Say Something ~ Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 maj 2014
  • Opdateret: 18 maj 2014
  • Status: Igang
Dette oneshot handler om sygdom og kærlighed, og om hvordan det føles at miste nogen, man elsker. Jeg håber, at i kan lide det :)!

*Er med i "En Flænge i Himlen"-konkurrencen, hvor jeg har valgt mulighed nr. 3*

1Likes
2Kommentarer
453Visninger

2. Oneshot

 

Tanken om, at vi alle sammen har en, som vi passer helt perfekt sammen derude et eller andet sted, er både smuk, men samtidig også trist. For hvad er chancen for, at man finder lige præcis den person, som man eftersigende hører sammen med? Jeg mener, personen kan jo være hvor som helst. Det ville være som at famle sig frem i blinde i et hav af uægte diamanter i forsøget på at finde den ene ægte diamant.

Jeg har aldrig troet på den slags. At der virkelig er en derude, som man matcher perfekt med. Men selvfølgelig er perfekt også intetsigende. Man siger jo, at modsætninger drages mod hinanden, hvilket vel også er ret tydeligt i nogle parforhold. Men forskellighed er ikke dårligt. Det er det, der gør os hver især til noget helt særligt.

Men hvad ved jeg også om alt sådan noget? Jeg var bare en almindelig pige på 17 år, der engang håbede på, at fremtiden udformede sig, som jeg ønskede mig. Et godt job, en lille familie, masser af muligheder. Men det er utroligt, som en lille ting kan ændre alle de planer og forventninger, man havde for fremtiden.

Det er denne ”lille” ting, der nu har ført mig hertil. I et kridhvidt værelse der skulle forestille at gøre det hele bedre. Men det gjorde det ikke. Og nu vil det aldrig kunne nå at gøre det. Håbet var det eneste, der virkelig holdt mig oppe, men nu da det er forsvundet ud i den blå luft, har jeg intet tilbage at klamre mig til. Bortset fra den varme hånd i min, der ikke vil komme til at være der meget længere.

Jeg koncentrerer mig om de regelmæssige bib fra maskinerne ved siden af mig. Bibbene bliver akkompagneret af næsten uhørlige vejrtrækninger fra hospitalsengen. Så længe de begge forbliver sådan, har jeg stadig en illusion om, at alt nok skal blive godt igen. For det vil det blive på et tidspunkt, ikke? Jeg synker en klump ved tanken om det nedladende svar fra min endnu velfungerende hjerne.

Mit blik falder på de nu meget tørre læber, der tilhører den person, jeg elsker mere end noget andet. Mindet om de blide berøringer fra netop den mund får en enkelt tåre til at falde ned fra min kind. Jeg vil aldrig nogensinde mærke dem besvare mine kærlighedsfyldte kys igen. Jeg vil aldrig mærke deres lette tryk på min pande igen eller høre stemmen, der prøver at bilde mig ind, at det hele nok skal gå.

Jeg klemmer hånden, der stadigt bliver koldere og mere fjern i håbet om at mærke et tryk, bare et lillebitte et. Men der kommer intet. Jeg slår hurtigt en hånd for munden for at dæmpe et hulk, da minderne igen trækker i mig. Med et opsluger de mig fuldstændigt og tvinger mig til at give slip.

Vi løber lykkeligt omkring på den smukke og livlige eng, hvis lange græsstrå blidt tager fat i os, da vi hurtigt passerer dem. Jeg løber med alt, hvad jeg har i mig, men beslutter mig så for at sænke farten, da jeg blot længes efter at mærke hans arme om mig. Det varer ikke længe, før jeg mærker dem om mig, og jeg udbryder et tilfredst og lykkeligt hvin, da han lægger læberne mod min hals.

Han besvarer min lykkerus ved at le ind mod min hud. Jeg gyser af velbehag og prøver at vende mig mod ham, men bliver stoppet af hans arme, der drillende griber hårdere fat om mine tynde arme. Forsigtigt læner jeg hovedet bagover, så det hviler på en af hans brede skuldre. Derefter drejer jeg hovedet og efterligner ham ved at kysse ham blidt på halsen, hvilket jeg får hans opmærksomhed af.

”Jeg er forelsket i dig.” hvisker han lavt til mig. Jeg lukker øjnene og mærker et lykkeligt smil brede sig i mit ansigt. Jeg kan ikke tro, at han lige sagde det. En varm følelse breder sig i mig, og jeg ved, at jeg også er forelsket i ham, selv om jeg ikke har været i stand til at indrømme det over for mig selv.

