Godhed er et spørgsmål om perspektiv

"Mørket skal atter rejse sig mod lysets styre. Det gyldne, der på hovedet en krone bar, er blevet slukket ved en ukendt races hånd. Lyset brænder af vrede og starter en krig. Uskyldigt så vel som skyldigt blod skal flyde. Tre skal ud på en lang vandring drage...en vandring for at slukke lysets magt for tid og evighed. Den ukendte, ondskabsfuldhedens engel og den vandrende sjæl skal til dette benyttes."
Sådan lyder en profeti som skyggerne har fremsagt. Men når profetien kræver at både den ukendte, som er for en hund at regne, onskabsfuldhedens engel, som er den mest irriterende dæmon det er muligt at opstøve, og den vandrende sjæl, som er en psykisk ustabil vampyr med indsigtens stemmer, skal sammenarbejde, kan det vidst kun gå galt...

17Likes
18Kommentarer
2365Visninger
AA

1. Kapitel 1 (Cameron)

Jeg havde ikke helt styr på, hvad der egentligt foregik. Ud over en masse larm. Mest ting, der væltede og ruder, der blev knust, men også skrig, børnegråd og den underlige knasende lyd af min hoveddør, der blev banket i stykker af en træstamme. Jeg sukkede irriteret og lagde min bog fra mig. Hvorfor kunne jeg ikke få lov at læse den færdig? Jeg rejste mig og gik hen til trappen, hvor jeg roligt satte mig på det øverste trin. Tre menneskelignende væsner kiggede sig omkring for foden af min trappe. Det var svært at fastslå hvad de helt præcist var ovenfra.

"Hvor?" spurgte den ene. De tre andre vendte sig mod ham, men jeg bestemte mig for at gøre opmærksom på mig selv, før de kunne nå at svare.

"Det kommer an på, hvad du leder efter," sagde jeg. Tre par øjne svingede i min retning, og jeg blev øjeblikkeligt ramt af påtvungen ærefrygt. Engle. Jeg mærkede en knude a frygt samle sig i min mave, men jeg sørgede for, at det ikke kunne ses.

"Dig," svarede de i munden på hinanden. Ups. Ikke godt.

"Nå, jamen så har I jo fundet mig. Tillykke. Jeg håber en eller anden giver jer en præmie, for jeg er løbet tør," sagde jeg uden at flytte mig fra min ligegyldige stilling. Deres ansigtstræk skiftede hurtigt til en meget vred grimasse. Samtidigt. Det var faktisk en lille smule uhyggeligt. De gav sig synkront til at gå op ad trappen. Nu var jeg meget glad for, at mit hus havde højt til loftet. Faktisk var der fire meter fra gulvet til loftet. Jeg rejste mig og svang mig ud fra gelænderet. Det fire meter frie fald generede mig ikke. Jeg landede på benene og løb ud i køkkenet. Så havde jeg i det mindste "forsøgt" at flygte.

Det tog ikke trioen lang tid at får synkroniseret sig hen til køkkenet og gribe fat i mine arme.

"Nu har vi dig!" hvæsede de i munden på hinanden. Godt de sagde "vi". Jeg var ikke sikker på jeg havde kunnet holde det ud, hvis de havde sagt "jeg" i munden på hinanden.

"Hjælp, hjælp. I har mig. Hvad skal jeg dog gøre?" spurgte jeg fuldstændig uengageret. De grinede alle sammen triumferende. Hold op hvor var de hjernedøde. Engle var soldater, intet andet. De lavest rangerede af dem, havde ganske enkelt ikke brug for intelligens til at finde ud af hvad de skulle gøre, det fik de at vide andetsteds.

Det tog dem heller ikke lang tid at ligge mig i lænker og slæbe mig afsted mod alfernes slot. De overvejede slet ikke, at jeg kunne være bevæbnet. Jeg kunne have stukket dem ned seksogtyve gange, før vi ankom. De trak mig ud midt på slotspladsen, og vi blev hurtigt omringet af flere engle. Og så stod vi der, mens de ventede på ordre.

"Hvor mange knive rente han så rundt med i dag?" Jeg vendte mig hurtigt mod stemmen. Endnu en engel. En engel, som elskede wienerbrød, en vinsort kaldet Rioja og var utrolig dygtig med et sværd. En engel, der hed Mitchel.

"Øh..." mumlede trioen samtidigt. Okay, det var ikke kun uhyggeligt, det var også klamt. Kunne de ikke gøre noget asynkront? Hvad mon der skete, hvis man stak den ene ned? Ville de andre så også bare smide sig på jorden?

Mitchel beordrede hurtigt trioen til at gennemsøge mig for de fem knive, han vidste jeg altid bar. Det tog dem ikke lang tid at finde mine tre kasteknive og min større kniv, som jeg brugte til nærkamp. Efter lidt tid gav de op. De kunne ikke finde den sidste kniv, som jeg var blevet så god til at skjule. Den kniv, jeg brugte til at "skaffe nogen afvejen". Jeg kunne skære halsen over på nogen i en sal fyldt med væsener og så være langt væk, når det endeligt blev opdaget. Jeg var ikke selv den største fan af mord, men Mørkets Herre havde, ved at redde mit liv, bundet mig til sig. Det skal lige siges, at han havde reddet mig fra sig selv, men det galt åbenbart alligevel. Jeg kunne ikke gøre andet end at adlyde. Men hvis jeg gennemførte denne opgave, ville han sætte mig fri. Det krævede bare den kniv.

"Der er kun fire," sagde de i munden på hinanden. Mitchel fnøs irriteret, gik rundt om mig en gang, satte sig på hug og trak den slanke, velsignede kniv op ad min støvle. Kniven var af en meget sjælden sølvart, der ud over ikke at veje særligt meget, kunne slå alt ihjel. Hvis det var mig, der brugte den. Ellers var den cirka ligeså farlig som en smørekniv. Den var tredive centimeter lang, men kun to centimeter bred,  på det bredeste punkt. 

Jeg var rent ind i Mitchel et par gange før. Ud over at være englenes leder, var han også meget intelligent. På trods af det, var det lykkedes mig at slippe væk fra ham et par gange, hvilket desværre kun havde fået ham til at blive endnu mere opsat på at fange mig. Hans tilstedeværelse ville gøre det hele meget sværere.

Mitchel viftede triumferende kniven foran mit hoved.

"Den beholder jeg," sagde han.

"Du regner måske med at smøre en masse rundstykker?" spurgte jeg. Han smilede.

"Din humor er ikke blevet et hak bedre," svarede han. "Jeg har skam tænkt mig at finde ud af, om den kan slå sådan en som dig ihjel, hvis jeg holder den. Du vil nok håbe den kan."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...