Da han ændrede mit liv

Dette er mit bidrag til konkurrencen 'En flænge i himlen', Jeg har valgt at skrive om at være ung og om at have kræft(valgmulighed nr. 2). Hovedpersonen, Viva, på kun 15 år, får konstateret kræft. Det er en stor opbremsning i hendes liv, og hun tror at hun ikke har nogen grund til at leve mere, Det er ikke en almindelig historie om en kræftramt person, men a den vil måske få jer til at se hvad kræft endelig gør. Den er kort, men tror godt i kan fange meningen. Dette er min første Movella.

3Likes
0Kommentarer
241Visninger
AA

3. Hvad sker der?

Da jeg vågner, ved jeg ikke rigtig hvor jeg er henne, indtil jeg ser at Johan sidder på sengekanten, han ser lidt bekymret ud. Vi er tilbage på hans værelse. "Hvordan går det?" spørger han da han ser at jeg er vågen. "Sådan okay. Hvad skete der?" Det sidste jeg husker er at vi sad udenfor og holdte i hånd. Jeg ligger i hans seng, det er lidt underligt. Der dufter dejligt, sådan lidt af Johan. Det får mig til at tænke på den der følelse af frihed, når man kører i bilen med vinduerne rullet ned.  Så begynder han at forklare, at jeg skulle skifte beholder, men at jeg lige pludselig bare besvimede. Han var åbenbart gået helt i panik, og havde fundet min mobil, og så ringet til min mor, som straks var kommet og putte min beholder på igen, der var åbenbart et eller andet galt med den. Han sagde også at det var heldigt, at min mor havde kommet så hurtigt. Jeg kunne have risikeret, at komme på sygehuset, og der er jeg ærligt talt glad for, at Johan ikke skulle se mig, der med slanger, og ligbleg hud.. Nu gik det jo lige så godt. Derefter havde min mor kørt os hjem til Johan igen, og sagde at det nok var bedst hvis han blev hos mig, så jeg ikke ville blive for virret. Det er jeg endelig glad for at hun sagde, så jeg ikke skal høre på min mors hundrede spørgsmål, om hvordan jeg har det, hvad der skete, hvad jeg kan huske osv.

Det er dejligt at vågne og vide at Johan sidder lige ved siden af mig. "Hvor har du sovet?" spørger jeg, og kigger ned på gulvet hvor tæppet ligger fra i går. Havde han virkelig sovet på gulvet. "Nede på gulvet." "Har i ikke en sofa eller et eller andet?" Jeg syntes at det var lidt mærkeligt. "jo," siger han, "men jeg vidste ikke hvornår du ville vågen såh." det var faktisk lidt sødt. Jeg ved ikke rigtig om han bare syntes det er synd for mig, eller om han rent faktisk kan li' mig. "Min mor har lavet morgenmad til dig, vent lidt." han går ud, og kommer derefter tilbage, med en tallerken i hånden, og et glas mælk. På tallerknen ligger det en lille bolle og en lille portion røræg. Jeg har ikke rigtig lyst til at spise foran Johan, så han kan se hvor dårligt jeg får det. Men så siger han: "Din mor har sagt at du skal spise lidt." Det er jo selvfølgelig rigtig nok, og jeg prøver at få lidt ned. Men min hals snørrer sig sammen og jeg vil ikke have at han ser mig sådan her. "Hvor er toilettet?" spørger jeg så, lidt kejtet. Han viser mig hen til deres lille toilet, jeg kaster lidt vand i hovedet, og laver nogle vejrtrækningsøvelser, jeg har fået af lægen. Jeg ved ikke rigtig hvad de skal hjælpe, da jeg jo alligevel, får ilt fra beholderen. Da jeg kommer tilbage i sengen Spørger Johan hvad jeg vil lave i dag. Jeg bliver lidt overrasket. Jeg troede at jeg skulle hjem igen, men han vil gerne være sammen med mig. Jeg svarer at det ved jeg ikke. Han tænker lidt, hvorefter han tager tæppet nede på gulvet og spreder det ud. Han rækker ud efter min hånd, "vi blev jo ikke rigtig færdige i går." Jeg kan mærke varmen stige op i kinderne, tænk at det her virkelig sker. Jeg har ganske vist set mig og Johan sammen for mig, men tænk at det rent faktisk sker. Jeg sætter mig ned ved siden af ham, stadigvæk med min hånd i hans. Han kigger på mig. Jeg betragter hans ansigt. Hans øjne bølger ind over mig, som havets blå. Hans smilehuller vises, da jeg ser hans fine fyldige læber. Jeg får en trang til at kysse ham. Men så slår den tanke mig at det aldrig ville gå. Jeg er bare ikke egnet til at være kæreste. Jeg ved ikke hvornår jeg er hjemme eller på sygehuset, om det er godt eller dårligt, jeg kan  hvert øjeblik. Jeg trækker mit blik fra ham. Han ser straks min mine, og siger så: "Er der noget galt?" Jeg tøver lidt. "nej, slet ikke… Det er bare, at jeg nyder at sidde her med dig." Hans ansigt lyser helt op. "Er det rigtig, jeg har de…" begyndte han, men jeg afbrød ham. "Det går bare ikke." Hans ansigt bliver nu helt mørk, og jeg får et stik af dårlig samvittighed. gennem maven. Hvad skal jeg nu sige? "Du behøver ikke sige noget," siger han så, "jeg forstår godt du ikke gider være sammen med sådan en som mig." Men det var jo ikke det jeg mente. "Jeg er også sådan en idiot, at jeg ikke har sagt noget til dig før." Det var jo endelig rigtig nok, hvis vi havde turde sige noget til hinanden før, ville det nok ikke være så svært nu, men sådan var det ikke, og selvom det havde, ville det stadig være vært. Men jeg ville stadig være sammen med ham. Det ligner måske bare en helt almindelig teenageforelskelse. Men jeg kan virkelig ikke forestille mit et liv uden ham. Hvis altså man kan kalde det her et liv. Tænk at følelser kan komme så hurtigt og voldsomt. Jeg giver hans hånd et klem, før jeg slipper den. Jeg ringer efter min mor, som derefter kommer og henter mig. Der kører en masse tanker rundt i mit hoved, hvad nu hvis jeg ikke havde sagt noget? Ville vi så have kysset nu? Er han forelsket i mig? Min tanker farer rundt, da min mor bryder ind. "Jeg ringede til sygehuset. De vil have vi skal komme på tirsdag, og få tjek på de beholdere." Igen skal kræften komme i vejen, får mine tanker, og hvis det var så vigtigt, hvorfor kunne vi så ikke bare kører der over nu? Tirsdag er tre dage væk. Jeg er ikke den typiske, 'lad mig kæmpe mod kræften' type, som man altid hører om, i de der kræft shows i fjernsynet. Jeg ville bare ønske at det kunne gå væk af sig selv. At jeg kunne falde i søvn, og derefter vågne, og tænke at det her aldrig var sket. Jeg kunne være sammen med Johan. Finde nogle veninder. Og vise mig frem, på den måde, som er rigtig for mig. Men sådan er det ikke. Og sådan vil det aldrig komme til at blive. Da jeg kommer hjem, går jeg direkte i seng.

Jeg falder i søvn.Jeg vågner ikke igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...