”Jeg er også forelsket i dig.” hvisker jeg blidt tilbage og vender langsomt blikket mod ham.
Hans smukke, lysegrønne øjne borer sig ind i mine, og jeg taber helt pusten ved synet af dem. Han har tryllebundet mig endnu engang med sine fantastiske og sommerlige øjne. Han ved, at han har mig i sin magt og planter derfor et længselsfuldt kys på min mund. Jeg er ikke længere i tvivl om, hvad vi føler for hinanden. Jeg kan ikke forhindre et lavt støn i at undslippe mine læber, da han trækker kysset længere ud. Da han til sidst trækker sig tilbage, prøver jeg desperat at fange hans læber igen, men han er blevet drilsk igen.

Han vender mig hurtigt rundt og blinker derefter legesygt til mig. Jeg kan ikke holde et lille smil tilbage, da han pludselig griber fat om mine hofter. Jeg læner mig mod hans læber i den tro, at det er, hvad han har i tankerne, men i stedet løfter han mig op. Et udbrød undslipper mine læber, da han begynder at dreje mig rundt i luften. Men den lune aftensol og den blide sommervind får mig langsomt til at slappe af.  Jeg lader armene og hovedet falde tilbage for at nyde luftens kærtegn på min hud. Jeg har fuld tillid til, at hvis jeg nogensinde falder, vil han altid være der til at gribe mig.

Flere salte tårer rammer mine kinder ved mindet om den dag. Det var lige inden, alt begyndte at ramle sammen for os. De desperationskvalmende venteværelser, samtalerne hos lægerne, de lange nætter på hospitalet, forsikringerne om at alt nok skulle gå. Det hele blev en del af vores hverdag.

Jeg sætter albuerne mod mine knæ og griber mit hoved med hænderne, mens jeg desperat prøver at kontrollere min hivende vejrtrækning. Jeg havde troet på det hele. At alt nok skulle blive godt. At vi ville have en fantastisk fremtid sammen med en lykkelig familie og succesfulde ambitioner. Jeg havde troet på det hele lige siden den dag, jeg så hans ansigt for første gang.

Jeg står bag disken og kategoriserer opmærksomt de mange forskellige typer blomster. Det er blot endnu en dag i blomsterhandleren med lange timer i selskab med alle de farverige blomster og optimistiske kunder. Men alligevel er det, som om jeg kan mærke en ændring i luften. Som om at alt vil ændre sige denne dag. Jeg ryster på hovedet af mig selv over min latterlige tankegang og vender tilbage til arbejdet.

Da dørklokken lyder, løfter jeg hovedet for at gennemgå den sædvanlige rutine, når der kommer en kunde ind ad døren. Men ordene når aldrig ud over mine læber. Det lyder totalt kliché-agtigt, men det føles, som om tiden går i stå, da hans blik griber ud efter mit. Jeg ved med det samme, at jeg aldrig nogensinde vil være i stand til at glemme de fantastiske og indtrængende lysegrønne øjne.

Vi står begge ude af stand til at sige noget. En følelse rør mit hjerte. En følelse af at jeg aldrig nogensinde må lade denne fyr forlade mig. Han er den første, der tager initiativet til at bevæge sig igen. Men alligevel viger hans blik ikke fra mit. Målrettet går han hen mod disken og rynker eftertænksomt brynene, da han får et nærmere kig på mit ansigt.

Jeg rødmer ufrivilligt, da jeg godt ved, at jeg ikke ser ud af noget særligt. Tanken får mig til at kigge ned. Hvor dum har jeg lov til at være? Jeg kan ikke bare tro, at en eller anden tilfældig fyr, der kommer ind ad døren, bare falder øjeblikkeligt for mig. Det er ikke en eller anden tåbelig kærlighedsroman. Det er ikke en eller anden kærlighed ved første blik-scene, hvor man falder pladask for hinanden efter nogle få minutter.

Pludselig mærker jeg nogle tøvende fingre tage fat om mit håndled for at få min opmærksomhed. Jeg kigger hurtigt op og får det et fantastisk tiltrækkende skævt smil til gengæld. Jeg taber åndedrættet endnu engang og formaner mig selv om ikke at blive fortryllet af en eller anden fremmed hjerteknuser. Så tager han en af de smukke røde roser fra en af bunkerne og rækker den til mig. Jeg ser spørgende på ham.

