Cry In Hell

*Dette er toeren til Trouble in Hell*
Af alle de ting Charlie gerne ville som syttenårig var det at blive gravid ikke en af dem. Og især ikke med Harry Styles fra One Direction. Forvirret og alene må Charlie finde ud af havd hun skal gøre med barnet, men to ting er sikre: Hun skal ikke beholde det og Harry må ikke finde ud af det...

35Likes
27Kommentarer
4453Visninger
AA

32. Charlie...Second Chance

Jeg stod stille i et øjeblik inden jeg fulgte efter ham. Ude på gangen stoppede jeg op foran vinduet og kiggede ud mod indkørslen. Harry gik rundt derude. Det så ikke positivt ud. Louis var også kommet derud. Jeg skyndte mig ned af trappen.

"Charlie?" kaldte Esme. Dammit kvinde ikke nu! "Charlie, hvad sker der?" spurgte hun. Hun havde stillet sig i dørkarmen med Liam bagved hende.

"Han ved," sagde jeg. Esme nikkede en enkelt. Hun forstod.

"Ved hvad?" spurgte Liam og  vendte sig mod Esme. Jeg fortsatte ud foran.

"Harry kan vi ikke snakke om det?" spurgte jeg ude foran an. Begge drenge kiggede på mig.

"Snakke om det? Ligesom vi snakkede om det sidste gang?" spurgte Harry.

"Snakke om hvad?" spurgte Louis og kiggede frem og tilbage mellem mig og Harry.

"Hun var gravid!" råbte han. "Hun var gravid med vores barn og hun fortalte mig det ikke engang!"

"Du er gravid?" Louis kiggede på mig i forbavselse.

"Harry gider du ikke at dæmpe dig?" spurgte jeg.

"Hvorfor? Hvorfor er du så bange for at nogen finder ud af det?" råbte han.

"Du fatter det ikke gør du?" spurgte jeg. "Du har ingen anelse om hvordan det er kun at være kendt for en andens fejl."

"Jeg lader jer to tale i fred," sagde Louis og gik ind i huset.

"Undskyld jeg slog dig i går aftes," sagde jeg til Louis inden han gik ind. Han nikkede, men sagde ikke noget. "Jeg ved ikke noget om Holmes Chapel andet end at du kommer derfra og at det er en lille by. Og jeg ved ikke hvordan det er at leve i en lille by i England, men i USA kender alle hinanden. Og når alle kender hinanden så slipper man aldrig for det ens rygte. Og hele mit liv har jeg været hende hvis mor var blevet gravid som teenager. Og hvis mormor blev gravid som teenager. Tror du ikke jeg har hørt hvad folk har hvisket om mig? Hvad de forventer af mig?"

"Hvad er du prøver at fortælle?" spurgte Harry.

"Alle forventer at jeg bliver gravid som teenager. Og hele mit liv har jeg gjort alt for at undgå at ende som min mor. Så hvordan tror du det var for mig da jeg opdagede det?" spurgte jeg.

"Du kunne have fortalt mig det," sagde han og kiggede ned i jorden.

"Hvordan?" spurgte jeg. Jeg satte mig på trappe trinet og lagde hovedet i mine hænder. "Jeg ville ikke kunne klare blikkene," mumlede jeg, mens jeg så småt begyndte at græde. Jeg kunne høre træet knirke ved siden af mig. Han lagde en arm om mig og pressede mig ind til ham

"Undskyld," sagde Harry. Jeg lagde hovedet mod hans skulder. Det føltes godt.

"Jeg tænker hele tiden på det. Og nu kan jeg sagtens se andre muligheder, men det eneste jeg kunne tænke på var at ingen måtte vide det," sagde jeg.

"Undskyld," gentog han.

"Nej, du havde ret til at være sur," sagde jeg. "Jeg skulle have fortalt dig det. Du havde ret til at vide det."

"Må jeg spørge om noget?" spurgte Harry.

"Ja," sagde jeg og tørrede mine øjne.

"Kan du ikke fortælle mig hvad der skete?" spurgte han og han og kiggede på mig. "Det hele? Please?"

Jeg var stille et øjeblik. Og så begyndte jeg at fortælle. Jeg var fortalte alt fra det øjeblik jeg opdagede det på McDonalds i London til nu.

"Du råbte af en gammel dame, der prøvede at hjælpe dig?" spurgte han med et smil.

"Det var ikke med vilje!" svarede jeg.

"Det er så meget dig," smilede han inden jeg fortsatte.

Det var rart bare at sidde her og snakke med Harry. Jeg havde savnet ham. Meget mere end jeg havde gået og troet.

"Det er rart at sidde her," sagde jeg.

"Ja," sagde han og kyssede mig. Og jeg kyssede ham igen.

"Ikke på min grund," råbte Esme og vi trak os væk fra hinanden. Jeg rødmede.

"Velkommen til 'jeg bor stadig hjemme' livet," sagde jeg.

"Jeg tænkte på en ting," startede han.

"Ja?" spurgte jeg.

"Hvornår starter du i skole igen?" spurgte han.

"Først den 25 august," sagde jeg.

"Vil du med mig på turne?" spurgte han.

Den havde jeg ikke set komme. "Tror du jeg får lov?" spurgte jeg.

"Der er ansvarlige voksne med. Nogen skal jo holde øje med os."

"Tror du jeg er velkommen?"

"For mig er du," sagde han. "Og hvis du hentyder til Louis så er det lige meget."

"Betyder det at jeg skal se en masse One Direction koncerter?" spurgte jeg.

"Ja," sagde han og så pludselig lidt nervøs ud.

"Betyder det så at jeg får en chance til?" spurgte jeg. Han smilede.

"Ja," sagde han.

"Så siger jeg ja tak, men jeg skal stadig have lov af John og Esme," sagde jeg.

"Det er ligemeget," sagde han og kyssede mig. "Jeg elsker dig," sagde han.

"Jeg elsker også dig," sagde jeg og var lykkelig over endelig at være sammen igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...