Godhed er et spørgsmål om perspektiv

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."
Sådan lyder en profeti som skyggerne har fremsagt. Men når profetien kræver at både den ukendte, som er for en hund at regne, onskabsfuldhedens engel, som er den mest irriterende dæmon det er muligt at opstøve, og den vandrende sjæl, som er en psykisk ustabil vampyr med indsigtens stemmer, skal sammenarbejde, kan det vidst kun gå galt...

17Likes
18Kommentarer
2363Visninger
AA

19. Kapitel 19 (Cameron)

Pigen skreg. Om og om igen. De samme ord, igen og igen, så det blev til en messen. 

"Save me, save me, save me..." Ordren rungede igennem mit hoved, og gjorde intet for at dulme smerten, der gjorde, at det eneste jeg kunne se var rødt. Samme mørke røde farve man ser, hvis man lukker øjnene og kigger op mod solen. Det var det eneste, der eksisterede. Ordrene, jeg ikke kunne udføre, rødt og så den afsindige smerte, der havde taget over for mine sanser.

"Cameron! Hold så op med at have ondt i hovedet!" En stemme trængte igennem og lige så langsomt forsvandt smerten, sammen med stemmerne og alt det røde. Jeg fandt mig selv stirrende ind i Angelas mørke blå øjne. Hun så meget bekymret ud, hvilket overraskede mig en smule. Jeg indså, at jeg lå med hovedet i hendes skød. Hendes hånd hvilede på mit hår. Men det havde ikke været hendes stemme.

"Okay, ignorer det jeg sagde med at få hende ud, okay?" Det var Adelas stemme. Jeg drejede hovedet for at se hende, hvilket fik Angela til at flytte sin hånd.

"Er du okay, Cameron?" spurgte hun. Jeg satte mig op.

"Det... Det tror jeg," mumlede jeg en anelse forvirret. "Hvad skete der?" De kiggede undrende på mig.

"Hvad mener du?" spurgte Angela.

"Jo, først var Adela ved at forsøge at lære mig en eller anden dans, og så ligger jeg på gulvet. Hvad skete der der imellem?" spurgte jeg. De stirrede forvirret på mig.

"Siger du, at du ikke kan huske det?" spurgte Adela. Jeg kunne ikke tyde hendes ansigtsudtryk.

"Ja," svarede jeg.

"Det tror jeg du skal være glad for," sagde hun. Jeg nikkede.

"Er du sikker på, at du er okay?" spurgte Angela. Jeg nikkede.

"Jeg ved ærligt talt ikke hvad der skete," sagde jeg. Det her var meget underligt. De virkede nærmest... Nej, de kunne da ikke være bekymrede over mig. Hvorfor skulle de da også være det? Det var jo ikke fordi jeg ville dø, så egentligt var der ikke det store at være bekymret over. Alligevel blev Angela ved med at stirre på mig med sine mørke blå øjne, som om hun var bange for, at jeg ville falde død om, hvert sekund det skulle være. Hvad end der var sket, så havde Adela nok ret. Jeg skulle nok være glad for, at jeg ikke kunne huske det.

Jeg rejste mig op uden egentlige problemer. Detvar først da jeg stod op, jeg fik ondt i hovedet. Jeg stønnede og tog mi til hovedet med den ene hånd. Underligt. Jeg måtte have slået hovedet, da jeg faldt.

"Du er jo ikke okay!" udbrød Angela.

"Det er ikke så galt, jeg tror bare jeg slog hovedet i faldet," svarede jeg. Angela og Adela udvekslede blikke, der ikke sagde mig en pind.

"Måske skulle du ligge dig ned," sagde Adela. Det var altså lidt underligt, men jeg satte mig alligevel i sofaen. Sjovt nok forsvandt hovedpinen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...