Cry In Hell

*Dette er toeren til Trouble in Hell*
Af alle de ting Charlie gerne ville som syttenårig var det at blive gravid ikke en af dem. Og især ikke med Harry Styles fra One Direction. Forvirret og alene må Charlie finde ud af havd hun skal gøre med barnet, men to ting er sikre: Hun skal ikke beholde det og Harry må ikke finde ud af det...

35Likes
27Kommentarer
4472Visninger
AA

31. Charlie...Not yet

Jeg vågnede med den største hovedpine nogensinde. Oh god den var værre end den morgen jeg mødte Harry. Og den havde fandme været slem. Minderne fra aftenen før begyndte at dukke op i min hjerne.

"Shit mumlede jeg og tog mig til hovedet. "Årh fuck."

Jeg rejste mig og kiggede mig i spejlet. Jeg lignede lort. Jeg fjernede makeuppen og lagde noget nyt. Håret fik jeg tilsidst også redt ud.

Jeg tog en crop top med Galaxy print og et par sorte hullede skinny jeans. Så nuppede jeg nogle højhælede støvler som jeg havde købt sidste år og tog dem på.

Jeg tog min taske og gik neden under. Ude på gangen kunne jeg høre stemmer. Først troede jeg bare det var John og Esme men som jeg kom nærmere kunne jeg høre at der var flere end to og de tre andre var alle britiske. Liam, Louis og Harry. Shit tænkte jeg.

Jeg overvejede at snige ud men jeg skulle forbi køkkenet og stuen og med fem par øjne der holdte øje med mig ville det være umuligt. Og desuden skulle jeg bare blive ved med at undgå mine problemer for evigt? No Way jeg ville ende mere sindssyg end jeg allerede var. Mit hjerte bankede og jeg kunne mærke hvordan mine håndflader blev helt svedige.

"Charlie?" er det dig hørte jeg pludselig Esmee kalde. Nu havde jeg intet andet valg end at gå derind.

"Ja," svarede jeg og gik derud. De kiggede alle på mig.

"Du er oppe meget tidligere end jeg havde regnet med," sagde hun.

"Øhm, ja, hvad laver de egentlig her?" spurgte jeg og lænede mig mod dørkarmen.

"De kom og afleverede dig i går aftes," svarede hun. "Og da jeg opdagede at klokken var 2 om natten kunne jeg ikke lade dem køre hjem." Typisk Esme, tænkte jeg.

"Hvor er John?" spurgte jeg.

"Han er til et møde," sagde hun. Selvfølgelig.

Louis og Liam kiggede på hinanden, mens de spiste morgenmad. Harry kiggede ind i væggen. Eller det så i hvert fald sådan ud.

"Harry?" sagde jeg og kiggede over på ham. "Kan vi snakke sammen?"

Han nikkede og rejste sig op. Jeg begyndte at gå op mod mit værelse. Han fulgte efter. Vi sagde ikke et ord til hinanden på vej op af trappen. Også da vi kom ind på værelset var der akavet tavshed. Harry sad på min seng med ryggen til mig, mens jeg satte mig på stolen ved skrivebordet. Jeg kiggede over på Harry.

"Hvorfor?" sagde han til sidst. Jeg kiggede ned på mine hænder.  "Hvorfor?" gentog han og kiggede endelig på mig. Øje til øje.

"Der skete noget," sagde jeg.

"Hvad skete?" spurgte han. "Synes du ikke at det mindste du kan give mig er et svar?" Han rejste sig op og begyndte at gå rundt indtil han stillede sig midt i rummet overfor for mig.

"Hvad vil du gerne vide?" spurgte jeg. Nok det mest provokerende svar jeg kunne give.

"Hvorfor stak du lige pludselig af fra London?" startede han. Jeg vidste at der var mere. "Hvorfor efterlod du kun en seddel? Hvorfor svarede du mig aldrig? Hvorfor går du rundt med den halskæde jeg gav dig når du siger jeg ikke betyder noget for dig? Hvorfor sagde du at jeg ikke betyder noget for dig, når sidst vi talte sammen, sagde du at du også elskede mig? Hvorfor har du den ring på og hvem er den fra? Hvem er Jace? Og hvorfor er der et billede fra en ultralydsscanning?"

"Ringen fik jeg i går aftes af min far, som en undskyldning for dengang de stak af fra mig og min bror og for at tage af sted igen," sagde jeg. Jeg kunne se på ham at han ikke havde set den komme.

"Det er jeg ked af," sagde han og kiggede ned i gulvet.

"Det skal du ikke være, det var ikke din skyld," sagde jeg. Nu havde jeg også rejst mig op. "Jeg efterlod en seddel, fordi jeg syntes du fortjente mere end at jeg bare forsvandt uden et ord. Jeg svarede aldrig på dine beskeder fordi det ville gøre alt for ondt på mig at have en samtale og jeg ville ikke kunne give dig nogen svar på sms. Jeg går med din halskæde fordi jeg elsker dig. Jeg sagde det jeg gjorde i går fordi jeg var fuld og fordi jeg vidste det var det der skulle til for at du ville lade mig være i fred. Fordi jeg vidste at jeg kunne se dig igen uden at bryde sammen." Jeg holdte en pause inden jeg fortsatte. Jeg kunne se hvordan mine svar forvirrede ham.

"Og hvem er Jace? Og hvad med det billede? Og hvorfor stak du af?" spurgte han.

"Hvordan kender du til Jace?" spurgte jeg og udskød det uundgåelige.

"Jeg så din tatovering i går aftes," svarede han. Mit blik gik ned på armen hvor tatoveringen var. "Hvem er han?"

Det var nu.

"Jace er...var min baby," rettede jeg mig selv. "Det billede du referere til er af ham."

"Hvad mener du med var?" spurgte han og kiggede forvirret på mig.

 "For to uger siden fik jeg en abort," sagde jeg. Han kneb øjnene sammen.

"Hvad?" sagde han. Nu kom den rigtig svære.

"Jeg tog hjem fra London fordi jeg vidste at vi to ikke kunne have et par sammen," sagde jeg.

"Hvad sagde du?" spurgte han og kiggede på mig i en blanding af vrede og frustration.

"Jace er...var vores barn," sagde jeg og kiggede ham i øjnene.

Han sagde ikke noget før han styrtede ud af værelset hurtigere end vinden selv...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...