”Jeg ved godt, at den ikke kan komme i nærheden af din skønhed.” hvisker han intimt. Derefter ryster han på hovedet af sig selv. ”Undskyld. Det lød sikkert utrolig kikset.” siger han undskyldende med et genert smil.

I det øjeblik er jeg sikker på, at jeg står med et fjoget smil, der ikke vil være til at kunne tørres af igen. Det er da noget af det sødeste en fyr nogensinde har sagt til mig, og så står han der og undskylder. Han har ladet blikket glide ned på gulvet, da jeg forsigtigt griber fat i hans hånd. Flovt rødmer jeg, da det går op for mig, hvad jeg lige har gjort. Men da jeg prøver at trække hånden tilbage, griber han fat i den igen.

Hans skæve smil er tilbage, da han kigger på mig igen. Denne gang får han et lille, genert smil til gengæld. Min anden hånd lukker sig langsomt om rosen, mens min hjerne koldt og logisk fortæller mig, at jeg da er for tåbelig, hvis jeg tror, at dette kommer til at føre til noget. Men samtidig hvisker mit hjerte til mig, at jeg skal holde godt fast og aldrig give slip.

Et smil har sneget sig ind på mine læber, da jeg vender tilbage til virkeligheden. Jeg kigger ud af vinduerne, hvor regnen bliver ved med at sile ned i lårtykke stråler. Jeg gyser ved tanken om, hvordan mit liv ville være, hvis han aldrig var kommet ind ad døren den dag. Men samtidig kan jeg ikke slippe tanken om, at jeg så ikke ville blive ladt alene tilbage med intet andet end et knust hjerte og smertefulde minder om lykkeligere tider.

Stille ryster jeg på hovedet af mig selv. Nej. Jeg vil ikke ønske at glemme alt om ham. Jeg vil ikke ønske at glemme alle vores lykkelige og hjertevarme stunder. Det ville være ligesom at miste en endnu større del af mig selv end den, der i forvejen er ved at blive taget fra mig. Det ville blot gøre endnu mere ondt, selv om det føles som om, at der ikke er noget, der kan være værre end det, jeg skal til at gå i gennem.

Jeg rynker mine øjenbryn og bliver ved med at stirre ud i intetheden. Men måske tager de alle sammen fejl? Måske kan han stadig nå at blive rask? Måske har vi stadig en fremtid sammen? Måske er der stadig… håb? Jeg nikker bestemt på hovedet, og et lille smil finder igen vej til mine læber. Der er stadig håb. Det vil der være, så længe hans hjerte stadig slår.

Med et sæt bliver jeg revet tilbage til virkeligheden af en skinger alarm. Forskrækket ser jeg hen på maskinerne ved hospitalssengen, hvor lyden uden tvivl kommer fra. Da går det op for mig, at der ikke længere kommer bib fra maskinen, men at den blot viser en lang og ubevægelig grøn streg på skærmen. Det føles som om, at jeg har fået en knytnæve i maven, da folk i hvide kitler strømmer panisk ind ad døren.

Mens de arbejder henne ved sengen, står jeg helt ubevægelig. En sygeplejerske står og taler til mig, men jeg hører intet, ser intet. Intet andet end mit eget hjerteslag eksisterer. Mit hjerte prøver at benægte, hvad der er sket, mens min hjerne hånligt tvinger mig til at forstå. Han er væk.

Et desperat skrig undslipper fra mit inderste, da jeg falder sammen på gulvet. Sygeplejersken prøver at få mig til at falde ned, men jeg ignorerer hende. Jeg føler ikke andet end mit eget hjerte, der langsomt brister for til sidst at gå itu. Det er ikke virkeligt! Det er ikke virkeligt! Jeg prøver at overbevise mig selv, men beviserne er alt for håndgribelige.

Efter nogle minutter træder lægerne tilbage fra sengen. De ser alt for opgivende ud. Jeg kommer på benene og skubber mig forbi dem. Synet, der møder mig, vil for evigt være ætset ind i min hjerne. Han ligger der. Helt stille og fredfyldt. Det ser næsten ud, som om han sover. Jeg griner lidt for mig selv. Det var bare falsk alarm. Han er okay. Han sover bare.

Men så lægger jeg mærke til hans blege ansigt og den manglende vejrtrækning. Jeg holder vejret, da jeg tager fat i hans hånd. Den er ved at blive kold. Jeg trækker hurtigt min hånd tilbage, som om jeg har fået stød. Han er væk. Han er væk for evigt. Min hjerne og mit hjerte bliver ved med at håne mig og tvinger mig nærmest til at bryde sammen.

