Aqua

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 okt. 2015
  • Opdateret: 14 maj 2014
  • Status: Igang
Da Jennifer, på en helt normal lørdag, går sin sædvanlige morgentur, som hun har gået lige siden hendes mors død, og falder i havet, åbner hun døren til en helt ny verden.
Bølgerne bærer hende blidt af sted, mens sensommersolens stråler varmer hendes kind, og i få sekunder er verden mild og varm.
Men denne glæde vare ikke længe:
Snart vil hun blive nødt til at overgive sig til strømmen, som flår hende længere ud end horisonten strækker sig. Den underligt berusende stemning og de uhyggeligt mørke silhouetter, der hele tiden bevæger sig under hende, planter frygten i hendes krop, gnavende og ubarmhjertig. Dybt nede i det uendelige mørke.

1Likes
2Kommentarer
197Visninger

1. kap.

*

Morgensolens rav gyldne stråler, badede mine nøgne arme. Den lune morgenbrise fik mit sorte hår til blafrende at falde som et vandfald ned over mine sommer brune skuldre. Varmen bredte sig i min krop. Startede helt inde, og fortsatte så ud i fingerspidserne. 
Jeg var halvvejs på morgenturen nu. Far, Charlie, min storrebror, der, irriterende nok, var tre år ældre end jeg,og så Emily, min søster på fire år, havde sovet da jeg gik. Normalt ville Charlie havde været oppe, men natten forinden havde der været fest, og han var først kommet sent hjem... meget sent.
Typisk enogtyveårige.
Så da jeg for en halv time siden gik forbi hans værelse, sov han så tungt, at hvis jeg så havde væltet sengen, og skreget at mor havde lagt et billede ud på instagram af hans babynumse, var han sovet videre. 
Nogle gange kom jeg til at vække Emily. Og så er det ikke tit, at morgenturen bliver til noget. 
Men i dag var gået nemt, og jeg var næsten ved vandet. 
Lugten af saltvand strømmede ind, og killede mine næsebor, og fik mig til at tage en dyb indåning, lade den sprede sig rundt i kroppen. Jeg åbnede øjnene igen, og kiggede ud i horisonten. 
Rundt om mig begyndte den lille langt-ude-på-landet by jeg var vokset op i, at have sin ende. Til alle sider spredte de falmende marker sig, som et tæppe af noget blødt, nærmest som for at dække over noget. Rundt omkring stod ensomme træer, med en farve, der tydede på, at sommeren var ved at have sin ende. Ikke mange marker derfra kunne det dyblå hav ses, som for at fuldende det drømmende syn.
Og som i trance, fortsatte jeg min vandring ud i det fri. 
Frihed. Ja.
Langsomt som jeg nærmede mig havet, forvandledes den blide sensommer brise sig til en stærkere vind. Gav mig en trang til at... til at gøre noget vildt. Noget overilet.
Jeg begyndte at løbe.
Græsstrående killede mine ankler, opbakkede min glæde. Den boblende klump af rendyrket glæde, der groede som en magisk bønnestage, op over skyerne.
Jeg satte farten op. Blæsten blafrede i mit hår, kastede det fra side til side.
Det var som om, at jeg hvert sekundt det skulle være, kunne lette fra jordens overflade, og flyve. flyve som en tennisboldt, som de vilde gæs, der susede et sted langt over mig. 
Jeg var FRI.
"Frihed!" Råbte jeg, da jeg endelig nåede stranden. Ud over det åbne. 
Jeg stoppede, lagde hænderne på knæende og hev efter luft i hårde gisp. Først da jeg havde fået vejret, kiggede jeg op. Som en havørn spejder over sit teritorium, kastede jeg blikket ud over havet. Himlens kongeblå farve spejlede sig i vandet, og blide bølger vuggede ind over det hvide sand.
Da jeg havde kigget mig mæt, vendte jeg langsomt blikket til venstre. Den vakelvorne 
 
 


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...