Godhed er et spørgsmål om perspektiv

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."
Sådan lyder en profeti som skyggerne har fremsagt. Men når profetien kræver at både den ukendte, som er for en hund at regne, onskabsfuldhedens engel, som er den mest irriterende dæmon det er muligt at opstøve, og den vandrende sjæl, som er en psykisk ustabil vampyr med indsigtens stemmer, skal sammenarbejde, kan det vidst kun gå galt...

17Likes
18Kommentarer
2485Visninger
AA

13. Kapitel 13 (Cameron)

Jeg smed mig på sengen i hotellet med et anstrengt suk. Det var lykkedes mig at finde et værelse med tre soveværelser. Jeg lå og kiggede op i loftet på det mindste rum, mens jeg talte kvasterne i træet. Det eneste, der var plads til i rummet, var en lille seng, og det havde egentligt egenet sig bedre som kosteskab, men det generede mig ikke så meget. Hvad der irriterede mig var, at jeg ikke havde fået min bog med. Lyset fra den lille, konstant blinkende, lampe var vel egentligt ikke godt at læse ved alligevel. Hvis man så bort fra, at jeg bare kunne sætte mig i sofaen og tænde den sorte standerlampe inde i "stuen", gjorde de måske ikke så meget, at den lå på gulvet derhjemme.

Der var syvoghalvfems en halv knast. Jeg satte mig op igen. Ind til videre havde mit liv været et mareridt. Ingen af mine handlinger havde rigtigt været mine, men nu var ikke engang mine tanker mine mine. Adela kunne rode rundt i mit hoved, som hun havde lyst til, og det værste var, at jeg ikke kunne gemme mig for hende.

Jeg rejste mig og gik ud af døren ind i stuen. Stuen var egentligt bare et lille rum, med en sofa, et TV, en sort lænestol og en bogreol. Der var fire døre, der førte ind til henholdsvis tre værelser og et badeværelse. Væggene var hvide, gulvet belagt med et gråt tæppe og lys, der virkede som de skulle. Det var kun i kosteskabet, lystet var dårligt.

Jeg tog en bog ud af bogreolen, uden egentligt at se, hvilken en det var. Så satte jeg mig i lænestolen og lagde det ene ben op over armlænet. Så åbnede jeg bogen, uden at kigge på omslaget. Den var ikke vildt fantastisk. Noget med en frø, der blev kørt over af en cykel. Mennesker.

Jeg lod bogen dumpe ned på gulvet, hvor den landede med omslaget opad. Jeg rullede øjnene ad titlen: "Et tragisk frø-hop".

Hvor lang tid tog de mon for dem, at finde noget at spise? Der var jo mennesker overalt! Jeg sukkede. Forhåbentligt skulle de kun bruge en hver. Så ville de snart komme. Jeg ville bare gerne videre. Jeg havde det ikke så godt med mennesker. Enten stillede de spørgsmål, man ikke kunne svare på, eller også døde de. 

"Det var da en underlig måde at side i en stol på." Jeg vendte mig mod stemmen. Adela og Méchanceté var lige trådt ind ad døren. Jeg nikkede og rejste mig hurtigt fra stolen. Jeg mødte Adelas blik. Jeg havde set et bibliotek lige rundt om hjørnet. Man vidste aldrig, hvad man kunne finde sådan nogle steder. Måske, og det var et stort måske, kunne jeg blive klogere på mig selv.

Adela lagde hovedet let på skrå.

"Du har en time," sagde hun.

"Tak, My Lady," mumlede jeg, før jeg gik hen mod døren, som hun stod lænet op ad. Hun flyttede sig ikke det mindste, men et vanvittigt smil bredte dig over hendes læber.

"Du kommer desværre ikke ud af døren," sagde hun. Jeg var lige ved at fnyse og rulle med øjnene, men jeg indså, at det nok var en dårlig ide. At dømme ud fra hendes ansigtsudtryk, havde jeg nok ret. I stedet for snurrede jeg rundt og gik hen til vinduet, som jeg åbnede, før jeg hoppede ud af det. Jeg nåede lige at høre Méchanceté udstøde et gisp. Dæmoner kunne åbent bart ikke hoppe ud fra et vindue på fjerde sal. Så vidste jeg da det.

Da jeg landede,bøjede jeg knæene og støttede en hånd mod jorden, for at holde balancen, før jeg sprang op og satte i løb mod biblioteket.

 

Biblioteket var ret så stort, og det havde en masse bøger om "fabler" og "overnaturlige væsener", men intet kom i nærheden af at have noget med mig at gøre. Til gengæld fandt jeg ud af, at Jaon var en Mao, hvilket er det kinesiske ord for "kat", så det blev jeg ikke meget klogere af. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...