Godhed er et spørgsmål om perspektiv

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."
Sådan lyder en profeti som skyggerne har fremsagt. Men når profetien kræver at både den ukendte, som er for en hund at regne, onskabsfuldhedens engel, som er den mest irriterende dæmon det er muligt at opstøve, og den vandrende sjæl, som er en psykisk ustabil vampyr med indsigtens stemmer, skal sammenarbejde, kan det vidst kun gå galt...

17Likes
18Kommentarer
2390Visninger
AA

10. Kapitel 10 (Cameron)

Fedt. Nu ville jeg hverken kunne udtale ordet Angela, eller skændes med nogen indtil Mørkets Herre døde, eller Adela sagde jeg måtte. 

"Nå så det har vi? Vil du så venligst oplyse os mig om den, for jeg har ikke fået noget at vide!" udbrød Méchanceté. Adela vendte ryggen til hende og begyndte at gå videre. Jeg så Méchanceté række ud for at bremse hende igen, men jeg greb fat i hendes skuldre.

"Vil du ikke nok bare lade hende være?" spurgte jeg.

"Hvorfor? Du er måske bange for hende?" hvæsede hun.

"Ja," svarede jeg. "Det er jeg, men det er ikke derfor. Jeg ville ikke have noget imod at give mig til at stå at råbe ad dig, men som du ved, har vi fået at vide vi ikke må skændes. Jeg vil bare spørge dig om, du måske vil forsøge at sørge for, at jeg ikke ender med at "gå til helvede" for det er ikke en skovtur," sagde jeg roligt, selvom jeg gerne ville have hvæset ad hende i samme tonefald. Hun så ud til at tænke lidt over det.

"Nej. Lad være med at tale til mig, medmindre jeg taler til dig først," sagde hun, før hun vendte rundt og løb for at indhente Adela. Jeg stod lidt og stirrede efter dem, før jeg sukkede og gav mig til at følge efter dem. Det her så ud til at blive langt værre, end jeg havde regnet med.

"Hvad er det vi skal?" spurgte Méchanceté igen.

"Lad være med at stille dumme spørgsmål," svarede Adela. Jeg sukkede. Endnu en ting jeg ikke kunne. Jeg stivnede, da jeg hørte en lyd, der ikke hørte til her.

"Hvad er der, hund?" spurte Adela.

"Engel," mumlede jeg. Hvorfor havde hun egentligt spurgt? Måske på grund af Méchanceté.

"Jamen, så fjern den," sagde hun, som om vi snakkede om en tallerken, jeg havde sat på gulvet. Méchanceté kiggede nysgerrigt på mig. Jeg satte mig på huk og trak kniven op af min støvle. Jeg bed tænderne hårdt sammen. Det skulle bare overståes. Jo hurtigere, jo bedre. Pludselig så jeg Adela smile vanvittigt. Der var et eller andet galt. Jeg fortsatte forbi dem om bag et tomt hus. Synet, der mødte mig ville have fået mig til at stivne, hvis det ikke havde været for den ordre. Jeg kunne mærke to sæt øjne i nakken. Især Adelas gjorde sig bemærket. 

Foran mig sad en engel på knæ. Lænket til en pæl med armene bundet på ryggen. Han stirrede skrækslagen på mig.

"Nej!" udbrød han. "Nej, ikke Milakoen!" udbrød han. Jeg bed tænderne endnu hårdere sammen ved navnet. Så trådte jeg frem og skar halsen over på ham. Jeg hørte et overrasket gisp bag mig. Så sukkede jeg og tørrede blodet af kniven i en tot græs, hvorefter jeg stak den tilbage i støvlen.

"Det var godt, hund. Lad os se at komme videre. Kom, kom," sagde Adela, snurrede rundt og  styrede tilbage mod vejen. Jeg kørte en hånd gennem håret, sank en klump og sukkede, før jeg fulgte efter hende. Méchanceté stirrede lamslået på mig. Welcome to my world, tænkte jeg, før jeg gik forbi hende efter Adela. Noget sagde mig, at hun havde vidst alt om den engel. Måske havde hun oven i købet placeret ham der. Gud måtte vide hun var vanvittig nok til at gøre det. Jeg kunne bare ikke finde ud af hvad formålet var.

Méchanceté overhalede mig hurtigt og gik op på siden af Adela. Jeg rullede med øjnene. Méchanceté ville gerne være på samme plan som Adela, men lige meget hvor meget hun forsøgte, ville Adela altid være den, der bestemte. Hun kunne se ind i vores hoveder! Hvordan skulle nogen kunne holde autoritet over for det? Jeg sukkede og lavede en bevægelse med mit håndled, så en af mine kasteknive skød ned i hånden. Jeg kastede den op i luften og greb den med venstre hånd. Det var egentligt mest fordi jeg kedede mig. Så øvede jeg mig med knivene. Det var også et mægtigt godt tidsfordriv om natten. Jeg havde ikke brug for søvn på samme måde som andre. Faktisk var det fysisk umuligt for mig at sove. Jeg havde godt nok ingen mål at kaste efter, så det kunne jeg ikke træne. I stedet stak jeg kniven ind mellem tænderne, satte af og vendte hundrede og firs grader i luften, så jeg landede på mine hænder, hvorefter jeg så satte af igen og landede på mine fødder. En sådan handling havde egentlig ikke andet formål, end at overvælde modstanderen. Jeg gav slip på kniven og lod den dumpe ned i min hånd igen. Adela vendte sig om og kiggede på mig med et skævt smil. Så vendte hun sig om for at gå videre. Hvilket ikke generede mig et mindste. Jeg havde det meget bedre, når hun ikke kiggede på mig. Méchanceté kiggede uforstående på mig et øjeblik længere, før hun også vendte sig om. Jeg stak hurtigt kniven tilbage i ærmet på min jakke.

"Tror du man kan lære hunden nye tricks?" spurgte Adela pludseligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...