Godhed er et spørgsmål om perspektiv

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."
Sådan lyder en profeti som skyggerne har fremsagt. Men når profetien kræver at både den ukendte, som er for en hund at regne, onskabsfuldhedens engel, som er den mest irriterende dæmon det er muligt at opstøve, og den vandrende sjæl, som er en psykisk ustabil vampyr med indsigtens stemmer, skal sammenarbejde, kan det vidst kun gå galt...

17Likes
18Kommentarer
2369Visninger
AA

12. Kapitel 12 (Méchanceté)

Jeg smilede, men sagde ikke noget. Jeg brød mig ikke om at Adela drak blod, men på den anden side hadede jeg, at jeg selv skræmte livet af folk og blev næret af deres frygt. Det fik hårene til at rejse sig på min ikke behårede ryg, hvilket jo var en bedrift i sig selv. Jeg var også sulten. Jeg var ikke et hak bedre end hende og skulle lade være med at opføre mig sådan. Det var vel ikke hendes skyld? Eller også så var det, men det ragede ikke mig.

Det tog os ikke lang tid at finde nogle ofre. Cameron fulgte med os, men det var helt tydeligt at han ikke brød sig det mindste om noget af det her. Endnu engang spekulerede jeg på hvem han egentlig var og hvad han havde gjort få at få den forbandelse kastet på sig. Adela vente sig mod ham og smilede sit blændende smil, som nok ville have fået en hver statue til at løbe sin vej i skræk.

"Du finder et sted vi kan være dagen over Cameron, find også gerne noget at spise, du ser så tynd ud, Angela og jeg finder selv vores mad." Han så fuldstændigt forvirret ud. Havde hun lige været sød ved ham?

"Lad så være med at kalde mig Angela, det er pinligt okay? Når jeg er dæmon kan jeg da ikk-" begyndte jeg irriteret.

"Du er ikke mere dæmon end du er engel," sagde hun som om det sagde sig selv.

"Undskyld, hvad?" Hun smilede og begyndte at trække mig væk fra Cameron som drejede om på hælen og gik et eller andet sted hen. Det lod ikke til at han tvivlede på at Adela ville kunne finde ham. Men det gjorde jeg heller ikke selv. Hun vidste sikkert alt om alting.

"Din mor er dæmon, din far er engel, lad nu være med at spille tungnem, kom så jeg er sulten!" Jeg stemte så hårdt i med fødderne, at jeg fik overbalance, og faldt så lang jeg var. Jeg kom hurtigt på benene.

"Du kan altså ikke bare gå rundt og sige den slags til folk! Det er uforskammet!" Næsten lige så uforskammet som at modsige sin rejseleder.

"Det er bare sandheden," sagde hun og gik videre uden at vente på svar. Den sidste del valgte jeg at overhøre. Jeg småløb for at følge med. Gu var jeg ej en engel!

Vi nåede en smal gyde hvor der til den ene side lå et lille hus og på den anden et værtshus. Adela smilede og klappede mig på skulderen.

"Derinde bor en familie på fire, jeg ville vælge den yngste hvis jeg var dig." Jeg sank en klump.

"Hvad med dig?" Hun pegede på værtshuset. "Du har vel ikke tænkt dig at...."

"Man sælger ikke blod på værtshuse i menneskerbyer. Så ja. Vær nu ikke sådan en kylling, ellers begynder jeg bare at kalde dig Cameron." Hun lo af sin egen morsomhed og forsvandt.

"Fedt," mumlede jeg. "Simpelthen fedt."

 

Jeg listede mig hen til husets bagdør, men den var låst. Jeg ville sikkert godt kunne få den op, men jeg gad egentlig ikke bøvle med den. I stedet faldt mit blik på planten som groede tæt op af husmuren. Helt øverst var der et tagvindue, som var tæt nok på planten til at jeg ville kunne hoppe fra det ene sted til det andet.

"Hvorfor skal jeg også være den mindst talentfulde af os alle sammen?" mukkede jeg og begyndte at klatre. Det ville ikke undre mig hvis Cameron kunne springe og Adela kunne sikkert forvandle sig til en sommerfugl. Eller var det en flagermus? Jeg havde ikke så meget styr på vampyrer. "Og hvis jeg virkelig er en engel, hvorfor har jeg så ikke vinger?" Og hvis du virkelig var en dæmon, hvorfor har du så ikke horn?

"Hvem snakker du med?" Jeg fik så stort et chok at jeg nær var faldet ned fra planten og ned på gaden, hvor jeg sandsynligvis ville have slået mig selv til krøbling eller værre at der ingenting var sket, men bare havde været til grin. Men jeg holdt fast og fik mig selv svunget over i vinduet, hvor pigen som havde stillet spørgsmålet stod. Hun ikke så meget som blinkede da jeg svingede ind i hendes soveværelse.

"Mig selv, ingen eller dig, det finder du aldrig ud af ."

"Du snakkede med dig selv."

"Og du er ikke særlig velopdragen!" Hun smilede.

"Siger pigen der svinger sig ind på mit værelse klokken tre om natten? Hvem er du for resten? Jeg tror aldrig jeg har set en som dig." Jeg sukkede irriteret. Hende kom jeg nok ikke til at skræmme ret meget.

"Jeg er mig og du er dig." Det ignorerede hun.

"Du er ikke menneske, vel?"

"Nej..."Hun kiggede nysgerrigt på mig.

"Hvad er du så?"

"En dæmon. Og en engel." Jeg vidste ikke hvorfor jeg fortalte dette til en menneskepige, men hun havde overrasket mig kraftigt og så føltes det naturligt. Hos hende var der ikke de sædvanlige reaktioner som jeg så hos folk. Hun var ikke bange for mig som de andre mennesker. Men hun hånede mig heller ikke.

Hun smilede et øjeblik helt glad, for hun så kiggede fra vinduet, til mig, til vinduet igen.

"Du er sulten, ikke?" Jeg nikkede skyldbevist. "Men siden du er halv engel behøver du ikke spise frygt vel?" Jeg nikkede tøvende. "Jeg finder lige noget du kan spise."

Hun forsvandt ud af døren og jeg satte mig forvirret ned på sengen. Det her var ikke godt. Det var slet ikke godt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...