Danger


2Likes
2Kommentarer
289Visninger
AA

1. Kapitel 1

Niall Horan's synsvinkel (Flashback)

 

Jeg kiggede ned på min telefon, jeg rynkede panden lidt. Indtil videre havde jeg fået to mærkelige truende beskeder, og de var alle sent til en privat email adresse jeg ikke havde fortalt nogen om... noget som ingen kunne gætte.

 

Eller det troede jeg.

 

Det sendte kuldegysninger ned af ryggen på mig og hele vejen op igen, da jeg læste beskeden.

 

Niall Horan skal dø.

 

Jeg ville vide hvem der kunne finde på at sende sådan noget til mig. Jeg ville vide, hvordan de fandt min praktisk umulige email adresse, som bestod af en masse bogstaver og tal. Jeg ville vide, hvad jeg havde gjort forkert. Så forkert at nogen ville have mig til at dø.

 

I stedet for at krølle op i en bold og græde, var jeg tvunget til at smile. Liam sad ved siden af mig med hans telefon, og jeg vidste at alle ville være oppe i min røv hvis jeg begyndte at græde. Alt hvad jeg ville have var min mor, min gamle varme seng, og nogle svar.

 

Hvad havde jeg gjort forkert?

 

Hvorfor fortjente jeg det her?

 

Som sædvanlig fortalte jeg ikke nogen noget. Jeg regnede med, at det ville blæse væk med vinden, blot en hater der havde mit meget komplicerede brugernavn. Jeg kunne ikke lade det komme til mit hoved, ikke med så mange ting der foregik i mit liv, jeg havde ikke brug for noget, der bare ville bremse mig og tilføje mere stress i mit liv.

 

Uanset hvem det var, ville de gå væk.

 

Men jeg tog fejl, meget fejl.

 

(Flashback slut)

 

"Klar, lads?" spurgte Liam, mens han fiksede sin snapback. Jeg kunne høre skrigene fra tusindevis af piger, mens mit blod pumpede hurtigt i mine årer.

 

Jeg elskede følelsen før et show, der var altid den lille antydning af nerver, der opbyggede dit adrenalin rush. Det faktum, at folk rent faktisk kom for at se mig synge var nok til at få mig til at flippe.

 

Vi puttede alle sammen vores hænder ind i en lille cirkel og sang sangen 'Back to Work' fra Sne Hvide, det var en tradition og vi gjorde det før hvert show. Med min iskolde vand i min hånd, løb jeg hen til min indgang platform og rystede alle nerverne af.

 

Du har den Niall, du skal nok klare dig fantastisk. 

 

Før hvert eneste show, ville jeg gentage min mors ord fra min første optræden som en tomat i vores skole skuespil i første klasse. Det lyd latterligt, når jeg sagde det højt, så jeg sagde det ikke til nogen.

 

Min telefon ringede, og jeg løftede et øjenbryn, jeg troede jeg havde sat den på lydløs før showet. Jeg satte min vandflaske ned, kiggede på skærmen og klikkede på den email jeg havde fået.

 

Niall Horan VIL dø.

 

På et øjeblik, blev mit blod ligeså iskoldt som vandet i min vandflaske og mit ansigt blev blegere end normalt. Det var fra den samme person, som jeg ikke havde turdet besvare nogensinde. Deres brugernavn var en blanding af bogstaver og tal, der gav ingen mening, det lignede mit- men bare af at kigge på det skræmte mig.

 

Og her var jeg, alene i mørket, og især sårbar.

 

"Lad os gøre det!" råbte Harry et stykke væk fra mig, hvilket fik mig til at hoppe frem ad.

 

"Fuck dig, Harry." bandede jeg under mit åndedrag, puttede min telefon tilbage i min lomme og bed i min underlæbe.

 

Indtil videre havde jeg modtaget ti af disse anonyme beskeder, en var blevet indberettet, og det var til Louis. Han lavede en lille joke ud af det og lovede ikke at fortælle nogen det, og du kunne vel sige det fik mig til at føle mig bedre i øjeblikket.

