Godhed er et spørgsmål om perspektiv

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."
Sådan lyder en profeti som skyggerne har fremsagt. Men når profetien kræver at både den ukendte, som er for en hund at regne, onskabsfuldhedens engel, som er den mest irriterende dæmon det er muligt at opstøve, og den vandrende sjæl, som er en psykisk ustabil vampyr med indsigtens stemmer, skal sammenarbejde, kan det vidst kun gå galt...

17Likes
18Kommentarer
2387Visninger
AA

20. Kapitel 20 (Adela)

"Méchanceté vil du være så venlig at følge med tak?" spurgte jeg og udvekslede et hurtigt bekymret blik med Angela. 

Et øjeblik så hun en smule undrende ud, men hurtigt fangede hun alvoren i mit blik og fulgte med mig ind i soveværelset, så vi ikke ville forstyre Cameron, der vidst var faldet i søvn.

"Der er noget galt med mig," begyndte jeg efter med et klik at have lukket og låst døren.

"Det siger du ikke" sagde Méchanceté i et spydigt tonefald, der hurtigt blev ødelagt af det bekymrede glimt i hendes dybt mørkeblå øjne.

"Vi er nødt til at finde nogen, der kan få hende ud. Hun gør mig forvirret og får mig til at tvivle på, om jeg gør det rigtige," sagde jeg og skjulte med et frustreret suk ansigtet i hænderne.

"Det tvivler vi vidst alle tre på nogle gange, er det der med for mange sjæle i en krop sket for dig før?" spurgte hun og kunne ikke skjule sin nysgerrighed, men helt ærligt, ingen kunne jo nogensinde skjule noget for mig vel? Jeg rystede udmattet på hovedet.

"Nej, de...de bliver altid...knust," mumlede jeg tøvende. Gad vide, hvor mange sjæle min egen havde knust i tidernes løb.

"Oh, lad mig lige forstå det her ret...din krop...den er ikke rigtig din er den vel?" spurgte hun en smule skræmt.

"Jeg forstår det ikke engang helt selv, men nej det tror jeg ikke, det her er vidst nok Emilys krop," hviskede jeg.

"Giv mig den tilbage, dit syge væsen," lød det i samme øjeblik skærende hele vejen igennem min bevidsthed.

"Lad mig nu være. Tåbelige pigebarn, du er svag, den er min," sagde jeg skingert uden at tænke.

Méchanceté tog alarmeret et par skridt tilbage.

"Er det hende?" spurgte hun.

"Mmmhmm," var mit eneste ikke særlig oplysningsrige svar, imens jeg frustreret holdt fat om mit hoved.

"Jeg hader hende, hun skal ud væk, det er ikke hendes hoved længere," sagde jeg og kastede mig uden at tænke ned på det støvede grå gulvtæppe.

"Jeg er prinsesse Adela yngste datter af William erobreren konge af England," flød det fra mine læber. 

Egentlig vidste jeg ikke, hvad jeg sagde, men så snart det havde forladt min mund, vidste jeg, at det var sandt.

"Men døde William erobreren ikke i sådan....1700-grønkål?" spurgte Méchanceté forvirret og knælede ned ved siden af mig på gulvtæppet.

"Jo, men jeg overlevede...eller min bevidsthed gjorde," sagde jeg.

"Hvordan det?" spurgte hun og var stadig et stort spørgsmålstegn.

"Jeg blev bidt af en vampyr, men forvandlingen havde ikke samme effekt på mig som på andre. Min krop var stort set urørt altså på nær de røde øjne, hugtænderne og trangen til blod, men i modsætning til andre vampyrer, kunne min krop godt dø. Tilgengæld fuckede forvandlingen mit sind fuldstændig op,...gav mig Indsigtens Stemmer, Skyggesyn og gjorde min bevidsthed...eller som nogle ville kalde det min sjæl udødelig. Mørkets Herre har været i live i flere tusind år. Han følte vel sagtens, at  mine evner var brugbare, så da min daværende krop døde, indfangede han min sjæl og indsatte den i et barn. Min sjæl overtog så langsomt styringen af barnets krop og knuste barnets egen bevidsthed," 

"Det lyder voldsomt," lød Méchancetés stemme fjernt, som talte hun til mig gennem en tunnel.

"Jeg har været så mange mennesker Angela, men ingen af dem er mig," hviskede jeg.

Det, at Emilys sjæl ikke var blevet knust havde ikke blot givet mig indsigt i hendes tidligere liv, men havde også fået mig til at forstå i hvert fald noget af mysteriet omkring, hvorfor jeg var så forvirret.

Alle mine tidligere personligheder var en del af mig, og jeg var ikke sikker på, at jeg brød mig om det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...