Godhed er et spørgsmål om perspektiv

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."
Sådan lyder en profeti som skyggerne har fremsagt. Men når profetien kræver at både den ukendte, som er for en hund at regne, onskabsfuldhedens engel, som er den mest irriterende dæmon det er muligt at opstøve, og den vandrende sjæl, som er en psykisk ustabil vampyr med indsigtens stemmer, skal sammenarbejde, kan det vidst kun gå galt...

17Likes
18Kommentarer
2372Visninger
AA

14. Kapitel 14 (Adela)

Smilende skiltes jeg i gyden fra Méchanceté og gik ind på værtshuset for at find i offer. Nej, selv, hvis jeg havde kunnet, ville jeg nok ikke have købt menneskeblod. Det kunne umuligt være særligt friskt, hvis det blev langet over disken til den almindelige pøbel. 

Godt nok var der mange vampyrer ude i verden, men noget sagde mig, at jeg var langt over dem allesammen, og det var altså ikke kun mit ego.

Da jeg slog døren op og trådte ind, var det som om, alle ansigter i det dunkle, røgfyldte og smudsede lokale blev vendt mod mig i en bevægelse.

Nogen så skræmte ud og vendte hurtigt blikkene væk, andre sad med undrende udtryk og stirrede på mig og andre igen studerede mig med interesse.

Den sidstnævnet gruppe var dem, jeg var interesset i. De var lettere at sno om sin lillefinger end muligvis alle de andre tilsammen.

Med katteagtig elegance bevægede jeg mig rundt blandt borderne og smilede blindende til så vel folk som fæ.

Efter længere tids spejden efter en person, det ikke ville være for nedværdigende at sætte tænderne i, fik jeg øjenkontakt med en fyr i et par borde væk. 

En høj slank, blond lyshudet fyr med uskyldige lyseblå øjne. Han var pænt klædt på i modsætning til meget af det andet rakkerpak her på stedet.

Han så ud til at være omkring de sytten år gammel. Altså ligeså gammel som min fysiske krop, selvom jeg havde levet flere hundrede år længere end ham.

Vent, der var noget galt med den tanke igen. Jeg havde jo kun været sådan her i en dag eller sådan noget. 

Det var på en eller anden måde som om, der var to sind i min krop, to meget modstridende sind.

Igen slog jeg det irriteret hen som værende ingen ting. Intet skulle få lov til at distrahere mig fra min opgave, selvom opgaven lige nu, var noget så simpelt som at finde noget (eller måske rettere nogen) der var passende at spise.

Jeg smilede til den blonde fyr og han smilede høfligt og måske en smule genert tilbage.

Beslutsomt og yndefuldt gik jeg i retning af hans bord. Hans venner skævede forvirret til ham. 

"Er hun en du kender?" spurgte en rødhåret brunøjet fyr, da jeg lagde en hånd på den blondes skulder. 

"Hvorfor har du aldrig fortalt os, at du havde en veninde, der så godt ud? En tand gotisk til min smag måske, men stadigvæk, helt ærligt," sagde en fyr med kastanjebrunt hår og grønne øjne i et fornærmet tonefald, imens han kiggede anklagende på mit offer...Vincent, kaldte stemmerne ham.

"Undskyld kender jeg dig? Ikke får at være uhøflig eller noget, men jeg mindes ikke at have set dig før," sagde Vincent og så forvirret, men ikke uvenligt på mig.

Efter at have gravet lidt i hans hjerne, fandt jeg et brugbart navn.

"Kan du virkelig ikke huske mg Vince? Åh, jeg ved heller ikke, hvad jeg havde forventet. Det er jo mega længe siden vi sidst så hinanden. Jeg er Vicky Summer, du var kærester med mig i fjerde klasse, før jeg flyttede skole altså," jeg smilede munter til ham, og hans to venner lo. 

"Wow, Ivy bliver ikke glad for, at du har så pæne ex-kærester Vince," lo den ene.

"Vicky? Virkelig wow, jeg husker dig ikke som værende...rødøjet, og hvad sker der for tøjet?" sagde han stadig en smule forvirret, men det var tydeligt på hans kropssprog, at han var ved at æde min løgn rådt som var den en skål fuld af dyr chokolade.

"Åh jeg kommer såmænd bare lige fra en kostumefest et stykke væk. Vi havde noget viktoriansk vampyrtema, ja jeg ved godt, det lyder, som et sært tema, men der er ret mange, som er into sådan noget for tiden" sagde jeg og kørte det hele af så hurtigt, at han ikke rigtig nåede at opfange, hvor mærkeligt det egentlig lød.

"Åh okay, nu da du er her, kunne du så tænke dig at sidde sammen med os?" spurgte han. Hurtigt gav stemmerne i mit hoved sig til at grave noget frem fra hans minder om Vicky, der ville kunne bruges som undskyldning for kun at ville tale med ham alene.

"Den yngre bror led en tragisk last, stakkels Vicky Summers var ved at blive kvæst, i sin sorg og afmagt gik hun evigt til Vincent," sagde stemmerne. Ved alle guder, hvor var jeg taknemmelig for dem. Det gjorde alt så meget nemmere, at de kunne fortælle mig næsten alt om næsten alle.