 

Normalt efter omkring ti minutter efter jeg har modtaget beskeden, ville jeg berolige mig selv, betrykke mig selv med at hvem det var, var sandsynligvis tolv og ønskede en form af opmærksomhed.

 

Men jeg tog meget fejl.

 

(Flashback)

 

En anden var kommet.

 

Vi var i bussen, på vej til en ny by. Det var sent om aftnen og de fleste lys var slukket og det meste af vores crew sov- de her nætter hvor vi kunne få mere end otte timers søvn var sjælden.

 

 

Men her var jeg, siddende i bag rummet, stirrende på min telefon, var klar til at skide i bukserne. Alt sammen på grund af denne anonyme bruger, som jeg var ved at lade komme til mit hoved. Latterligt.

 

Der var et hurtigt bank på døren og jeg puttede min telefon væk hurtigt.

 

"Kom ind!" sagde jeg stille, jeg ville ikke vække nogen, især ikke Lux. Jeg vidste at hvis jeg vækkede hende ville jeg vække alle andre, og ingen ville være så glad for mig.

 

Louis kom ind i rummet, og lukkede døren stille. Han havde en hvid t-shirt og nogle posede sweatpants som han sikkert havde stjålet fra min kuffert. Han smilede til mig og satte sig ved siden af mig på den sorte lædersofa og klappede mig på ryggen.

 

"Du kunne heller ikke sove, hva?" Sagde han, mens han rystede hans hoved og kastede sit hår til siden. "Jeg er træt men jeg kan ikke falde i søvn."

 

Jeg nikkede bare, mens jeg stadig ikke kunne snakke. Jeg tænkte stadig på den irriterende person, og undrede mig over hvem de var og hvorfor de fandt det sjovt. Jeg ville fortælle mig selv at jeg overreagerede, men efter at jeg modtog så mange af de beskeder, var jeg ikke sikker at jeg overreagerede mere.

 

"Mand du ser lidt utilpas ud." Sagde Louis. Jeg trak på skuldrene og slugte hårdt. Det kom ud som et højt gylp, som gjorde at Louis løftede et øjenbryn.

 

"Okay, spyt ud, Fortæl Louis alt om det." Sagde hans mens han drejede sig hen til mig. "Virkelig, jeg lytter. Hvad så, bud?"

 

"Jeg... okay hør." Sagde jeg, lukkede mine øjne og sugte dybt. "Først og fremmest, du skal love mig at du ikke fortæller det her til nogen." Jeg gav ham et blik og han løftede sin højre hånd. "Okay, så."

 

"Der har været noget på mit sind et stykke tid, og det fucker mig op." Siger jeg frygtsomt. "Og jeg er ikke sikker på jeg bare overreagere... men jeg bliver ved med at få de her sære beskeder. Og jeg ved ikke hvem det er fra, det er en anonym person. Hver eneste besked siger at jeg skal dø. Jeg har lige fået den syvende nu."

 

Louis rynkede panden og nikkede, pustede højt og kiggede ud i det fjerne, som om han virkelig tænkte. Jeg smilede lidt, det var rart og fortælle nogen min lille hemmelighed. Det fik mig til at føle, jeg ikke var skør.

 

"Niall, der er noget jeg bliver nød til at sige til dig." Sagde Louis, mens han kiggede alvorligt på mig.

 

"Yeah?" Spurgte jeg, mens jeg hævede mine øjenbryn mistænksomt. "Hvad er det, mate?"

 

"Den person... er mig! Rah!" Sagde han ret højt, og fik mig til at hoppe. Mit ansigt blev lidt rød af forlegenhed, måske gjorde jeg bare denne ting en hel del større end nødvendigt. Jeg gav ham et lille smil, og han hvilede sin hånd på mit knæ.

 

"Nå, jeg går i seng." Beslutter Louis og forlader rummet.

 

Resten af natten, blev jeg ved med at fortælle mig selv at det var ingenting.

