Godhed er et spørgsmål om perspektiv

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."
Sådan lyder en profeti som skyggerne har fremsagt. Men når profetien kræver at både den ukendte, som er for en hund at regne, onskabsfuldhedens engel, som er den mest irriterende dæmon det er muligt at opstøve, og den vandrende sjæl, som er en psykisk ustabil vampyr med indsigtens stemmer, skal sammenarbejde, kan det vidst kun gå galt...

17Likes
18Kommentarer
2372Visninger
AA

2. Kapitel 2 (Adela)

De sterilt hvide vægge syntes næsten at være lukket tættere om mig, end de plejede at være. Gråden og skrigene fra cellerne omkring min egen syntes tydligere at høre. Det her sted var et helvede,, og jeg kunne snart ikke klare det mere. 

Faktisk vidste jeg ikke, hvor længe jeg havde siddet her i cellen. Det kunne være dage, uger eller år, tid havde ingen betydning et sted som her. Nå, så du vil gerne vide, hvor det var jeg sad. Der er vel ingen skade i at fortælle dig det. Stedet her var et hospital...for de mentalt syge, som lægerne så fint kaldte os. Her var jeg havnet, ford jeg så...ting...ting i skyggerne, som ingen andre kunne se. Oveni det havde stemmerne i mit hoved det med at fortælle mig ting om folk...ting jeg ikke burde vide. 

Derfor var jeg blevet låst inde her, så de "dygtige" læger kunne fjerne stemmerne i mit hoved. Der var bare ikke noget, der havde hjulpet indtil videre...sikke dygtige de var.

Irriteret prøvede jeg at rejse mig, så jeg i det mindste kunne se ud på himlen fra det tremmebesatte vindue. Af en eller anden grund beroligede det mig på en måde. Problemet var bare, at det altså var pænt svært at rejse sig op, når ens arme var bundet til ens brystkasse via en spændetrøje. Mit had til den tingest brændte som tusind supernovaer. De flinke læger var for nyligt (eller var det længe siden) blevet ret så bange. De havde fundet mig i cellen, hvor jeg havde kræset mig selv til blods og med blodet skrevet på væggen. 

"Mørket kommer" havde der stået på væggen. Egentlig ved jeg ikke helt hvorfor, men stemmerne sagde, at det var vigtigt, så jeg havde som i trance skrevet det på væggen.

Dette havde gjort lægerne meget bange for, at jeg skulle udøve mere skade på mig selv, og de havde derfor tvunget mig i en spændetrøje. For mit eget bedste, havde de sagt...hvor var det dog sødt af dem.

"Flagermus på sorte vinger bringer nyt liv til Adela" sagde stemmerne i kor. På det sidste havde de sagt en masse ting, der ikke gav mening selv ikke for mig. Men Adela, det var mig. Eller lægerne sagde, at jeg hed Emily, men jeg stolede mere på stemmerne end på dem. Så derfor var jeg Adela. 

"Nyt liv skal med blod betales, Adela vil bløde," fortsatte de deres mærkelige tale. 

"Jeg har altså ikke lyst til at bløde," fortalte jeg dem.

"Flagermusen er her, bed den træde indenfor," sagde de bare. De skreg nærmest nu, hvilket fortalte mig om vigtigheden af, at det her blev gjort.

"Træd indenfor du mørkets væsen, jeg er villig til at betale prisen for nyt liv," ordene syntes at komme over mine læber uden min tilladelse.

I det sekund, den sidste stavelse var udtalt, fløj en flagermus ind mellem tremmerne i vinduet og forvandlede sig for øjnene af mig til en kvinde. 

"Godt, vi har brug for en som dig Adela, din gave vil blive yderst værdsat af mørkets herre," sagde hun.

Jeg svarede ikke, stirrede bare på hende med døde grå øjne, der engang havde været fulde af liv og strøg en lok filtret rødblond hår væk fra min kind, hvor den havde klæbet sig fast. Engang havde jeg været køn, men det var før jeg kom her til.

"Det kan du blive igen, når dit nye liv begynder," sagde kvinden, som om hun havde læst mine tanker. 

"Vi er selvfølgelig kede af, hvad du har måtte gå igennem, men din gave skulle være fuldt udviklet, før vi kunne skabe dig på ny. Du kan blive magt fuld Adela, du hører indsigtens stemmer og ser, hvad der har været, hvad der er og hvad der kan komme i skyggerne, du skal tjene mørkets herre," sagde hun og greb fat om mig.

"Betal prisen og tjen ham," skreg stemmerne i mit hoved. I samme nu trak kvinden mig indtil sig i noget, der kunne have været et kram og plantede et par sylespidse hugtænder i halsen på mig.

Nyt liv skal med blod betales, Adela vil bløde, havde stemmerne sagt. Ordene gav genlyd i mit hoved, imens mit syn blev mere og mere sløret grundet blodtabet. Det sidste jeg huskede, før alt sortnede for mig var, at hun løsnede spændetrøjen, forvandlede sig til en flagermus og fløj ud af vinduet samme vej, som hun var kommet ind.

 

"Jeg hørte noget i celle 13, jeg er bekymret for Emily," sagde doctor Daniel Adams til overlægen Nathan Tyler. 

"Åh ved alle guder, hvad har det stakkels barn nu udsat sig selv for?" spurgte han og fulgte med Daniel henad gangen til celle 13 frygtende det værste. Han fandt sit nøglebundt frem, låste døren op og blev vidne til et trist syn.

 Stakkels Emily Clover lå livløst på gulvet. Både Nathan og Daniel skyndte sig ind i cellen for at finde livstegn. 

"Hvordan fik hun spændetrøjen af Sir?" spurgte Daniel undrende. 

"Det er ligemeget Adams, find en puls," sagde Nathan. Han holdt af alle sine patienter og havde særligt haft ond af Emily, aldrig før havde han haft en patient så hårdt ramt som hun. Tanken om, at hun måske var død gjorde ondt på ham.

"Der er ingen puls sir, hun virker helt drænet for blod," sagde Daniel. 

"Hun var kun sytten, sikke dog et stakkels barn," mumlede Nathan og gjorde mine til at rejse sig, samle hende op og bære hende til hospitalets lighus. Men pludselig greb hendes kolde døde hånd fat om hans håndled. Hun spærrede øjnene op. De var ikke grå længere, men røde som blodet hendes krop manglede. 

"Jeg er så tørstig," sagde hun med en skrøbelig stemme, før hun kastede sig over ham og begravede et par spidse tænder i hans hals.

"Løb Daniel," kvækkede han gispende, men den unge læge sad som forstenet og kunne ikke løbe.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...