Cry In Hell

*Dette er toeren til Trouble in Hell*
Af alle de ting Charlie gerne ville som syttenårig var det at blive gravid ikke en af dem. Og især ikke med Harry Styles fra One Direction. Forvirret og alene må Charlie finde ud af havd hun skal gøre med barnet, men to ting er sikre: Hun skal ikke beholde det og Harry må ikke finde ud af det...

35Likes
27Kommentarer
4579Visninger
AA

18. Charlie... It's time

Weekenden var gået rigtig hurtigt. Jeg havde stadig formået at undgå at drikke foran de andre. Hvordan var jeg ikke helt sikker på for normalt var jeg en af dem der drak sig mest fuld. Men det var alligevel lykkedes.

Det var mandag og jeg sad i lægens venteværelse. Mit hjerte bankede. Det var i dag jeg skulle få en abort. Og ærlig talt så var jeg ved at flippe ud. Det var den bedste beslutning det vidste jeg godt, men det gjorde det ikke ligefrem sjovere at sidde og vente. Hvad ville Harry mon ikke tænke? Ville han have kunnet lide navnet Jace? Hvad ville han have kaldt barnet?

"Du ved, i flyet på vej hjem fra London, ik?" mumlede jeg til Bella.

"Ja hvad der?"

"Så kom jeg til at tænke på babynavne."

"Hvad kom du frem til?" smilede min mor.

"Jace," sagde jeg.

"Hvad hvis det er en pige?"

"Det føles bare ikke som om det er en pige. Når jeg tænker på den kan jeg kun se en dreng," sagde jeg.

"Sådan var det også med dig og Frankie, jeg kunne se jer som en pige og en dreng. Det var det der føltes mest naturligt," fortalte hun.

"Må jeg spørge dig om noget?" spurgte jeg tøvende.

"Ja, selvfølgelig."

"Hvordan var det for dig dengang dig og far var på min alder? Altså hvordan oplevede du det?"

"Da jeg var 17, syntes mormor at det ville være godt for mig hvis jeg flyttede op til min far i lidt tid. Din morfar og jeg var aldrig rigtig tætte og det syntes mormor var ærgeligt. Så på den første skole dag på gymnasiet, mødte jeg din far. Og det startede med at vi hang ud sammen i skolen. Stefan var den populære fodbold spiller, og jeg var hende den underlige med et barn som sytten årig, hvilket bestemt ikke gjorde mig populær. Faktisk gjorde det mig til en stor outsider. Og så hjalp det nok heller ikke at jeg var en udefrakommende. Men ja, din far og jeg endte med at sidde sammen i engelsk og biologi, hvor vi ville sidde og lave sjov med hinanden. Så en dag helt ud af det blå spurgte han mig om jeg ville på date med ham. Jeg sagde ja, måske lidt af overraskelse og så også af at jeg fået et lille crush. Så vi tog på den date og så tog vi på en til og alt det der og så til sidst var vi blevet kærester," fortalte hun.

"Men det er ikke alt," sagde jeg.

"Nej," var hendes svar.

"Hvad skete der?" pressede jeg på.

"Efter vi havde været sammen i et par måneden, gik vi seng sammen uden beskyttelse. Det var den eneste gang vi gjorde det i den omgang. Så lige pludselig et par uger senere meldte han at han skulle hen på en eller anden fancy kostskole, hvor hans forældre havde meldt ham ind. Da jeg spurgte hvad det ville betyde for vores forhold, sagde han, at han ikke var i interesseret i et langdistance forhold, og at det var slut mellem os. Derefter spurgte jeg hvornår han tog afsted og han sagde den næste dag.
Dagen efter rejste han uden at sig farvel. Det knuste mit hjerte. Nogen dage efter opdagede jeg at jeg var gravid med dig, og meget imod min fars ønsker valgte jeg at beholde dig. Frankie glædede sig til at blive storebror, og efterhånden som tiden gik begyndte din morfar også at glæde sig. Det samme med din mormor, og de lovede begge to at hjælpe til så meget som muligt. Jeg fik ekstra vagter på mit arbejde og jeg følte mig virkelig klar til det. Og min bedsteven dengang havde også lovet at hjælpe til. Det så alt sammen rigtig lyst ud. På det tidspunkt valgte dine bedsteforældre dog at ignorere mig og lade som om de ikke havde noget som helst med dig at gøre. Så dagen før du blev født, tog min ven og jeg ned i supermarkedet, hvor der kom en kvinde hvis mand havde været hende utro, og hun mente at den bedste metode ville være at gå ind og skyde ham. Men han løb ind på kontoret og hun tog os som gidsler, og efter noget tid begyndte hun at skyde rundt i loftet, men min far - som var i politiet - troede at hun skød mod os så han kastede sig ind i butikken, og af bar forskrækkelse skød hun ham, og så kom de andre betjente ind og fik hende anholdt, og vi fik lov til at komme ud i friheden, men jeg blev kørt til hospitalet sammen med min far og min ven, for mine veer var gået i gang, og ja, når nogen bliver skudt så skal de jo på hospitalet. Min far blev lagt i en kort koma, og jeg kom ind på fødselsstuen. På det tidspunkt var klokken 5 om eftermiddagen, og ni timer senere kl. 2 den næste dag var du blevet født."

