Cry In Hell

*Dette er toeren til Trouble in Hell*
Af alle de ting Charlie gerne ville som syttenårig var det at blive gravid ikke en af dem. Og især ikke med Harry Styles fra One Direction. Forvirret og alene må Charlie finde ud af havd hun skal gøre med barnet, men to ting er sikre: Hun skal ikke beholde det og Harry må ikke finde ud af det...

35Likes
27Kommentarer
4483Visninger
AA

27. Charlie... don't go

Efter hvad der føltes som en evighed var koncerten færdig og jeg kunne tage hjem skifte og gøre det jeg rigtig havde villet i aften. Tage til fest hos Steffi. Sjovt nok hed han rigtig Stefan med han kunne godt lide jeg kaldte ham Steffi så det gjorde. Da jeg kom hjem prøvede jeg st skynde mig forbi John og Esme og det lykkedes næsten men de hørte mig desværre.

"Charlie? Er det dig?" spurgte Esme. Jeg dukkede og lig ind i stuen til dem.

"Ja," sagde jeg og gik ind i stuen. John og Esme var der og også Stefan og Bella. "Hey," sagde jeg lidt forvirret.

"Hey," sagde de. De så en eller anden film som jeg ikke kunne genkende.

"Var det en god koncert?" spurgte Bella.

Jeg trak på det.

Stefan rømmede på sig. "Charlie må jeg lige snakke med dig?" sagde han.

Normalt ville jeg have sagt nej men i de sidste to uger havde vi ikke haft så meget som en samtale sammen. Han havde hilst på mig og sagt farvel og det var det så jeg havde ikke ventet at han ville have en samtale med mig.

"Ja," sagde jeg og gik ud i gangen ved trappen der var langt nok væk til at de ikke ville kunne høre os. Jeg havde på fornemmelsen at det var en privat samtale han ville have.

"Jeg ved godt at vi ikke har snakket så meget sammen i de sidste to uger," begyndte han.

"Vi har ikke snakket så meget sammen i de sidste tolv år," sagde jeg.

"Jeg ved det godt, og jeg ved godt at der ikke er noget jeg kan høre for at ændre på det." Han hev en lille æske frem af inderlommen på hans jakke. Han sad og drejede den mens han snakkede. "Der har sikkert været mange gange du har ønsket jeg var der. Til din 8th graduation hvor jeg burde have filmet og taget billeder. Da du var lille og havde mareridt. Den første gang du fik dit hjerte knust og jeg skulle have siddet og sagt at alle drenge bare var nogle fjolser.

Første gang jeg så dig var du kun et par uger gammel. Jeg var lige blevet færdig med high school og jeg var indskrevet til at starte på Brown til efteråret. Jeg havde været ude at rejse i Europa med nogen af dem jeg gik i skole med, mens din mor havde været hjemme og måtte arbejde hårdt for at kunne tage sig af dig og din bror. Hun havde ikke nogen mulighed for at tage på college, og hun ville ihvertfald ikke komme ind på noget godt et. Alle de pengene hun tjente blev brugt på dig og din bror. Da jeg opdagede hvad der var sket, ja, jeg tror aldrig nogensinde jeg har haft det så dårligt med mig selv. Jeg tog hjem til mine forældre og spurgte om de vidste noget om dig. De sagde de regnede med at din mor havde fundet en anden som havde gjordt hende gravid. Da jeg fortalte hende at det var mit barn, kiggede de noget så chokoret på mig. Det havde de ikke troet jeg kunne finde på. Som om vi havde planlagt at det skulle ske. Ikke ondt ment," sagde han. "Jeg droppede universitet for at kunne hjælpe din mor. Jeg håbede at din mor ville tilgive mig for at have svigtet hende." Han kiggede ned på æsken som han stadig sad og legede med. "Jeg ved ikke hvor meget din mor har fortalt dig, men for et par år siden, da din bror var omtrent din alder, så tog vi ned og for at se hvordan han havde det. Han havde godt og vel den samme reaktion som du havde. Han var vred og til at starte ville han heller ikke snakke med os. Din mormor fortalte os din bror ikke havde grædt siden han blev adskilt fra dig, men den aften, så kunne hun høre ham græde helt til klokken 4 om morgenen."

"Hvorfor fortæller du mig alt det her?" spurgte jeg, mens en helt masse andre spørgsmål for gennem mit hoved. Vidste Frankie at de var i live? Hvorfor havde han ikke sagt noget?

"Jeg spurgte din mor om jeg ikke måtte være den der sagde farvel til dig. Jeg var der ikke dengang du blev født og jeg var der heller ikke til de fleste fødselsdage. Eller til jul."

"Hvad mener du med farvel?" spurgte jeg.

"Både din mor og jeg ved at selvom vi elsker jer rigtig højt, så kan vi ikke tager os af jer. Det har de sidste tre uger vist mig. Vi ved ikke hvordan vi skal gøre det. Der er ikke nogen guidebog til at være forælder. Da vi besøgte din bror sagde din mor farvel, og jeg ville gerne have at det var mig med dig. Din mor siger at du ikke vil vide hvad der skete dengang, og jeg vil heller ikke tvinge dig til at høre det. Men hvis du en dag gerne ville vide hvorfor, så har John og Esme mit nummer, og du kan bare ringe, lige meget hvad der er."