I et glimt fik jeg sat et forpint ansigt op. "Eh, det er virkelig ikke fordi, jeg ikke har  lyst til at snakke med dine venner Vince, men egentlig, nu da jeg har fundet dig, er der noget jeg gerne vil snakke med dig om...noget af...privat karakter," sagde jeg og undertrykte et hulk.

Et kort sekund så han venner ud som om, de skulle til at ulvefløjte, men Vincent kiggede et kort sekund på mit "forpinte og sørgmodige" ansigt og gav dem begge et dask på hovedet, før de overhovedet nåede at komme i gang.

"Selvfølgelig kan vi snakke, vi kan gå en tur langs kanalen, hvis du vil," sagde han venligt og rejste sig fra sin stol.

"Det vil jeg gerne," sagde jeg grådkvalt og tog hans hånd.

"Husk nu, at du har Ivy," råbte hans venner efter ham, da vi åbnede døren og gik.

"Nå, hvad er der så galt?" spurgte Vincent, da vi var kommet et stykke væk fra værtshuset og gik langs en mudret flod, der snoede og bugtede sig gennem byen.

"Det er Eliot, hans tilstand er forværet, lægerne siger, at han nok ikke har særlig langt igen," sagde jeg og snøftede.

"Nej vel? Eliot er sådan en sød dreng, hold kæft, hvor er verden et uretfærdigt sted, sådan at stjæle livet fra små uskyldige børn," udbrød han oprevet. Et sted dybt i mig selv blev jeg rørt af hans forståelse for Vickys smerte, selvom jeg ikke havde noget med hende at gøre og burde være ligeglad.

Irriteret rystede jeg mentalt på hovedet af mig selv, strammede grebet om hans hånd og trak ham med ind i en gyde. 

Vincent så forvirret på mig, men han nåede ikke at sige noget, før jeg havde hugtænderne begravet i halsen på ham.

"Adela har altid været manipulationens brutale herskerinde," konkluderede stemmerne i et tilfredst tonefald, hvis altså de overhovedet talte i tonefald. Med et kor af stemmer i hovedet var det svært at afgøre tonefald.

I begyndelsen kæmpede han skrækslagent, men stumt imod, men langsomt i takt med blodtabet blev han svagere.

Den varme tyktflydende væske fyldte min mund og jeg slugte den med en tørst som en, der var strandet i ørknen og havde fundet vand. 

Pludselig var der dog en stemme i mit hoved. En stemme, der aldrig havde været der før, men som alligevel var velkendt, som noget fra en drøm. En lys spinkel pigestemme, der ikke blev understøttet af de andre stemmer. 

"Nej, stop, jeg vil ikke ende sådan her. Sådan noget ville jeg aldrig gøre. Forsvind fra mit hoved!" skreg hun forfærdet og desperat, før de andre stemmer druknede hende i en kakofoni af råben og skrigen.

"Kløveren blomstre stadig, sjælene er i splid, Adealas ondskab står på prøve," råbte de.

Kløveren? Det vagte minder et eller andet sted fra. Et navn...et efternavn for at være præcis....Clover. Jeg havde ingen ide om, hvor mindende om det navn kom fra, og igen fik de mærkelige minder mit hoved til at smerte, som om nogen forsøgte at bore et hul i mit kranie.

Jeg skubbede tankerne til side igen. Et eller andet fortalte mig, at det var det eneste fornuftige at gøre, hvis jeg ønskede at leve, som jeg gjorde nu. 

Så drak jeg Vincent fuldstændig tør, smed liget i floden og gik tilbage for at mødes med Méchanceté. 

Hun havde et lidt forvirret og rystet udtryk i ansigtet, da hun kom ned fra vinduet, hvorfra hun var kommet ind. 

"Du spiste som en engel Méchanceté," sagde jeg muntert med et drillende smil. 

"Man skal vel prøve noget nyt engang i mellem," svarede hun bare defensivt. Til det nikkede jeg bare og sagde ikke mere. Istedet tog jeg hendes hånd og lod indsigtens stemmer lede mig til det sted, vores kære hund Cameron havde fundet til os.

Hotellet var ikke ligefrem femstjernet, men det var nødt til at være okay. Vi fandt den førnævnte hund siddende i en meget mærkelig stilling på en stol.

Efter at have vist mig sine tanker (Ja hun lod mig faktisk frivilligt rode i sit hoved) lod jeg ham tage på biblioteket med det henblik at finde noget om sin race. Dog synes jeg ikke, at han kun skulle se mig  som en blødsøden leder og fik ham derfor til den køre ondskabfuldhedsengel til at springe ud af vinduet.

"Bare rolig han klare sig," sagde jeg muntert til hende, dda jeg så hendes chokrede udtryk. Så gik jeg over og smed mig træt i en lænestol.

"Er du okay?" spurgte Méchanceté og  satte sig i stolen overfor mig med et undrende udtryk. Hun forssøgte at læse mig, som kunne læse hende, minder, tanker, håb, frygt og drømme. Det lykkedes vidst ikke så godt. Egentlig skyldtes min evne vel også mere stemmerne end mig selv. Medmindre selvfølgelig, at stemmerne var en evne. Endnu et punkt til listen over ting, jeg ikke vidste om mig selv. 

"Ja ja, jeg tror bare ikke helt, jeg har ventet mig til det her vampyrhalløj endnu," svarede jeg, hvilket kun var halvt løgn.   

            

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...