A beating heart | 1D oneshot

Hvad sker der når der kommer følelser i klemme, mellem to bedste venner? Lianna fortæller Louis om sin hemmelige forelskelse i ham, men kan deres venskab holde til det?

12Likes
1Kommentarer
442Visninger

1. Oneshot.

Jeg sad i vinduskarmen og kiggede ud i ingen ting, det der viste sig på min nethinde, var en massevis af tanker. Vi er på ferie i Spanien, i et sommerhus som vi havde fået lov til at låne af Harrys forældre. Udsigten fra vinduet hvor jeg sad, var virklig smuk. Man kunne se lige ned til stranden, hvor vandet havde en klar blå farve. På trods af det dejlige vejr, så var der ikke en levende sjæl at få øje på.

 

Vi havde været her i snart en uge, og langt det meste af ugen havde jeg været ret asocial. Faktisk så ved jeg slet ikke hvorfor jeg tog med. Elle jo, så jeg kunne være tæt på ham. Jeg var blevet så afhængig af at se ham, at jeg ville gøre hvad som helst for at være i nærheden af ham. Om det så betød at jeg skulle gå til Kina, så gjorde jeg det.

 

Det var ikke nyt for mig, at jeg havde det sådan. Det havde stået på i snart et halvt år, men jeg har stadig ikke fået samlet mod nok til at fortælle ham det. For tænk nu hvis han ikke føler det samme, hvis vores venskab så aldrig vil blive det samme igen. Det er en chance jeg ikke tør tage, selvom jeg er ved at brande op indvendig fordi jeg har brug for at vide om han føler det samme som jeg.

 

"Sidder du der igen" Liams bekymrede stemme rev mig tilbage til virkeligheden. Ham og de andre har været så bekymret for mig hele ugen, selvom jeg har sagt at det ikke er noget at bekymre sig om. Jeg har ikke fortalt noget om mine følelser til nogen, i frygt for at de vil sige det videre. Men det overrasker mig at de ikke slev har gennemskuet den. De har hvert fald ikke kommenteret på det.

 

"Ja, sikke en overraskelse var" svarede jeg og drejede hovedet mod ham så jeg mødte hans bekymrede blik. Jeg sukkede tungt og klappede ham på skulderen da han stillede sig hen ved siden af mig. "Hvor er Louis?"

 

"Det var faktisk derfor jeg skulle finde dig, han spurgte om du ikke kom lidt med ud til os andre" han smilte forsigtigt og jeg var hurtig til at gengælde det med et lille nik. Han lagde sin arm om min skulder og min om hans talje, og så gik vi sammen ud i haven hvor de andre sad og snakkede.

 

Et stort smil kom frem på mine læber da jeg fik øje på Louis, så jeg var hurtig til at løsrive mig fra Liams arm for at gå hen og tage plads på skødet af Louis.

 

"Jamen hej love" sagde han med et let grin og kyssede mig på kinden, hvilket fik mig til at rødme så jeg gemte mit hoved ved hans hals. Ved sådanne ting undre det mig, at hverken Louis eller de andre har sat spørgsmålstegn ved det. For før i tiden var det ikke en reaktion der plejede at komme fra mig, og slet ikke på grund af ham. Forstå mig ret.

 

"Hej" mumlede jeg mod hans hals, så mine læber snittede hans hud. Det fik det til at slå gniste bare ved den lille uskyldige berøring og mit hjerte satte farten op. Jeg tvang mit hoved væk fra hans hals igen, i tilfældet af at jeg ikke kunne modstå trangen til at presse mine læber mod hans hals. Det var slemt nok at skulle modstå trangen til ikke at kysse hans læber, som så alt for bløde og kysseindbydende ud.

