Da han ændrede mit liv

Dette er mit bidrag til konkurrencen 'En flænge i himlen', Jeg har valgt at skrive om at være ung og om at have kræft(valgmulighed nr. 2). Hovedpersonen, Viva, på kun 15 år, får konstateret kræft. Det er en stor opbremsning i hendes liv, og hun tror at hun ikke har nogen grund til at leve mere, Det er ikke en almindelig historie om en kræftramt person, men a den vil måske få jer til at se hvad kræft endelig gør. Den er kort, men tror godt i kan fange meningen. Dette er min første Movella.

3Likes
0Kommentarer
239Visninger
AA

2. Ham der bankede

Min mor er på arbejde, og jeg er alene hjemme. Jeg er iført mit absolut yndlings natsæt. En t-shirt trykt med Den lille hafrue, og små shorts der passer til. Jeg skynder mig at tage min morgenkåbe på så ingen ville kunne se hvor tynd jeg er. Jeg går ud og åbner og til mit store overraskelse, står han foran mig, Johan, på mit dørtrin. "Øhh… Hej Vivi." Jeg tror ikke at han havde regnet med at se mig sådan her, uden sminke, og perfekt vildt hår, som man skulle tro blev blondere for hver dag. Jeg elskede det hår, det er ganske vist stadig blond, men ikke på samme måde. Jeg tænker at jeg bare burde være høflig, og bede ham om at gå, lige indtil smilet kommer, det dejlige smil, som klæder ham så godt, som havet klæder sandstranden. Han får mit hjerte til at smelte, og i stedet kommer jeg med et akavet hej, og invitere ham indenfor. Han har ikke ændret sig siden jeg sidst så ham. Rodet mørkt hår, glitrende blå øjne, og den afslappede og nede på jorden attitude. Men alligevel, syntes jeg at han havde ændret sig, måske var han blevet lidt mere moden, eller også var det bare mig, som ikke har brugt andet end at sidde på mit værelse, de sidste fire måneder, og set Gossip Girl, og diverse andre film på Netflix. Jeg spurgte ham om noget at drikke, og gav ham derefter en cola, jeg troede aldrig at han rent faktisk, ville komme til at stå ved siden af mig, i mit eget hjem. Selvfølgelig har han været her et par gange, til nogle fester, men aldrig rigtig, sammen med mig. Lige da den tanke strejfede mig, hvorfor han endelig var kommet begynder han at tale: "Du tænker nok på hvorfor jeg måske er kommet, sagen er den at, øøh klassen er ikke den samme uden dig, der står ligesom lidt stille for tiden." siger han. Jeg bliver sådan lidt mærkelig over at hører det, og svare ham derefter: "Det da ikke ligefrem fordi at der er nogen der har givet udtryk for at de har savnet mig, ikke før du kom i dag." "Nej det ved jeg godt, det er bare at, øøh, du kunne jo vise hvem du virkelig er, hvordan du er blevet og sådan." Jeg forstod ikke hvad han sagde, ville han have at jeg skulle komme i skole i mit nattøj og morgenkåbe, og skænke colaer til ham, jeg forstod det bare ikke. "Hvad mener du?" spurgte jeg ham. "bare at… øøhhhh… Jeg savner dig!". Jeg tror at mit hjerte  spang mere end et slag på det tidspunkt. Jeg fatter ikke at han virkelig sagde det. Jeg bliver helt varm indeni, og tror også at jeg kommer til at rødme lidt. "Jeg har faktisk også savnet dig," svarer jeg, måske med lidt mumlen i stemmen. "Men så kom i skole!" han lyder meget optimistisk. Men jeg vil ikke tilbage i skole, og lade som om at jeg har et normalt liv. Det går bare ikke. Jeg prøver at forklare ham at jeg ikke kan, men kan alligevel ikke lade være med at smile lidt når jeg kommer til kigge ham i øjnene. Han bliver skuffet. Han er på vej ud mod døren igen. Men jeg standser ham, det måtte bare ikke ske at kan gik ud af døren, uden nogensinde at snakke med mig igen. "Vent lidt," sagde jeg, "vil du ikke blive lidt, jeg er alene hjemme, og savner lidt selvskab?" Jeg kan se at han trækker lidt på smilebåndet, "selvfølgelig," siger han. Og jeg bliver helt varm indeni igen.

Det er dejligt nemt at have besøg af Johan, han snakker om klassen, og om hvordan der er uden mig, han siger også at han godt kan forstå hvorfor at jeg ikke kommer i skole. Det er så rart at jeg helt glemmer at jeg sidder der med min morgenkåbe,  og uglet hår. Han kigger nogen gange på min næse , men tager hurtigt blikket fra den igen, så jeg ikke kan se at han stirre. Jeg gaber, jeg begynder at blive træt, der er lang tid siden jeg har lavet noget så aktivt som at sidde og snakke, og når det er med Johan bruger jeg al min energi på ham. Han ligger mærke til at jeg er træt, og skynder sig at sige, at han godt kan gå, hvis jeg vil hvile mig. Og jeg vil selvfølgelig ikke have at han går, men er alligevel så træt, at jeg følger ham ud til døren, og derefter direkte i seng. Jeg tænker hurtigt på ham, inden jeg falder ind i den dybe søvn.

