Mit liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 maj 2014
  • Opdateret: 25 maj 2014
  • Status: Igang
Dette er en rigtig historie. Jeg skriver i denne historie om mit liv, lige så langt tilbage som jeg kan huske.

0Likes
0Kommentarer
106Visninger
AA

1. Det hele startede..

Det første jeg sådan rigtigt kan huske fra mit liv, er på min 5 års fødselsdag. Jeg går i byen(ved godt det måske er lidt tidligt at gå selv), jeg går sådan lidt for mig selv, og der er en mand der følger efter mig. Jeg bliver lidt bange, så jeg sætter farten op, men han gør det samme. Han haler ind på mig, og jeg vender mig om, og han tager fat i mig, og slæber mig med ind i en gyde. Han begår et seksuelt overgreb på mig, men jeg turde ikke sige det til nogen, så med tiden glemte jeg hans ansigt, og jeg fortalte stadig ingen om det der var sket.

Jeg blev igen, da jeg var 7 år gammel, slæbt med ind i en gyde og blev igen udsat for et seksuelt overgreb. men ligesom da jeg var 5 år, turde jeg ikke sige det til nogen, så det forblev en ting jeg holdte for mig selv. Jeg kunne tit blive pisse sur og ked af det, fordi jeg havde holdt så mange ting for mig selv. Så en dag blev det for meget, jeg blev så sur over, at der ikke var nogen der så hvor ked af det jeg var, så jeg praktisk taget smadrede min fod i alt jeg gik forbi, jeg smadrede 2 stole og et bord, jeg slog min bedsteveninde, fordi hun ikke havde lagt mærke til noget. 

Skolen valgte at lade være med at sige noget til det, og de kaldte det en fase. En fase jeg skulle igennem, for at kunne klare mig ordentligt.

Jeg begyndte at skrive digte, digte om hvor meget jeg hadede alt og alle, men jeg skrev det med pæne ord, så dem der ikke kendte mig ordentligt ikke ville vide, hvad jeg rigtig skrev om. Men de blev værre og værre, jeg skrev mine digte mere og mere tydelige, og det eneste jeg ville have var, at folk så, hvordan jeg rigtig havde det. Men der var stadig ingen der så det. Det gjorde mig endnu mere frustreret.

Da jeg som 12-årig gik i 6. klasse, begyndte jeg at gøre skade på mig selv. Jeg begyndte at hade mig selv endnu mere, end jeg nogensinde havde gjort før. Jeg begyndte at slå på mig selv, give mig selv blå mærker over hele kroppen, og jeg skar i mig selv. Nogle gange røg jeg mig skæv eller drak mig stiv, bare for at komme af med smerten, bare for at glemme den. Og det lykkedes mig også, ud over det faktum, at jeg blev afhængig af begge dele.

Jeg har boet i plejefamilie siden jeg var 1 år gammel, og det har været det rene helvede. Jeg hader det, og ville ønske jeg kunne bo hjemme ved min far. Min mor har en psykisk sygdom, og hun kan ikke holde til at skulle have ansvaret for andre end hende selv. Og lige nu, lige nu er min far indlagt på hospitalet med dårlige lunger.

Jåde hash'en og alkoholen er jeg næsten sluppet af med, men jeg savner det. Jeg havde aldrig regnet med at blive afhængig af det, men det blev jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...