"Tog min fødsel virkelig ni timer?" spurgte jeg.

"Der er nogen fødsler der kan tage tre gange så lang tid hvis ikke mere."

"Hvordan fandt min far egentlig ud af at du havde fået mig?" spurgte jeg.

"Mens han var væk på kostskole, havde vi ikke haft så meget som en samtale, så han vidste ikke noget om dig. Da han så kom hjem, så han mig på den anden side af gaden, med dig på armen. Det måtte have været noget af et chok for ham. Han kom i hvert fald hen og spurgte, om det var min baby. Da jeg svarede ja, spurgte hvem der var far til det, hvilket jeg fortalte ham var ham, og så spurgte han rimelig dumt, om han var faren, hvor jeg nikkede og han så gik i den modsatte retning. Senere på dagen kom han hjem til mig og gav mig et kæmpe kys og sagde han gerne ville være en del af dit liv, og at til efteråret ville han blive i Hollybroke og hjælpe mig med det hele. Og vi fik det til at fungere. Før du blev født havde vi begge to dimitteret fra high school og din far fik et job og dine bedsteforældre hjalp med at passe dig og Frankie, og din far flyttede ind i det hus hvor vi boede, og vi endte med at være en lille og vi kunne virkelig få det hele til at fungere."

"Ja, jeg kan godt huske noget af det, men kun lige det inden i stak af," sagde jeg. "Må jeg spørge om noget?"

"Lige hvad du vil."

"Jeg undrede mig bare over, hvem er det der holder morfar i live i den der koma?" spurgte jeg.

"Senere den dag du blev født, kom en af min fars kollegaer ind og sagde de alle sammen gerne ville betale for at holde ham i live, hvis han en dag skulle vågne op."

"Må jeg spørge om noget andet?"

Hun nikkede stille. Jeg gættede på at det gjorde ondt at tænke på hendes far, lidt på samme måde som det gjorde ondt for mig at tænke på Harry.

"Jeg ved godt at jeg er opkaldt efter din far, og jeg kan godt regne grunden ud, men jeg har bare altid undret mig, hvis morfar ikke var endt i en koma, hvad skulle jeg så have heddet?"

Hun smilede lidt ved mit spørgsmål.

"Enten Eleanor eller Sigrid. Det er et dansk navn, der betyder sejr eller smuk," fortalte hun.

Jeg kunne godt lide de navne, især Sigrid.

"Charlie Hansen, de er klar til dig," kaldte en sygeplejerske. Min samtale med min mor havde fået mig til at glemme mine nerver og mit pumpende hjerte, men nu hvor det rent faktisk skulle ske, kom det hele tilbage med det samme.

"Er du okay?" spurgte min mor.

"Ja," nikkede jeg og fulgte efter sygeplejersken.

"Okay søde, du skal tage den her på og putte håret i det her hårnet," sagde sygeplejersken i et andet rum, og gav mig et hårnet og sådan en hospitalskåbe, som jeg tog på og smed håret op i.

"Jeg er klar," sagde jeg til hende.

"Så skal du lægge dig op på båren og du vil derefter blive kørt ind til operationsstuen," sagde hun hvorefter jeg lagde mig op på den, og jeg blev kørt ind. Lægen fortalte mig om hvad der skulle til at ske, selvom jeg allerede vidste det. Så gav han mig en bedøvelse og inden det hele blev sort, hviskede jeg stille: "Farvel, Jace," og så var jeg væk,

 

 

A/N:

Undskyld, undskyld, undskyld at der ikke er komet noget i et stykke tid, men jeg har bare haft virkelig travlt med årsprøver og fødselsdag og arbejde, men nu hvor det næsten er sommerferie, lover jeg at der vil komme meget mere

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...