"Vivi, Vivi!", det er min mor som vækker mig, først bliver jeg irriteret, men så siger hun at der lå noget ude i postkassen til mig, og spørger mærkeligt, om jeg har haft besøg, mens hun ikke har været hjemme. Nu bliver jeg nysgerrig, og tænker at det måske er Johan. Jeg går ud i køkkenet. Der mellem alle reklamerne og posten, ligger der en lille seddel.

 

Hvis du fik lyst til at have selskab igen

26353864

Johan

 

Jeg bliver helt varm indeni det kunne ikke passe, det her ville måske blive starten på noget nyt, på at jeg ville lave andet end at skiftevis ligge i min seng, eller bruge min tid på computeren. Jeg finder straks min mobil frem, tænker først hvad jeg mon skal skrive, og sms'er ham så.

 

Hej, så din besked. Tak.

 

Jeg tænker hvor lang tid der mon går før han svarer mig, og om det overhovedet var en besked man kunne svare på, da der lød to bip fra min mobil.

 

Håber du har sovet godt, har du allerede brug for selvskab?

 

Jeg tænker på hans smil, gad vide om han smiler det smil lige nu, jeg bliver varmere og varmere indeni, jo mere jeg tænker på det, og for lidt ondt i maven, men på en god måde. Jeg smser ham igen.

 

Det er faktisk lang tid siden jeg har lavet noget om aftenen, hvad siger du?

 

Selvfølgelig, du kan komme over til mig og vi kan se en film, eller jeg kan komme til dig, hvis du er mere tryg ved det??:-)

 

Men nej det var slut med at være derhjemme, jeg spurgte mor om jeg må tage over til en ven i aften, og hun blev overrasket, men samtidig glad, tror jeg. Jeg skrev tilbage til ham, og blev næsten nervøs. Hvad skulle jeg tage på, ville han forvente at jeg kom i mit sædvanlige overdressed look, eller mente han med at sige, at jeg skulle vise mig som jeg er, at jeg ikke behøver at komme tilbage til mit gamle jeg. Jeg satte lidt musik på mens jeg gennemgik mit skab, med små pauser ind i mellem, hvis jeg blev for forpustet, eller skulle skifte beholder, som jeg skulle hver gang den bippede. Jeg fandt nogle leggins, en top med at palmetræ trykt på maven, og så hoppedejeg i mine uggs. Jeg spiste lidt inden min mor kørte mig over til Johan, jeg bryder mig ikke så meget om at spise, fordi jeg føler at min hals snørrer sig sammen. Men jeg fik lidt ned, og havde det faktisk okay.

Det er lidt mærkeligt at komme hjem til Johan. Hans forældre sidder inde i stuen og ser fjernsyn, og siger hej da jeg kommer ind. Johan viser mig ind til sit værelse, som føltes lille og hyggeligt, men jeg kunne godt se at det var en dreng der boede der. Jeg kunne se hvordan han har prøvet at rode lidt væk, med små bunker forskellige steder. Det er først lidt akavet. Men det bliver hurtigt dejligt nemt, ligesom da vi sad hjemme hos mig. "Hvad for en film vil du se?" spørger han, "vi behøves ikke at se film hvis du ikke har lyst altså, vi kunne bare snakke eller gå en tur, hvis du altså har lyst." Han lyder lidt nervøs. Jeg ville endelig gerne gå en tur men jeg er ikke sikker på at jeg kan holde til det. Jeg bliver tit forpustet når jeg går, og selvom jeg har ekstra beholdere med, ved jeg ikke rigtig.

"Jeg vil gerne ha lidt frisk luft, men jeg kan ikke gå så langt, hvis du forstår?" Jeg var måske også lidt nervøs.

"Øøh selvfølgelig," siger han så, "kom med." Han tager mig med udenfor, underligt nok tager han et tæppe med, og jeg tænker på at hvis han fryser, kan vi vel bare gå ind igen. Men han tog mig med ud at gå, og da jeg blev lidt forpustet, lå han bare tæppet ned på jorden, så vi kunne sætte os. Jeg har aldrig prøvet sådan noget.  Det var rart, og selvom det var lidt køligt følte jeg mig hel varm  indeni. Vi sad der overfor hinanden, hvor han siger til mig at jeg bare skal sige hvis jeg vil hjem, eller hvis han gør noget forkert. Men det var helt perfekt. Han rykkede sig hen ved siden af mig, og ganske langsomt tog han min hånd. Det var underligt rart. Hvis bare jeg ikke havde denne her lortesygdom, kunne vi løbe rundt og være vilde som vi lystede. Men det kan vi ikke, og det opdager jeg også hurtigt, da min beholder begynder at bippe, jeg finder en anden frem, og Johan ser lidt underlig ud, man fatter så hvad jeg laver. Jeg har lidt svært ved at få min nuværende beholder ud. "Kan jeg hjælpe?" spørger han sødt, men jeg når ikke at svarer ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...