Da han ændrede mit liv

Dette er mit bidrag til konkurrencen 'En flænge i himlen', Jeg har valgt at skrive om at være ung og om at have kræft(valgmulighed nr. 2). Hovedpersonen, Viva, på kun 15 år, får konstateret kræft. Det er en stor opbremsning i hendes liv, og hun tror at hun ikke har nogen grund til at leve mere, Det er ikke en almindelig historie om en kræftramt person, men a den vil måske få jer til at se hvad kræft endelig gør. Den er kort, men tror godt i kan fange meningen. Dette er min første Movella.

3Likes
0Kommentarer
284Visninger
AA

1. Mit liv!

D. 17. september, den dag jeg fik konstateret kræft, væltede hele min verden sammen. Jeg var før en helt normal pige, faktisk den mest populære i min klasse. Alle snakkede altid til mig, og drengene kom med spydige bemærkninger om at de ville score mig. Jeg havde ingen ide om at mit liv ville ændres på den måde. Men det gjorde den.  Alt blev anderledes. Jeg kom ikke i skole flere måneder efter jeg fik konstateret kræft. Dels på grund af al den tid, som jeg brugte på sygehuset, og når jeg ikke var, fordi at jeg bare ikke kunne få mig selv til det, at se lærernes blik, som var fyldt med medlidenhed, og klassen der ville se mig med helt nye øjne. Ikke en eneste gang var der nogen der havde kontaktet mig, i den tid jeg har været væk. Og jeg tænker faktisk ikke så meget på dem mere. De var jo endelig ikke rigtig mine venner. Det var der sådan set ikke nogen der var, de snakkede bare med mig, fordi at jeg åbenbart, havde det der specielle. Men når jeg ikke var der, var der alligevel ingen som tænkte på mig. Ikke en gang ham. Johan, den dreng jeg ville give alt for at være sammen med. Når de andre drenge sagde noget til mig, ignorerede jeg dem, eller svaret flabet og ligeglad. Men med Johan, var det anderledes. Lige meget hvad han sagde, eller hvad han gjorde, fik han mig altid op på den der lille lyserøde sky. Hver gang jeg så ham, tænkte jeg at det aldrig ville gå imellem os, og hver gang han ikke var der, hvor meget jeg savnede ham. Jeg ville gøre alt for ham. Men nu er det for sent. Jeg ser ham ikke mere, går nok snart ud af skolen, fordi  jeg ikke kan klare det mere, og han kan åbenbart ikke lide mig. Min kræfttilstand er på skalaen 7, som lærerne kalder det, pt. dårlig lungekræft, den bliver nærmest bare være for hver dag. Jeg kan ikke trække vejret selv, jeg går rundt med små sorte beholdere, som skal sidde i min næse, for at jeg kan trække vejret.

Min mor og far er skilt. Det har de været i lang tid, og jeg har aldrig set det som et problem, men nærmere dejligt at jeg selv bestemte hvor jeg ville være og bo henne. Men nu har jeg opdaget, hvor stor forskel der er på min mor og far. Min mor er den type der mener, at selv om at jeg har kræft, stadig skal mødes med mine såkaldte 'venner', og bare prøve at glemme at jeg har kræft, at jeg bare kan leve mit liv, uden at tænke på at jeg snart skal dø. Jeg har aldrig været bange for døden, men set den som en smuk slutning på livet, men når jeg ingen ide har om hvornår jeg vil dø, er det svært. Nogen gange tænker jeg at det ville være nemmere med en anden død end kræft.  At komme ud for en bilulykke, eller drukne, noget som ikke ville blive kombineret med min kræft, at man måske helt ville glemme den, når jeg var død. Men min far får mig til at tænke på noget andet. Han ved  nemlig godt, hvornår jeg har brug for at hvile mig, og som lægerne kalder det, sove kræften væk. Eller hvornår jeg har brug for at hygge, bare os tre, mig, min far, og min storebror Mike, ham fik jeg slet ikke fortalt om. Men jeg er faktisk også ret glad for ham. Han får mig tit til at føle at kræften går væk i et sekund, indtil jeg tænker på de små beholdere i næsen. Så jeg har i bund og grund en familie som passer på mig.

Men jeg savner stadig det man kalder at leve. Hvor jeg kan gå ud om aftnen, tage til fede koncerter, og skabe drama i klassen. Det der var mit liv. Der skete ingenting. Indtil den dag hvor det bankede på døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...