 

Det var stadig lidt underligt, at jeg har sådanne tanker om min bedste ven. Vi har kendt hinanden siden vi var små, og aldrig har jeg tænkt sådan om ham. Men det kom bare pludselig, og først prøvede jeg at lyve for mig selv og sige, at det ikke var noget. Men til sidst måtte jeg stå ved det, præcis som jeg også burde gøre overfor ham. Det er bare lettere sagt en gjort.

 

"Er der ikke nogen der er friske på, at vi tager i byen imorgen?" spurgte Harry og klappede en gang i hænderne, for lige at understrege at det var ham der var kommet med idéen. Alle stemte for, lige med undtagelse af mig.

 

"Du vil da også med Lia, vil du ikke?" spurgte Louis og lagde begge sine arme om mig. Jeg trak på skulderen. "Selvfølgelig vil du det, så kan det være at vi kan finde en sød spansk fyr til dig" fortsatte han med et stort smil. Men mit smil faldmede derimod, hvilket fik ham til at kigge forvirret på mig.

 

"Nej tak!" svarede jeg hårdt og skubbede hans arme væk fra mig så jeg kunne rejse mig fra ham. Men inden jeg kunne nå at gå væk fra ham, greb han ud efter min hånd og trak mig ned til sig igen. "Lad nu være Louis" selvom det ikke var meningen, fik jeg alligevel vrisset af ham.

 

"Hvad er der med dig?" spurgte han med et hævet øjenbryn. Jeg rystede bare på hovedet og rev min hånd hårdt til mig for endnu en gang at rejse mig fra ham. Denne gang gjorde han ikke noget for at holde mig tilbage, udover at åbne munden endnu en gang. "Kan du ikke bare fortælle mig hvad fanden der er galt Lianna?" han hævede stemmen og slog opgivende ud med armene, og jeg vidste at han var irriteret når han brugte mit fornavn.

 

"Har du slet ikke en idé til hvad der er galt?" spurgte jeg og hævede også min stemme. Han rystede undrende på hovedet, hvilket fik mig til at sukke tungt og mærkede at tårene var ved at presse sig på. Jeg drejede rundt på hælene for at gå væk fra de andre.

 

"Lianna!"

 

"Nej bare drop det Louis. Hvis du ikke selv kan se det, så er det ligemeget!" råbte jeg tilbage og tørrede en tåre væk der havde tilladt sig at ryge ned af min kind. Jeg hørte udmærket at de alle var begyndt at kalde på mig, men jeg valgte at ignorere dem og fortsatte ned mod stranden med hastige skridt.

 

Jeg hader at skændes med Louis, men jeg ved at vi altid bliver gode igen. For vi kan ikke undvære hinanden. Han kan måske undvære mig lidt mere, end jeg kan undvære ham? Ærligtalt så ved jeg det ikke, for jeg har ingen anelse om hvad han føler for mig. Men noget siger mig, at mine følelser for ham ikke er gengældt.

 

Da jeg kom ned til stranden, gik jeg bare lidt rundt til jeg til sidst ikke gad at gå mere og jeg satte mig derfor ned i sandet. Jeg trak mine knæ op til mig og lagde mine arme rundt om, så jeg kunne hvile mit hoved på mine knæ. Alt imens jeg bare kiggede ud over det stille vand.

 

Da jeg havde siddet i mine egne tanke i 10 minutters tid, kunne jeg fornemme at der var en der satte sig ned ved siden af mig. Hvilket jeg også hurtig fik bekræftet da en arm lagde sig om min skulder.

 

"Hvornår har du tænkt dig at fortælle det til ham?" spurgte en stemme med irsk accent, som uden tvivl kun kunne tilhøre Niall. Jeg rettede mig op og kiggede overrasket på ham. Havde han virkelig som den eneste, gennemskuet mig?

 

"Hvad mener du?" spurgte jeg, for bare lige at være på den sikre side. Jeg ville ikke begynde at plapre løs, hvis det viser sig at det er noget andet han har i tankerne.

