Godhed er et spørgsmål om perspektiv

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."
Sådan lyder en profeti som skyggerne har fremsagt. Men når profetien kræver at både den ukendte, som er for en hund at regne, onskabsfuldhedens engel, som er den mest irriterende dæmon det er muligt at opstøve, og den vandrende sjæl, som er en psykisk ustabil vampyr med indsigtens stemmer, skal sammenarbejde, kan det vidst kun gå galt...

17Likes
18Kommentarer
2394Visninger
AA

16. Kapitel 16 (Cameron)

Jeg kiggede forvirret på den lille firkantede klods i min hånd og begyndte at stille et spørgsmål, men ikke en lyd kom over mine læber. Så kom jeg i tanke om A... Méchancetés første ordre. Jeg sukkede i stedet og satte mig i sofaen, mens Adela forsøgte at lade som om hun læste, hvilket ikke gik så godt... Bogen vendte på hovedet. Jeg havde næsten ikke tænkt tanken til ende, før hun fnøs og vendte bogen om. Så havde hun altså været ved rode rundt i mit hoved igen! Det var særdeles ubehageligt, men jeg havde ingen mulighed for at holde hende fra det, så jeg kunne lige så godt bare forsøge at ignorere hende.

Jeg sprang forskrækket op af stolen, da vi hørte et højt brag inde fra det største soveværelse. Jeg kiggede kort på Adela, der også så meget overrasket ud. Så styrtede vi ind på værelset.

Méchanceté sad midt i rummet, oven på det, der engang havde æret en seng, men som nu lignede et sankthansbål.

"Hvad er det, der foregår?!" udbrød Adela. Méchanceté stirrede tilbage med et fornærmet udtryk,  mens hun lagde armene over kors. Hun havde en hvid fjer i håret og så særdeles utilfreds ud.

"Jeg keder mig!" udbrød hun. Jeg smilede, men skyndte mig at vende mig om, så hun ikke skulle se det. Det var nok ikke så smart at blive mere uvenner med hende, og noget sagde mig, at hun ikke ligefrem ville være blevet begejstret.

"Og så bestemte du dig for at ødelægge sengen?!" fortsatte Adela. Jeg bestemte mig for, at det ikke havde noget med mig at gøre og gik tilbage til "stuen". Jeg greb en bog i bogreolen og gik så ind i kosteskabet, hvor jeg lukkede døren og gav mig til at læse. Kunne stadig høre dem diskuttere, men jeg forsøgte at lukke dem ude.

Bogen var ike vider af fantastisk kvalitet. Forsiden var blå. Det var det. Lige bortset far det sted, hvor en eller anden havde spildt et eller andet. Der stod ingen titel. Teksten handlede om en dreng, som havde to brødre. Prinsessen skulle giftes bort og derfor var landets mænd indbudt til en eller anden form for møde. Drengens far havde kun to heste, så det blev drengens brødre, der blev sendt afsted. Det var drengen træt af og tog selv en ged og red på den. På vejen fandt han en død krage, noget kaldet "pludder" og en gammel træsko. Med de ting vandt han prinsessen, der giftede sig med ham. Mærkelig historie. 

"Hund? Kom her!" Jeg sukkede irriteret og rejste mig op for derefter at gå ind til de andre. Angela... Årh, hvad pokker, det var nemmere at huske. Angela sad på sofaen og smilede. Adela stod i midten af rummet og smilede.

"Sæt dig ned," sagde hun og pegede mod sofaen. Jeg gik hen og satte mig i sofaen, så langt væk fra Angela som muligt, så hun havde god plads i den lille sofa. Adela satte sig over i lænestolen.

"Méchanceté har fået den ide, at vi skal spille et spil," sagde Adela. Jeg kiggede overrasket på Angela. Hun smilede tilbage.

"Hvad synes du?" spurgte Adela. En rød alarmklokke begyndte øjeblikkeligt at blinke og larme i mit hoved. Hvor pokker kom denne... venlighed fra? Jeg havde aldrig oplevet nogen være venlig mod noget som helst, uden at være ude efter noget.

"Årh, slap dog af! Vi skal nok forsøge at snyde mindst muligt," sagde Adela og slog en latter op, der ikke passede til hende på nogen måde.

"Ludo er ikke så nem at snyde i," sagde Angela. Jeg vendte mig mod Adela.

"Lu-ludo?" spurgte jeg forvirret.

"Ja. Fortæl mig, at du ved hvad ludo er!" udbrød Angela.

"Jeg ved godt hvad ludo er," fik jeg klemt ud mellem sammenbidte tænder. Jeg vidste godt hvad ludo var, men jeg brød mig ikke om at få lagt ord i munden.

"Ups, ved du hvad ludo er?" rettede hun.

"Ja. Det er et spil. Med terninger og brikker," sagde jeg.

"Ja, netop!" udbrød Angela glad.

"Vi har ingen terninger eller brikker," sagde jeg. Angelas ansigtsudtryk fik Adela til at bryde ud i latter.

"Der røg det spil!" grinede hun.

"Det er altså ikke sjovt," mumlede Angela, mens hun stirrede ned i gulvet. Mens hun havde øjnene mod gulvet, rettede Adela sit blik mod mig. Hendes røde øjne lyste af vanvid, mens de borede sig ind i mine. Jeg mærkede en kulde sænke sig over mig, og jeg forsvandt ind i skyggerne. Selvom hendes øjne stadig borede sig ind i mine, havde de mistet lidt af deres intensitet, og kulden var væk, så jeg bestemte mig for at blive i skyggerne til hun fjernede blikket igen. Jeg havde ingen anelse om, hvad hun lavede.

Da Angela endelig kiggede op fra gulvet efter noget, der føltes som mange minutter, fjernede Adela blikket igen og lyste op i et smil. Jeg selv "tonede frem" igen, hvilket vist forskrækkede Angela.

"Nej, det må du altså holde op med! Hvad skulle det gøre godt for?!" udbrød hun forskrækket. Adela sendte mig et advarende blik.

"Undskyld," mumlede jeg. "Det var ikke min mening at forskrække dig." Hun kiggede overrasket på mig. Dæmoner undskyldte ikke.

"Cameron. Stil dig lige derover," sagde Adela og pegede på gulvet midt i rummet. Jeg sukkede, rejste mig og gjorde som hun sagde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...