jorden, latterligt sødt oven på hinanden. Adela og Cameron rørte sig ikke længere. Og det var min skyld...

 

Jeg slog øjnene op med et sæt. Det havde bare været en drøm, men jeg kunne stadig tydeligt se mine venners livløse kroppe ramme jorden. Det måtte ikke ske, ikke så længe jeg havde noget at skulle have sagt.

"Cameron!" råbte jeg. "Jeg er sulten, find et eller andet jeg kan spise!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...