Godhed er et spørgsmål om perspektiv

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."
Sådan lyder en profeti som skyggerne har fremsagt. Men når profetien kræver at både den ukendte, som er for en hund at regne, onskabsfuldhedens engel, som er den mest irriterende dæmon det er muligt at opstøve, og den vandrende sjæl, som er en psykisk ustabil vampyr med indsigtens stemmer, skal sammenarbejde, kan det vidst kun gå galt...

17Likes
18Kommentarer
2390Visninger
AA

18. Kapitel 18 (Angela)

"Adela!" Jeg fløj op af sofaen da hun pludselig faldt sammen med en forfærdelig klynken. Cameron stod forvirret mens jeg faldt på knæ ved siden af hende. Cameron fulgte hurtigt mit eksempel. Adelas fingrene famlede frem i blinde mens hun skreg, fandt endelig noget hun kunne gribe fat i og knugede hans skjorte så hårdt at han var nødt til at bøje sig frem over. 

Hun skreg et navn gentagne gange. Emily. Men alting var kaos og hverken mig eller Cameron vidste hvad vi skulle gøre for at få det til at stoppe. Jeg ruskede forsigtig hendes skuldre, kaldte på hende. Hun svarede ikke og det var som om hun slet ikke var til stede i rummet længere. 

Endelig slog hun så igen øjnene op. Et øjeblik kunne jeg havde svoret på at de grå i stedet for røde. Hun stirrede panisk op på Cameron et øjeblik. Så skreg hun.

"Hun burde ikke være her, få hende ud," græd hun. Hulket var desperat og skræmte mig en hel del. Hvad det end var hun snakkede om var det frygteligt. Forsigtigt rakte jeg en hånd ud for at stryge en af de sorte tårer af hendes kind. Hun studsede sig kort, men lod mig så gøre det. Ganske langsomt gav hun slip på Cameron som hurtigt bakkede en smule væk. Han så forpint ud. Pludselig opdagede jeg hvor forpint. Hele hans ansigt var trukket skævt i anstrengelse og smerte. 

Cameron havde ikke noget valg end at adlyde, men en sådan ordre kunne ikke udføres. Hvem end denne pige, Emily sandsynligvis, var, så befandt hun sig ikke i dette lokale. Derfor kunne Cameron ikke "få hende ud." Hun havde måske aldrig eksisteret. Eller også befandt hun sig i Adelas hoved. Hvilket bestemt ikke gjorde sagen nemmere. 

Cameron faldt i knæ og tog sig til hovedet. 

"Adela træk den ordre tilbage!" sagde jeg panikslagen til hende. Hun hørte ikke efter men havde krøllet sig sammen til en kugle. "Adela træk den tilbage! Du slår ham ihjel!" Jeg skævede til Cameron og brød mig ikke om at han led. Det var så underligt. Det ene øjeblik hadede jeg folk som pesten og det næste var det som om jeg holdt af folk og bekymrede mig om deres sikkerhed.

Jeg ruskede Adelas skuldre.

"Vil du ikke nok være sød at trække den ordre tilbage? Vi skal nok hjælpe dig bagefter. Det lover jeg. Vi er et hold ikke? Vi hjælper hinanden." 

Nu var det Cameron der skreg. Han rullede sig sammen på gulvet og jeg slap Adela som faldt tilbage på gulvet med en dumb lyd. Hun sov. Jeg løb hen til Cameron og faldt igen på knæ. 

"Cameron, kan du høre mig?" Han svarede ikke, så jeg gik ud fra at det kunne han ikke. 

"Hun er....inden i mit hoved!" sagde han skræmt fra vid og sans. Adela? Men hun sov jo. Vent....Vampyerer sov ikke........ "Emily....."  Der var det navn igen. 

"Cameron hvad er det der sker?" Han råbte op om vampyrer og nogen havde overtaget hans liv. Noget med en gammel engelsk konge....

"Adela, vær nu sød at trække den ordre tilbage!" Hun lå bevistløs på gulvet stadigvæk. Jeg vendte mig atter mod Cameron og strøg forsigtigt en lok brunt hår væk fra hans øjne. 

"Shh, det skal nok gå altsammen. Adela vågner om lidt, det er jeg sikker på." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...