Godhed er et spørgsmål om perspektiv

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."
Sådan lyder en profeti som skyggerne har fremsagt. Men når profetien kræver at både den ukendte, som er for en hund at regne, onskabsfuldhedens engel, som er den mest irriterende dæmon det er muligt at opstøve, og den vandrende sjæl, som er en psykisk ustabil vampyr med indsigtens stemmer, skal sammenarbejde, kan det vidst kun gå galt...

17Likes
18Kommentarer
2520Visninger
AA

17. Kapitel 17 (Adela)

Et smil fandt vej til mine læber. Det var så let at have med folk, der ikke havde nogen fri vilje at gøre. Hvis man ikke gad se på dem kunne man bare få dem til at stille sig over i et hjørne. Med en tænkende mine lagde jeg en finger til læberne og lukkede øjnene. Nu da ludo var blevet afblæst, skulle jeg jo finde noget andet, vi kunne lave, indtil den afskyelige sol gik ned igen.

"Vi kunne danse," udbrød jeg og spærrede et par rubinrøde dukkeøjne op i vanvittig begejstring.

En kluklatter undslap Méchancetés strube. "Så må du få hunden til at danse med dig, for jeg er en skovl til at danse," sagde hun muntert og stirrede hånligt og hoverende på Cameron, der hurtigt og instinktivt gik i et med skyggerne igen.

"Du har ret, vi snakkede jo om at lære hunden nye tricks, hvis den ikke kan danse, så må vi lære den det," lo jeg.

"Cameron, vær sød at komme her over, jeg har ikke danset i cirka tohundrede år, og jeg keder mig noget så gudsjammerligt," sagde jeg og smilede til drengen i skyggerne. Gad vide, om han hadede mig. Et sted bagerst i mit hoved gjorde tanken mig sørgmodig, jeg ville gerne være hans ven.

Vent, hvad var det jeg tænkte? Jeg havde ikke brug for at være hans ven og selv, hvis jeg havde, kunne jeg bare sige til ham, at vi var venner. Han ville ikke have andet vælg end at være min ven, hvis jeg gjorde det.

"Hvor er du dog et ynkeligt og ondskabsfuldt væsen," lød det frastødt i mit hoved. Den samme spinkle, lyse og knap hørlige pigestemme som tidligere. 

"Kløveren forbliver stærk, Kløveren skal udryddes," skreg de andre stemmer lidt efter. De lød næsten forfærdede. Sådan havde jeg aldrig hørt dem før.

Bange anelser fyldte mig hurtigt, men jeg skubbede dem væk, lagde ansigtet i muntre folder og tog smilende Camerons fremstrakte hånd.

Faktisk var han ret køn på en sådan lidt sær måde, nu jeg lige tænkte over det. Hans øjne var store og havde samme blå farve som en skyfri dansk sommerhimmel. Selv var jeg egentlig af engelsk afstammning (eller var det irsk?) men jeg havde været i Danmark et par gange og vidste godt, hvordan himlen så ud . Det kastanjebrune hår blev ved med at falde ned i øjnene på ham, og han forsøgte irriteret at puste det væk. Han var relativt høj og ret spinkel af en dreng at være.

Stadig smilende fik jeg os begge guidet ud i at danse vals. Til Méchancetés store underholdning var Cameron ikke synderligt god til det og skulle konstant korrigeres.

Langsomt fik han dog styr på det, og Méchanceté begyndte at nynne i stedet for at grine. Greensleeves. Minderne overvældede mig med en pludselig og voldsom kraft, der gjorde det umuligt for mig at stå op. Med noget der mindede om en hulken sank jeg magtesløst sammen på gulvet. Blodrøde øjne var vidt åbne, men så ikke sine omgivelser. Minder, der ikke var og dog på eller andet plan var mine fyldte mit hoved.

Jeg stod i et børneværelse fyldt med legetøj. I baggrunden spillede en spilledåse den selvsamme melodi, som Méchanceté havde nynnet få sekunder forinden. I en seng lå en lille rødblond pige og sov. Dog så hun ud til at have mareridt og vågnede hurtigt med et sæt badet i sved.

"Moaaaaaaaaaaar," skreg hun fortvivlet med tårerne løbende ned af kinderne, alt imens hun krampagtigt knugede en plyskanin ind til sig.

Lyden af hurtige fodtrin hørtes ude på  gangen og døren til børneværelset blev flået op af en kvinde iført nattøj.

"Emily skat, hvad sker der?" spurgte kvinden, der efter den lille piges tidligere udråb at dømme med alt sandsynelighed var hendes mor. Hurtigt satte kvinden sig ned i barnesengens fodende og strøg sin datter over håret.

"Stemmerne taler til mig igen mor, det bliver hele tiden stærkere og stærkere, og de bliver ved med at kalde mig Adela, tingene i skyggerne bliver også hele tiden værre. Der er alle mulige onde ting," sagde pigen forfærdet, stadig med tårer i sine store grå øjne.

Moren holdt sin datter ind til sig, men så ikke ud til at vide hvad hun skulle gøre. Så sluttede mindet og alt blev sort.

"Kan du nu se, hvad du har gjort ved mig, du tog min krop, gjorde mig sindssyg og gjorde det umuligt for mig at få en fremtid," lød den lyse, velkendte og dog ikke velkendte pigestemme i mit hoved. 

"Hold mund og skrub ud af mit hoved," skreg jeg så højt og skingert, at jeg fik ondt i halsen.

"Dit hoved siger du? Nej du er helt forkert på den. Det her er mit hoved, og det er dig, der er blevet placeret forkert," svarede pigestemmen hånligt.

"For jeg er Emily Clover, hende vis liv, du stjal."

Med et lettede sløret af mørke fra mine øjne, og jeg kunne atter se. Endnu et skingert skrig fandt vej over mine læber, og blæksorte tårer rendte ned af mine blege kinder.

"Hun burde ikke være her, få hende ud," hulkede jeg desperat.

 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...