Godhed er et spørgsmål om perspektiv

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."
Sådan lyder en profeti som skyggerne har fremsagt. Men når profetien kræver at både den ukendte, som er for en hund at regne, onskabsfuldhedens engel, som er den mest irriterende dæmon det er muligt at opstøve, og den vandrende sjæl, som er en psykisk ustabil vampyr med indsigtens stemmer, skal sammenarbejde, kan det vidst kun gå galt...

17Likes
18Kommentarer
2368Visninger
AA

11. Kapitel 11 (Adela)

Méchanceté stirrede uforstående på mig. Der var åbenbart meget hun ikke forstod, men alligevel kunne jeg godt lide hende. Hun havde en beslutsom attitude, der fortalte, at hun ikke brød sig om at blive kostet rundt med. Det måtte være utroligt svært for hende at samarbejde med mig, stakkels lille ondskabs engel. Alligevel sagde noget mig, at hvis vi faktisk arbejdede sammen, og hun slugte sin stolthed, kunne vi blive ret så fine venner. 

"Hvad mener du?" spurgte hun med undren tydeligt synlig i sine blå øjne. Lidt bag hende så Cameron lidt forvirret og utrygt på mig. Et sted dybt inde i mine tanker følte jeg skyld for at behandle ham sådan, men det var så afgjort ikke mine tanker, så jeg skubbede dem irriteret til side.

"Åh, jeg ved ikke, han er jo allerede ret god med knive, måske kan vi lære ham at rulle rundt, du ved ting andre hunde kan," sagde jeg med mit sædvanelige smil på læben. 

Méchanceté trak på smilebåndet lo lidt og skævede til Cameron med et tilfredst lettere hånligt glimt i øjnene. 

"Det ved jeg ikke, måske er han for dum," sagde hun i et muntert, men hånligt tonefald. 

"Måske har du ret, nu må han vise, hvad han kan på denne opgave, men kom  jeg vil gerne være noget et godt stykke inden solen står op, jeg er ikke så glad for solen, du ved," sagde jeg og gik raskt til henad den stenede vej med Méchanceté i hælene og Cameron lidt længere bagude.

Egentlig kom det et eller andet sted bag på mig, at jeg med en sådan sikkerhed kunne sige, at jeg ikke brød mig om solen. Havde jeg ikke kun været vampyr en nat? Altså jeg vidste godt, hvad legenderne sagde om vampyrer og sol, men jeg havde jo aldrig selv oplevet det og kunne derfor ikke være sikker. Alligevel sad der som et minde fra en drøm et sted bagerst i min hjerne en fuldstændig sikkerhed om, at solen ville brænde mig og, at jeg tilmed havde prøvet det. 

Et smertefuldt jag gik gennem mit hoved, og jeg lagde tankerne til side. Det var som om noget eller nogen afholdt mig fra at finde ud, hvad jeg egentlig var ved at påføre mig smerte hver gang, jeg nåede bare en smule tættere på sagens kerne.

"Eh, Adela, er du okay?" spurgte Méchanceté mere undrende end bekymret.

Jeg blinkede lidt og så smilende på hende.  

"Ja jeg har det fint, men hvis vi kunne finde noget blod, ville det så absolut være påskønnet," sagde jeg og ignorerede fuldstændig Cameron, der skar ansigt af ubehag ved tanken. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...