Dagen du faldt | One Shot

Jeg husker stadig dagen du faldt. De tusinde tårer der strømmede ned ad dit ansigt, din rystende og spinkle krop; en forfærdelig ting jeg aldrig nogensinde vil lade ske igen.

4Likes
1Kommentarer
268Visninger

1. DAGEN DU FALDT

   Jeg så hvordan hun stirrede ud i luften, som kunne hendes blik ikke flytte sig. Hendes spinkle krop, sad indsvøbt i de mange tæpper, men det lagde ikke en dæmper på hendes rysten. Øjnene var hævede og røde efter de mange tårer, der dukkede op uafbrudt.

   Lige meget hvor mange gange jeg havde fortalt hende, at det ville blive bedre, hjalp det ikke. Lige meget hvor mange kram jeg gav hende, løftede det ikke hendes humør. Det gav mig et stik i hjertet, hver gang hun skubbede mig væk, og bare lod tårerne falde. Jeg ville så gerne hjælpe hende, trøste hende og være der, så hun ikke faldt længere ned, end hun allerede var. Men lige nu spekulerede jeg på, om det allerede var for sent.

   Når jeg så hende sådan, mindede det mig om dagen, det skete for mig. Hvordan jeg selv havde siddet sådan, uden at ville i kontakt med omverden. Jeg så mig selv i hende; men jeg ville ikke lade hende gøre alt det, jeg gjorde. For jeg fik det ikke bedre af, at sidde og græde, mens dagene gik bort. Jeg vidste hvor svært det var for hende, fordi jeg selv havde oplevet præcis det samme. Det gjorde ondt, det var ulideligt, men man måtte prøve alt, for at komme igennem det alligevel.

   Da det skete, sagde hun ingenting. Hun gjorde ingenting. Hun var som i en trance, der var så dyb, at hun ikke kunne komme ud af den. Hendes tanker var et andet sted, mens tomheden, elendigheden, fyldte hende op med sorg og tårer. Jeg anede ganske enkelt ikke hvad hun ville gøre, når der ikke var flere tårer at græde, eller ting at være ulykkelig over. Det føltes som om, at det var det eneste man kunne, det eneste man levede for. At have ondt af sig selv, græde og tænke.

   Midt i mine egne tanker, minder og smerte, hørte jeg hendes hulk. Tårende der løb ned ad hendes kinder, som var det vandfald. Langsomt rakte jeg en hånd ud for at tage hendes hånd, og gav den et klem. Hun så endelig op på mig, med sorg dybt begravet i øjnene. Hun bed sig blidt i læben, mens hun klemte øjnene sammen, for at stoppe tårerne. Jeg trak hende ind i min favn, mens jeg blidt aede det lange, lyse hår, og hviskede trøstende ord ind i hendes øre. Selvom det ikke virkede, blev jeg ved. Jeg vidste det var det hun havde brug for; en støttende ven, der ville gøre alt for, at hun havde det godt. Sådan en havde jeg manglet, da jeg havde haft det på samme måde.

   Vi lå i lang, lang tid, tomme for ord, tomme for tanker. Jeg vidste det var dette hun havde brug for, for at komme op igen. Hendes krop rystede næsten ikke længere, og hendes vejrtrækning blev roligere. Flere søde ord rullede over mine læber, og nåede hendes øregang. Endnu engang aede jeg hende blidt, og fortalte hende, det hele nok skulle gå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...