Jeg prøver at tage mig sammen, men tårerne er ikke til at stoppe. De flyder hurtigt over i mine øjne og laver et vandfald ned ad begge mine kinder. Desperat tørrer jeg dem væk, mens små klynk slipper ud af min mund. Jeg mærker sygeplejersken prøve at få mig ud, men jeg stritter imod og vrister mig fri.

”Jeg har brug for et øjeblik.” siger jeg grådkvalt med en næppe hørbar stemme. Men sygeplejersken kigger bare på mig med et trist blik og gener derefter lægerne ud. Jeg gad vide, hvor mange gange hun har prøvet det her? At se folk gå i opløsning over deres kæres død?

Jeg tager en dyb indånding, da jeg atter vender mig mod sengen. Jeg har lyst til bare at blive ved med at udskyde dette øjeblik. For jeg ved, hvad det betyder. Det betyder, at jeg siger helt farvel. For evigt. Efter jeg har forladt denne hospitalsstue, vil jeg ikke kunne skjule sandheden for mig selv længere.

Forsigtigt nærmer jeg mig sengen med langsomme og velovervejede skridt. Tårerne drypper stadig ned ad mit ansigt og slører derfor mit syn betydeligt. Da jeg står ved sengen, tager jeg endnu en dyb indånding og tørrer mine øjne. Det er det samme syn, der møder mig. Intet tegn på vejrtrækning og en hud, der er ualmindeligt bleg.

Jeg griber hans ene hånd og forventer nærmest et tryk og nogle blide ord ved min berøring. Men der kommer intet. Jeg placerer forsigtigt mine hænder på begge sider af hans hoved og trykker blidt mine læber mod hans en sidste gang. Det bliver ikke besvaret. Jeg holder et hulk tilbage og rykker mit hoved hen til hans ene øre.

”Jeg elsker dig. Det må du aldrig glemme.” hvisker jeg grådkvalt og tager igen fat i hans hånd for at finde styrke til at sige det. Det tilbageholdte hulk undslipper alligevel, og tårer rammer hans ansigt. Nu ved jeg, at jeg uden tvivl elsker ham. Sorgen over de usagte ord borer sig ind i mit hjerte. For hvad er pointen med at sige det nu, hvor han ikke længere kan høre mig? Jeg tager et sidste kig på hans smukke ansigt og sørger for at indprente det hele i min hukommelse. Så læner jeg mig tilbage med en pinefuld bevægelse og rejser mig.

Jeg får øje på buketten med røde roser på det hvide hospitalsbord, og uden nærmere eftertanke griber jeg den smukkeste af dem. Jeg stirrer på den, hvilket blot fremkalder flere tårer, der lander blidt på rosenbladene. De skinner nærmest som diamanter på rosen. Jeg ved, at min sorg ikke vil komme til at ændre mig. Den vil blot løfte sløret for mit sande jeg.

Jeg placerer rosen i hans ene hånd og lægger den på hans mave. Nu har jeg endelig fået givet ham hans rose. Selv om den ikke kan komme i nærheden af hans skønhed. Jeg smækker hånden for munden for at tvinge de mange hulk tilbage. Nu bliver jeg nødt til at leve et liv uden ham, selv om jeg ikke har lyst til det. Men jeg ved, at han ville have ønsket, at jeg skulle leve mit liv. Jeg vil love at holde det løfte som et symbol på min kærlighed til ham.

Jeg bakker langsomt hen mod døren og føler mig selv blive mindre og mindre for hvert skridt. Jeg kan tydeligt mærke, at han har taget en stor del af mit hjerte med sig, da jeg kommer tættere og tættere på døren. Jeg husker hans ord om, at der ikke kan være glæde uden sorg. Nu må jeg til at indse, at livet er hårdt, men at man altid kan komme videre. Nu må jeg være stærk. Nu må jeg… give slip. Jeg kaster et sidste blik over skulderen, inden jeg åbner døren.

”Jeg giver aldrig slip. Ikke rigtigt…” 

Smerten river i mit hjerte, da jeg langsomt lukker den kolde dør bag mig. Den nægter simpelthen at slippe sit solide og faste greb i mig og tvinger dermed mit hjerte ind i sorgens uigennemtrængelige grav. Men sådan er det med smerte. Den vil mærkes...  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...