The Way I Live - Oneshot

Jeg har valgt at være med i en konkurrence. Jeg har valgt valg mulighed nummer 2, og vil derfor skrive om hvordan det er at være ung og at have kræft som ung. Min hovedet person hedder Samantha og lider af en uhelbredelig kræft sygdom. Hendes forældre nægter at se det i øjne, og de kæmper videre uanset hvilke smerte det måtte medføre. Jeg vil skrive hendes historie ned som et brev til hendes forældre.

1Likes
0Kommentarer
261Visninger
AA

1. Dear Mom and Dad...

 

Kære mor og far...

Jeg lå helt stille i mørket. De sagde jeg havde brug for at sove, at jeg havde kæmpet hårdt. Men jeg ville ikke længere kæmpe. I ved at jeg har haft leukæmi i 4 år. Jeg blev ved med at få det værre. Jeg følte ikke længere for at leve. Jeg havde smerter hele tiden. Jeg kunne kun sove, hvis jeg blev bedøvet. Men alt det ved i jo. Det I ikke viste var alt det jeg følte. I ville havde at jeg skulle leve, men i glemte at tænke på den smerte det ville koste mig. Jeg mistede til sidste alle mine venner. De viste godt at jeg ikke ville klar det, men I ville ikke indse det. Jeg kunne ikke reddes. Jeg ville ikke reddes. Man kan ikke redde en, der ikke vil reddes. Jeg oplevede for meget smerte, men jeg ville ikke skuffe jer. Så jeg kæmpet videre. Jeg prøvet at sige det til jer, men i ville ikke lytte.   

Før jeg begyndte på dette brev havde jeg et besøg af lille Hanna. Hun stod i døren og kiggede på mig med sine store brune øjne. I ved at hun havde kræft i sin venstrehånd. Hun blev skaldet efter en kemo-behandling. Vi troede alle at hun var rask, da lærerne fandt kræft igen. Denne gang i levren. De sagde at hvis de ikke fandt en god lever hurtigt, havde hun ingen chance for at overleve...
De kunne ikke finde en god lever...

- Saaaammyyy hviskede Hanna halvt højt. - Er du vågn? 

Jeg sætte mig langsomt op. Det gjord ondt. Oh Gud hvor gjord det ondt. Jeg sendte Hanna et smil så hun ikke skulle bekymre sig. 

- Kom her sagde jeg til hende. Hun gik stille og roligt  hen over gulvet. Jeg rækkede min hånd ud for at tænde lyset. Hun gravlede op til mig og sætte sig godt til rette. Hun kiggede afventende på mig. Før hendes kemo-behandling plagede jeg at fortælle små historier til hende. Det viste i godt ikke? De fik hende altid til at smile og grine. Jeg elskede at se hendes små brune øjne lyse op. 

Jeg begyndte at fortælle hendes ynglings historie. Den om en syg kanin, der bliver rask igen. 

Mens jeg fortalte hende historien levede hun sig godt ind i den. Hun lavede stor triste øjne være gang, det så ud til at kaninen ikke ville overleve. Til sidst smilede hun glad da kaninen overlevede og levede lykkeligt. Selv om Hanna er syg, er hun altid fuldt med energi. Da hun lade sig til rette og fladt i søvn, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at hun burde leve i stedt for mig. Jeg ønskede så inderligt, at jeg kunne gøre noget for hende. Jeg kiggede i lang tid på hendes rolig ansigt, mens hun sov.  Jeg kom til at tænke på alle vores gode øjeblikke. Hanna var altid positiv. Hun var min sol. Jeg ville ønske, der var noget jeg kunne gøre for hende. Da indså jeg, at jeg kunne gøre noget.  Hanna mangler en rask lever. Det eneste som er rask på mig, er min lever. Jeg viste at man ikke kunne leve uden sin lever, men jeg viste også, at jeg ikke ville leve i smerte mere. Så hvorfor ikke give Hanna livet? Hanna er så livsglad. Jeg havde, før jeg fik kræft, aldrig tænkt over hvordan jeg skulle dø. Men at dø i stedt for en jeg holder af, virker som en god måde at dø på. Det ville knuse mig at se hende forsvinde.  

Så efter hun gik, satte jeg mig til rette og begyndte at skrive dette brev til jer. 

Jeg vil have fred. Hanna vil have livet. Så det giver jeg hende. Jeg giver lægerne ret til at tag min lever. Jeg håber at i forstår. Jeg håber i ved, at jeg elsker jer. Jeg håber inderligt, at I ikke giver jer selv skylden, fordi at jeg trak stikket ud. Vær det for hinanden nu.

Jeres datter fik endelig fred...

 

Jeres lille pige Samantha.  

 

 

Dødsannonce...

I går aftens døde Samantha Lily Anderson, 14 år. Samantha havde kræft i 4 år, og trak til sidst selv stikket ud. Lægerne kom løbene og ville redde hende, men da var det for sent. Hendes knuste forældre fortæller, at Samantha havde skrevet et brev. Hun vil doner sin raske lever til hendes veninde Hanna på 10 år. Hendes lever reddet Hannas liv... 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...