 

Men der var altid noget i mit baghoved der fortalte noget andet.

 

(Flashback slut)

 

"Hvordan har i det London?" Råbte Zayn, og forårsagede mange piger til at skrige. Jeg tog en stor slurk af min nu tomme vandflaske, og grinede. Jeg havde glemt alt om den besked jeg havde fået et par timer før.

 

"Nå, jeg er bange for at det her bliver den sidste sang i aften." Forsatte han. Fra publikummet kom et boo og jeg rystede mit hoved og grinte igen. Nogle gange var det udmattende, hvordan fans altid forventet os til at synge en million ekstranumre, men andre gange var det rart at vide, hvor værdsat vi var.

 

"Hey mand, vil du have en banan?" Spurgte Harry, rakte en til mig og satte sig ved siden af mig mens Zayn blev ved med at snakke. Jeg smilede til ham, nikkede og skrællede bananen. Jeg kiggede ud på publikum og alt jeg kunne se var mørke, og nogle blinkende lys her og der. Jeg rystede på hovedet og lænede mig tilbage på mine albuer. 

 

"Jeg kan ikke tro der her er vores sidste show på den her tour." Sagde jeg, mens jeg sukkede. "Det er skørt, du ved? Jeg kan ikke tro det snart er ovre."

 

"Jeg hører dig, mand." Sagde Harry med et nik, mens han smed min vandflaske ind i publikum. "Bagefter tror jeg, jeg tager ind på en club. Vil du med?"

 

"Eh, hvorfor ikke." Sagde jeg, mens jeg rodede med hans hår.

 

Ud af hjørnet af mit øje, kunne jeg se en pige på forreste række med noget, der dækkede hendes ansigt. Jeg antog, at det var en form for religiøs præference, som hun skulle bære som hovedbeklædning, men det lignede ikke tilfældet. Nej, det var noget helt andet.

 

"Se." Grinede Harry og smed hans banan skrald ud til publikum. Jeg så to piger kæmpe mod hinanden for den, før den splittede i to. Harry grinte højt og klappede sine hænder som en sæl. Jeg smilede, og kiggede tilbage på pigen med masken. Hun sendte mig et smørret grin og vinkede, mens hun tog sin telefon ud. Jeg antog at hun ville tage et billede af mig, men i stedet min telefon-som jeg angiveligt havde slået fra, summede. Det var endnu en email. Jeg klikkede på det og læste ordene på siden over en million gange.

 

Tid til at Niall Horan skal dø.

 

Pludselig var der et kraftigt boom, og jeg hørte mange skingre, skrækslagne skrig. I samme øjeblik, så jeg en kugle flyve lige forbi mit hoved. Inden for et par sekunder, var hele arenaen kaos.

 

Harry dækkede mig med sin hånd, og jeg kiggede over til hvor den maskerede pige stod.

 

Kun denne gang, var hun væk. Ude af syne, ligesom pigen ikke engang var ægte, bare et udslag af min fantasi. Men jeg kunne have svoret, at hun var virkelig ... Jeg vidste, at hun var.

 

Inden for et par sekunder, havde sikkerheds vagterne bragt mig backstage. Jeg så Paul, stå og se på mig, halvt bekymret og halvt ked af det.

 

"Louis fortalte mig om beskederne. Niall, hvorfor fanden ville du ikke sige noget?" Rasede han, og tørrede hans sved af hans ansigt. "Det er ligemeget. Det putter hele bandet i fare, er du klar over det?"

 

Jeg kunne ikke snakke. Mine øjne var store af frygt, mine hænder skælvede. Jeg åbnede munden for at snakke, men intet kom ud. Jeg kunne ikke bevæge mig, kunne ikke tale, kunne næsten ikke få vejret. Paul rakte over, tog mine skuldre og rystede mig.

 

"Niall, vi bliver nød til at få dig væk herfra. Du er fare her, alle rundt om dig er. Vi bliver nød til at skjule dig."

 

Og med de ord, ændrede mit liv sig forevigt.  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...