 

"Come on Lia, det er jo indlysende at du har fået følelser for ham" han puffede let til mig med et drillende smil på læben, hvilket fik mig til at kigge væk da jeg rødmede. Han slog et lille grin op og trak mig ind til sig så mit hoved hvilede mod hans brystkasse, så jeg ikke kunne lade være med at trække lidt på smilebåndet.

 

"Du har vidst undervurderet det" sagde jeg stille og kiggede ned på mine hænder. "Jeg har ikke bare fået følelser for ham, jeg er så sindssyg forelsket i ham at det gør helt ondt. Og det der gør mest ondt, er at han ikke selv kan se det. Vi er bedste venner, Niall. Burde han ikke bemærke sådanne ting? Altså du bemærkede det" det var egentlig meget rart at få det fortalt til Niall, selvom jeg havde troet at jeg ville benægte alt hvis der var nogen der kom ind på det. Men jeg kunne ikke gå med det inde i mig selv længere, det gjorde alt for ondt.

 

"Måske har han luret den, men er i tvivl om det han tror, er rigtig. Det må også være underligt for ham, at hans bedste veninde gennem 16 år pludselig får følelser for ham. Men jeg er sikker på, at hvis du fortæller ham det, så vil han takle det pænt. Og hvem ved, måske føler han også noget for dig" han trak på skulderen ved det sidste, og lod et hemmelighedsfuldt smil glide over sine læber.

 

"Hvad nu hvis det bliver akavet imellem os hvis jeg fortæller det til ham? Tænk hvis det ændre vores venskab og intet bliver som det var før" peb jeg. Jeg havde ikke lyst til at sætte vores venskab på spil, men jeg havde på den anden side heller ikke lyst til at rende rundt med et længselsfuldt hjerte meget længere.

 

"Tænk hvis det jeres venskab bliver ændret til, er noget godt. Ville det så gøre noget, at det ikke er helt som det var før? Hvis nu det for eksempel indebære, at i kan kysse lidt på hinanden" jeg bed mig i læben og rødmede endnu en gang og gemte mit ansigt i mine hænder. Nialls latter rungede i mine ører, hvor er det altså bare typisk ham at skulle sige sådan noget for at gøre mig pinlig berørt. Men han har vel ret, hvis nu Louis føler det samme og vores venskab kan blive ændret til det bedre. Så vil min lykke være gjort.

 

"Jamen tænk nu hvis-"

 

"Nej Lia, jeg ved hvad du vil sige, men det vil jeg ikke tænke på. Det burde du heller ikke. Tænk positivt. I har kendt hinanden stort set hele livet og i er tæt knyttet. Så jeg er sikker på at jeres venskab sagtens kan holde til at dine følelser kommer frem, også selvom han ikke føler det samme. Og hvilken dårlig bedsteven ville han ikke være, hvis han begyndte at opføre sig åndssvagt overfor dig på grund af dine følelser til ham".

 

Jeg vidste at han havde ret, vores venskab ville sagtens kunne holde til at mine følelser blev afsløret. Eller det regnede jeg da med at det kunne. Vi har været igennem så meget gennem tiden, så selvfølgelig kan vi også holde til det her.

 

"Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal sige det, og hvornår det rette tidspunkt er der til det" sukkede jeg og tog en håndfuld sand op for at kaste det væk igen med en irriteret bevægelse.

 

"Hvordan du skal sige det, er op til dig. Men jeg synes du skal snakke med ham om det nu" jeg registrerede ikke hvad det var han havde sagt, før han havde rejst sig op. Mine øjne blev store og jeg skyndte mig at rive fat i hans ben så han ikke kunne gå nogen steder. Men det resulterede i at han faldt så vi begge brød ud i grin.

 

"Jeg skal have tid, Niall. Jeg kan ikke fortælle det til ham nu" sagde jeg da vi havde fået grint af. Han kiggede bare på mig med et hævet øjenbryn og brød endnu en gang ud i grin, hvilket fik mig til at tro at han havde slået hovedet da han faldt.

