Killer

En lille novelle jeg har skrevet. jeg kan ikke beskrive den... men læs den første side og så ved du hvad den er om...!

3Likes
0Kommentarer
198Visninger

1. Killer

Jeg sidder og stirrer på dukken. Det er dens skyld. Det er lang tid siden, jeg har grædt, men idag græder jeg. Det er min skyld, at hun faldt. Jeg har ikke lyst til at bebrejde mig selv, jeg ønsker, at jeg kan give dukken skylden, sige at det er dukkens, der gjorde det hele. På en måde er det  dukkens skyld. Den er ihvertfald medskyldig. Den fik hende ud på kanten af klippen, men det samme gjorde jeg. Nu er jeg alene, og jeg har kun en dum lille dukke. Det er dumt, hvor meget man vil gøre for en ting.

Jeg sidder lidt med dukken i hånden. Den er let. Jeg sider og stirre ud i luften. Den salte luft er fuld af små sandkorn, som vinden hvirvler op. I et stykke tid sidder jeg sådan, men så begynder jeg at tænke. Hvad nu hvis jeg ikke havde gået herhen? Hvad nu hvis jeg ikke havde taget dukken? Hvad nu hvis jeg ikke havde irreteret hende så meget? Sådan kommer spørgsmålene susende ind gennem mit hoved. Hvad nu hvis og hvad nu hvis, der er så mange ting, jeg kunne have gjordt anderledes.

Jeg løber hen til bedste veninde. Hun står med dukken i hånden. ”Du har taget min dukke!”, skriger jeg af hende. Hun ser forskrækket på mig. ”Giv mig min dukke,” siger jeg nu lidt roligere. Hun står bare og knuger dukken ind til sig. Jeg trækker vejret dybt. ”Giv mig nu den dukke som du har stjålet fra mig!”, skriger jeg hende  ind i hovedet. ”Nej,” siger hun bestemt, ”Nej jeg vil ikke give dig min dukke, og nej jeg har ikke stjålet den,” Jeg tror ikke på hende. Hun står med min dukke i hånden. Det er min dukke. Hvordan kan hun benægte det?  Pludselig river jeg dukken ud af hånden på hende. Hun stirre forundret på mig. ”Hvorfor gjorde du det?”, spørger hun. ”Fordi at det er min dukke, og du har ikke ret til den,” siger jeg og retter mig op. ”Har du helt glemt at vi købte de samme dukker?” spørger hun. ”Som din bedste veninde siger jeg ærligt til dig, det er ikke din dukke,” Hun ræker stille ud efter dukken. Pludselig giver jeg hende en lussing, og knuger derefter dukken ind til mig. Hun gisper. ”Jeg tror ikke på dig,” siger jeg så. Så går jeg min vej med dukken i hånden, og vender ryggen til min bedste veninde.

Jeg lægger dukken fra mig. Hvorfor gjorde jeg det? spørger jeg mig selv. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke hvorfor at jeg vendte min veninde ryggen. Jeg ved ikke hvorfor at jeg absolut skulle have den dumme dukke. Jeg ved ikke engang hvorfor at jeg troede det var min dukke. Jeg rejser mig op og går hen til vandet. Jeg dypper en tå i vandet. Det er meget koldt. Kulden er lidt lige som smeltevand. Det er koldt som is men stadig er det vand.

Jeg vender mig om, og ser op mod solen. Den skærer mig i øjnene ligsom for et par timer siden. Det hele er ligesom for et par timer siden. Solen er stadig skarp. Vandet er stadig salt. Luften er stadig tør. Sandet er stadig varmt og stene er stadig grå. Det eneste der har endret sig er mig og min veninde. Jeg er ked af det, og hun er væk. Vi var oppe på klippen. Det var derfra at hun faldt.

”Kom og tag den hvis du kan,” griner jeg hånligt. Hun stirrer vredt på mig. Jeg står med dukken i hånden. Ha! Hun får den aldrig! Hun har rifter i hele ansigtet, fra den tornebusk jeg sagde at jeg lagde dukken i. ”Kom nu,” siger jeg. Hun begynder at græde. Det har hun godt af. Hun havde taget min dukke! Hun ved at den betyder alt for mig. Jeg ved det ikke er hendes. Selvom vi har købt de samme dukker. Jeg kan nemlig kende forskel på den. Min dukke har et grønt og et blåt øje, det har hendes ikke. Den dukke som hun siger er hendes har et blåt og et grønt øje. ”Vil du ikke nok bare give mig min dukke?” spørger hun bedende. ”Jeg skal nok hjælpe dig med at finde dig,” Jeg ser undrende på hende. Hvordan kan hun tro at jeg tror på på hende? Hun har jo taget mit et og alt. Det kan godt være, at vi er bedste veninder, men jeg tror ikke på hende. Måske er vi ikke bedste veninder længere.

Jeg kan se, at hun er ved at blive vred. Det er jeg glad for. ”Kom nu!”, siger jeg og griner. ”Vil du ikke have min dukke?” Jeg ved at jeg irreterer hende, og det er derfor at jeg bliver ved. Jeg ved at hun ikke kan lide at blive tirret. Jeg vil bare have hende til at forstå at det er min dukke. Jeg ved godt at jeg skulle være glad for at have min dukke tilbage, men jeg vil bare så gerne have at hun ved at det er min, og kun min, dukke. Jeg går ud mod kanten af den klippe vi står på. Jeg kigger først over på min veninde, og så kigger jeg ned fra klippen. Der er langt ned. Jeg er taget op på klippen fordi at hun ikke kan lide højder. Jeg tror ikke hun har opdaget at vi er højt oppe. Når jeg kigger over på hende kan jeg se at hun er vred. Pludselig løber hun hen mod mig. ”Giv mig min dukke!” skriger hun imens hun spurter hen mod mig. Hun er lige ved at kaste sig over mig, da jeg springer et skridt til siden.

Det næste sker nærmest i slowmotion for mig. Jeg ser hende løbe hen over kanten på klippen, og jeg gør intet. Jeg ser bare på imens hun falder ned af klippen. Hun falder og falder. Jeg gør intet for at standse hende. Hun skriger. Jeg lukker øjnene, prøverat kigge væk, men jeg kan ikke. Jeg hører et bump. Jeg tør ikke at kigge, jeg er bange for at jeg vil se hvad jeg tror jeg vil se. Jeg tager en dyb indånding og kigger ned fra klippe. Der ser jeg det mest forfærdelige syn jeg nogensinde har set. Jeg ser min bedste veinde ligge død og det er min skyld.

Jeg kan stadig høre hendes skrig. Imens jeg står og kigger mod klippen ser jeg dukken. Jeg sukker. Hvad skal jeg stille op med den? Jeg kigger rundt på stranden, jeg ender med at kigge ud mod havet. Nu ved jeg hvad jeg skal gøre. Jeg tager dukken op og går hen mod vandkanten. Jeg sætter mig på knæ. Jeg tager en hånd under dukken, og så ligger jeg den ud i vandet så den kan flyde væk. Jeg håber at dukken ender hos enten min veninde eller hos en som bliver meget glad for den. jeg håber også at hvis den flyder hen til en lille pige, så skaber den ikke så mange problemer for hende som for mig. Da jeg lader dukke flyder ud i havet og ser op i himlen er det som om at jeg jeg kan se min veninde smile til mig. Jeg begynder at græde igen, men jeg smiler alligevel 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...