Godhed er et spørgsmål om perspektiv

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."
Sådan lyder en profeti som skyggerne har fremsagt. Men når profetien kræver at både den ukendte, som er for en hund at regne, onskabsfuldhedens engel, som er den mest irriterende dæmon det er muligt at opstøve, og den vandrende sjæl, som er en psykisk ustabil vampyr med indsigtens stemmer, skal sammenarbejde, kan det vidst kun gå galt...

17Likes
18Kommentarer
2370Visninger
AA

15. Kapitel 15 (Méchanceté)

Jeg sad og kiggede på hende nogle øjeblikke længere, men gav så op og lænede mig tilbage i stolen. Hun var fuldstændig umulig at læse. Ikke at jeg var god til at læse folk, faktisk duede jeg ikke rigtig til noget som helst. Jeg kunne ikke skræmme en lille pige og jeg var ikke god nok til at være en engel.

Det var ikke gået helt som planlagt med spisningen. Efter at have fortalt pigen, hvis navn var Dana, at jeg kun var halv dæmon, var hun gået et stykke tid for at finde noget at spise. Allerede der burde jeg forlængst være stukket af. Men nej, jeg blev og ventede, kiggede rundt i hendes lille fine værelse fyldt med mennesketing, ting jeg aldrig havde haft eller drømt om. Der var bamser og børnebøger. Byggeklodser og spil. Jeg satte mig ned på hug og samlede en mærkelig klods op. Den havde seks flader, på hver side ni farvede felter. Jeg drejede den mellem hænderne, men kunne ikke rigtig finde ud af hvad den skulle bruges til.

"Du skal have siderne til kun at have en farve hver," sagde Dana, da hun kom ind igen, med en bakke med mad balacerende faretruende foran sig. Den så tung ud og jeg nåede ikke at tænke over det før jeg havde taget den ud af hendes hænder, for at hjælpe hende. Klodsen landede på gulvet. Ordet terning dukkede op i mit hoved. "Tak! Værsgo at spis, vi har rigelig med mad," sagde hun og pegede på bakken. Jeg smilede taknemligt og vente min opmærksomhed mod bakken, mens Dana samlede terningen op og begyndte at dreje den i et indvinklet mønster, som lynhurtigt forvirrede mig. Jeg tog et stykke brød og stirrede på salaten på tallerkenen. Der var brød, ost, salat og vand. Frugt og et kæmpe stykke kage. Men ingen kød. Var engle vegetarer? Det håbede jeg ikke. Men jeg spiste alligevel til jeg ikke kunne mere.

På det tidspunkt havde Dana lavet terningen, blandet den og  lavet den igen tre gange.  Jeg fattede stadig ikke hvordan det var muligt.

"Her," sagde hun og gav mig terningen. "Jeg er sikker på at du nok skal kunne finde ud af det." Jeg rystede kraftigt på hovedet. "Jo du kan, men du må vidst hellere gå nu, min mor tror jeg sover." Jeg nikkede og hun gav mig et knus, hvilket overaskede mig så meget at jeg bare stod stivnet i flere minutter. Så tog jeg mig endelig sammen og takkede før jeg kravlede ned fra vinduet. Så stødte jeg som bekendt ind i Adela og endte her.

 

Jeg fandt terningen op af min lomme og begyndte at dreje den. Den eneste effekt det havde var at farverne blev endnu mere blandede. Jeg spurgte ikke Adela om hun ville hjælpe, selv om hun sikkert havde vidst nøjagtigt hvad jeg skulle gøre. 

"Jeg giver op!" sagde jeg og smed terningen langt væk. Den ramlede ind i bogreolen og trillede hen af gulvet. Jeg gad ikke rejse mig og samle den op.

"Du Adela?" spurgte jeg og trak benene op under mig og strakte mig så langt bag over at min ryg sagde knæk.

"Ja?" Et øjeblik spekulerede jeg på hvorfor jeg overhovedet spurgte hende om noget som helst. Det var jo ikke nødvendigt. Men jeg burde måske forsøge at blive venner med hende. Egentlig også Cameron, selv om det nok bleven smule svært. Ikke fordi jeg ikke kunne lide ham, han virkede rigtig flink, men han var så....indelukket. Havde han nogensinde været sig selv?

"Altså....jeg tænkte bare...."

"Om jeg kunne se om du havde en eller anden skjult evne der ikke var blevet opdaget, så du ikke er fuldstændig talentløs?" Jeg skulle lige til at svare igen, men kom i tanke om mit mål med at komme på god fod med hende.

"Ja sådan noget i den stil." Hun smilede hemmelighedsfuldt, men svarede ikke. Vi sad rigtig længe uden at sige noget, Adela med en bog hun ikke så ud til at læse og mig med den mystiske terning.

Efter præcis en time sagde Adela:

"Der kommer hunde." Og ganske rigtigt, Cameron kom springende ind af vinduet og smed sig i en stol.

"Hej! Fandt du ud af noget?" spurgte jeg. Jeg kunne have svoret på at Adela smilede. Cameron så undrende på mig og lignede et stort spørgsmålstegn. "Er det så svært et spørgsmål?"

"Eh, nej. Nej, jeg fandt ingenting."

"Det var da ærgerligt," sagde jeg. "Kan du finde ud af den her?" spurgte jeg og smed terningen over til ham, mens jeg selv rejste mig og lukkede vinduet og trak gardinet for. Jeg vidste ikke meget om vampyrer, men solen stod snart op.

"Tak!" sagde Adela og lagde bogen fra sig. Jeg smilede, men fik så en pludselig lyst til at ødelægge et eller andet. Det var trættende at være sød!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...