Cry In Hell

*Dette er toeren til Trouble in Hell*
Af alle de ting Charlie gerne ville som syttenårig var det at blive gravid ikke en af dem. Og især ikke med Harry Styles fra One Direction. Forvirret og alene må Charlie finde ud af havd hun skal gøre med barnet, men to ting er sikre: Hun skal ikke beholde det og Harry må ikke finde ud af det...

35Likes
27Kommentarer
4477Visninger
AA

23. Eleanor...So what do we do?

Efter en lang flyvetur var jeg endelig ankommet til hotellet i Portland, Maine. Jeg fandt min computer og skypede Perrie og Sophia. Zayn, Liam, Louis og Niall havde lagt mærke til Harry havde haft det rigtig svært, så de havde fået lokket mig, Sophia og Perrie til at prøve at finde hende eller i det mindste bare finde ud af hvor hun boede. Vi havde aftalt at jeg skulle prøve at lede rundt omkring i Maine, mens de ledte på internettet efter informationer hjemme i England.

Efter at have prøvet at ringe et par gange, svarede de endelig. Først Sophia på hendes computer og derefter tog den Perrie den.

"Hey," sagde vi.

"Så skal vi komme i gang?" spurgte jeg.

"Ja, lad os det," sagde Sophia. "Hvordan skal vi begynde?"

"Okay hvad ved vi om hende?" sagde jeg.

"Vi ved, at hun hedder Charlie, hun bor i Maine og hendes forældre forsvandt for 12 år siden," sagde Perrie.

"Flot, Perrie," sagde jeg og rystede på hovedet.

"Hvad skal vi bruge de informationer til?" spurgte Sophia.

"Vi kunne søge på forsvundne mennesker i Maine inden for de sidste 12 år," foreslog Perrie. "Der må stå nogen informationer om dem, og hvis vi er heldige kan der stå noget om deres familie og børn, og helt ærlig hvor mange har en datter ved navn Charlie?"

"Det er en god ide, og hvis vi ikke finder noget kan Eleanor prøve at gå ned på et avis hovedkontor og spørge dernede," sagde Sophia.

"Lad os give det et forsøg," sagde jeg og gik ind på Google. Jeg gættede på at Sophia og Perrie gjorde det samme. Efter et par timer, hvor det eneste vi rigtig sagde var: "Hey jeg tror jeg har fundet noget. Nej, vent lige meget," fandt Perrie endelig noget.

"Jeg har fundet en artikel, hvor der  bliver omtalt en lille pige ved navn Charlie med et billede, og det kunne godt ligne hende, hvis jeg skulle gætte på hvordan Charlie ville se ud uden al den sorte  øjenmake up," sagde hun.

"Kan du læse højt for mig?" spurgte jeg.

"Jo, selvfølgelig," sagde hun og begyndte at læse. "Natten mellem den fjerde og den femte april forsvandt Isabella Hansen og Stefan Church fra en fest sammen Harbour Street 11 i byen Hollybroke, Maine. Hansen og Church blev sidst set køre ud af staten i en sort Ford 900 omkring kl 2 om morgenen d. 5, og da politiet spurgte de andre festgæster hvornår parret gik, fik de svaret at parret meget atypisk forlod festen kl 11. Ifølge politiet er der ingen tegn på kidnapning, men formoder at parrets forsvinding har noget at gøre med de tre andre forsvindinger der er forgået de sidste seks måneder og politiet formoder at der er en kidnapper på spil.

Man leder i øjeblikket efter et ungt par i starten af tyverne. Isabella Hansen har langt krøllet brunt hår og brune øjne. Hun har et par vinger tatoveret på lænden og ankelkæde tatoveret med bogstaverne C, F og S. Hun er 170 cm, beskrives som at være slank men ikke veltrænet og blev sidst set i en glitrende sølvkjole og et par sølv stiletter.
Stefan Church har kort bronzefarvet hår og grønne øjne. Han er cirka 190 cm høj og beskrives som at være veltrænet. Han blev sidst set i en hvid skjorte i en hvid skjorte, sorte jeans og sorte dr. martens.

Parret har sammen datteren Charlie på fire, og Isabella har fra et tidligere forhold sønnen, Frankie, på otte. Begge børn bor i øjeblikket hos Stefans forældre og der vil blive taget til stilling til hvad der skal ske med børnene hvis forældrene ikke bliver fundet inden for en måned," læste Perrie. "Der står ikke mere," sukkede hun efter nogen sekunder.

"Hvor fandt du det?" spurgte jeg.

"På hjemmesiden til avisen Maine News," sagde hun. "Det staves M-A-I-N-E N-E-W-S."

"Okay," sagde jeg og søgte på. Jeg fandt hjemmesiden. Ude i den højre side var der en sektion der kun handlede om Charlie og hendes familie. De fleste omhandlede historier om folk der troede de havde set hendes forældre, men efter at have læst to artikler der stort set sagde det samme sprang jeg dem alle sammen over. Den første der havde noget værdi var to år gammel, og den omhandlede 10 års jubilæet for hendes forældres forsvinden. Charlie var på rådhuset med hvad jeg gættede på var hendes bedsteforældre. Hun modtog en medalje for tapperhed, for at have holdt ud så længe i søgen efter hendes familie.

"Det er egentlig først n det slår en hvordan det må være at have været Charlie de sidste 12 år," sagde Sophia stille. "Men man kan alligevel ikke helt forstå det. Det ser ud som om hun har været nyhedens interesse de sidste 12 år fordi hendes forældre forsvandt."

"Jeg har virkelig ondt af hende," mumlede Perrie. "Der var en artikel da hun blev færdig med junior high, da hendes storebror dimiterede fra high school. Hver gang der er sket en stor begivenhed."

"Det er nok også det mest spændende der nogensinde er sket i den stat," sagde jeg. "Der kan umuligt ske meget i så lille en stat her."

"Det har du nok ret i Eleanor," sagde Sophia. "Så hvad er planen?"

"I morgen lokal tid tager jeg ned til Maine News hovedkvarter og stiller dem nogle spørgsmål og forhåbentlig vil jeg få nogle svar, og så kontakter jeg jer når jeg ved mere," sagde jeg.

"Fint med mig," sagde Perrie, og bagefter sagde Sophia at der også var fint med hende. Vi lagde på og jeg lagde mig på sengen og tænkte på hvor ondt jeg virkelig havde af Charlie.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...