"Stefan er du ved at være klar?" kunne jeg pludselig høre Bella sige. Nej, du må ikke gå endnu, tænkte. Ikke endnu. Du er lige kommet hjem. 

"Ja, bare giv mig to minutter," sagde han og jeg kunne se Bella tage sin jakke på.

"Okay," sagde hun og gik ind i stuen igen. 

"Jeg købte den her til dig for en uge siden. Jeg har sørget for at størrelsen passer. Her," sagde han og gav mig æsken. "Pas godt på dig selv og husk at du altid kan ringe lige meget hvad," tilføjede han og rejste sig. "Jeg er klar," råbte han til Bella. Tavst kiggede jeg ned på æsken, indtil det slog mig hvad der foregik. De tog mig afsted igen. De forlod mig igen. Nej, jeg har lige fået jer tilbage, tænkte jeg. Esme kiggede på mig med våde øjne. 

"Nej, nej," råbte jeg og kastede mig efter dem. John tog fat i mig, mens jeg prøvede at kæmpe mig fri. "Nej, I må ikke gå," græd jeg. 

"Rolig puttegøj." Det havde John ikke kaldt siden jeg var 10.

Bella kiggede medfølende på mig. Mens jeg græd i Johns arme kig de ud af døren. Esme nikkede som for at sige at vi skulle gå ud og nikke. Men det kunne jeg ikke. Bare det her gjorde alt for ondt. Jeg vred ud af Johns arme og løb op på den etage hvor mit værelse var. Vi boede i et hus med tre etager, hvilket jeg syntes var overdrevet i forhold til vi kun var tre. Jeg kiggede ud på indkørslen. "I må ikke gå," hviskede jeg og lagde hånden mod vinduet, mens jeg græd endnu mere.

 

____________

 

 

"Hvordan har du det, Charlie?" spurgte Esme. Hun stod i døren til mit værelse og jeg lå på sengen.

"Hvorfor?" spurgte jeg, mens jeg lå med dynen rundt om mig og ødelagt øjenmakeup. 

"Jeg ved det ikke," snøftede Esme. "Jeg ville også helst have at de var blevet her."

"Han sagde at de også havde været nede hos Frankie for nogen år siden. Hvorfor har han ikke fortalt mig noget om det?" spurgte jeg.

"Jeg ved det ikke, skatter," sagde hun og kom hen og lagde armen om mig. "Men vi finder ud af det. Ligesom vi gjorde sidste gang. Vi fandt ud af det, ik?"

Men alting blev ødelagt, tænkte jeg. "Please don't go," hviskede jeg.

"Det har jeg heller ikke tænkt mig," hviskede hun mod mit hår. "Er der noget du har lyst?" spurgte hun og prøvede at lyde venlig. "Lige meget hvad du har lyst til så gør vi det, ik?"

"Vil du blive sur, hvis jeg sagde at jeg har brug for mine venner i aften?" spurgte jeg.

"Nej slet ikke," sagde hun og tog fat mit ansigt så jeg var tvunget til at kigge hende i øjnene. Men ikke på nogen dårlig måde. "Kom. Lade os få fixet dig op," sagde hun og tog mig med ind på hendes badeværelse. At hun hjalp mig med at lægge makeup og få det hele fixet lyder måske ikke af meget, men for mig var det.

 "Se hvor fin du er," sagde hun og jeg kiggede mig selv i spejlet. Jeg havde fået nogen flotte sorte smokey eyes og så havde hun lagt en rød læbestift på mig. 

"Tak," sagde jeg.

"Så smut du ind og tag noget fint tøj på," sagde hun og jeg fandt en ternet rød kjole og et par sorte Jeffrey Campbell sko frem og tog det på. Den halskæde jeg havde fået af Harry havde jeg stadig på og den ville jeg ikke tage af.Jeg tog en gammel kors ring på og et armbånd hvor der stod Wrists Are For Bracelets. Så tog jeg det mest essentielle fra min store taske og lagde det ned i en clutch hvor der stod Parental Advisory: Explicit Lyrics, som lignede de der klistermærker man kunne komme på nogen albums. Inden jeg gik ud af døren tog jeg et kig på æsken som min far havde givet mig. Det stak i mit hjerte at tænke på ham og det var derfor jeg havde brug for at tage til den fest og drikke mig fuld. Så jeg kunne glemme det hele. Jeg rakte ud efter æsken og jeg kunne mærke velouren der var rundt om den. Ligesom æsken fra Harry. Jeg åbnede den med rystende hænder. Nede i den lå nok noget nær den smukkeste ring jeg længe havde set. Jeg var ikke sikker på om det var sølv eller hvidguld, og næsten hele vejen rundt var den dækket af små diamanter og på var der tre store. Den passede perfekt, og jeg besluttede mig for at beholde den på. 

"Tak," mumlede jeg og kunne mærke en enkelt tåre på vej ned af min kind som jeg hurtigt tørrede væk. 

 

 

A/N:

Argh, hvor har jeg bare ondt af Charlie. Jeg var så tæt på at græde for hende mens jeg skrev og det var kun fordi jeg er hos min farmor og farfar og jeg har svært ved at græde, at jeg ikke gjorde det, ellers havde jeg helt sikkert tudbrølet. Forresten hvis I vil se det outfit som Charlie har på til festen og også ringen som hun får af Stefan så er der link lige her:

http://www.polyvore.com/cgi/set?id=123511106

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...