 

"Ret mig hvis jeg tager fejl, men det har stået på længe. Har det ikke?" spurgte han. Jeg bed mig i læben og nikkede. "Præcis. Så har du også haft tid nok, jeg smutter hen og siger du vil snakke med ham. Vent her" han rejste sig endnu en gang op og denne gang lod jeg ham gå. Jeg havde mest af alt lyst til at løbe skrigende væk, men jeg vidste at det var på tide at han fik det af vide.

 

Der gik ikke mere end 2 minutter før jeg kunne høre en der kom gående bag mig. Jeg kiggede mig kort over skulderen og fik øje på Louis, som sendte mig et let smil inden han satte sig bag mig, med et ben på hver side af mig. Som om vores lille skænderi er glemt. Jeg lænede mig tilbage så mit hoved hvilede mod hans brystkasse og han gav mit et forsigtigt kys på kinden, hvilket endnu en gang fik mig til at rødme.

 

"Niall sagde at du ville snakke" startede han ud efter vi havde siddet lidt i stilhed. Jeg nikkede, men sagde ikke noget. For hvor skulle jeg begynde? "Det var ikke min mening at hæve stemmen før. Men du ved at jeg hader, når du går og er ked af det uden jeg kan gøre noget. Og det gør det ligesom svært for mig at gøre noget, når jeg ikke en gang ved hvad der er galt".

 

"Er du sikker på, at du vil vide hvad der er galt?" spurgte jeg stille. Han svarede med et 'mmh' og lagde sine arme om min mave. "Jeg er forelsket" yep, der kunne man jo også starte. Det var vel også bedre at forberede ham lidt på det, i stedet for bare at smide det hele i hovedet på ham, på en gang.

 

"Er det derfor du hænger lidt med mulen?" jeg kunne tydeligt høre smilet i hans stemme. Han havde længe forsøgt at få mig smedet sammen med nogen fyre, fordi han ønskede at jeg skulle finde kærligheden. Sagen er bare den, at den har været lige for næsen af mig hele tiden.

 

"Ja, det er det vel" mumlede jeg og begyndte at tegne med spidsen af min finger på hans nøgne hud på armen. Jeg kunne mærke at han begyndte at spænde i sine muskler, hvilket fik ham til at rette sig lidt op.

 

"Er det en jeg kender?" jeg trak lidt på smilebåndet og nikkede. "Er det en af drengene?" jeg vidste bare at det spørgsmål ville komme.

 

"Nej Lou, det er en pige" svarede jeg dybt seriøst, hvilket fik ham til at forblive stille. Jeg brød ud i grin og slog mit hoved tilbage mod hans brystkasse. Han begyndte også selv at grine, og uventet begyndte han at kilde mig så jeg slog et skrig op, der heldigvis fik ham til at stoppe igen.

 

"Fortæl mig hvem det er" beordrede han mig, så jeg bed mig i læben. Var det nu jeg skulle stå frem og sige, at det er ham? Og være ligeglad et kort øjeblik, med hvad det kan gøre ved vores venskab? Nej, lige præcis vores venskab kan jeg ikke være ligeglad med. Det betyder han for meget til.

 

"Lov mig at det ikke ændre noget, hvis jeg fortæller det" jeg greb fat i hans hånd og gav den et klem, så han kunne forstå at jeg virkelig mente det.

 

"Det lover jeg, Lia. Men hvorfor skulle det ændre noget?" svarede han stille og gav min hånd et blidt klem tilbage. Jeg tog en dyb indånding og løsrev mig fra ham, for i stedet at vende mig mod ham. Jeg bed mig i læben og kiggede ned.

 

"Fordi det er dig" det kom ikke ud som andet end en hvisken, men jeg vidste at han hørte det. Jeg turde ikke kigge op, i frygt for hvordan han ville reagere. Faktisk havde jeg også lyst til at skære mine ører af, så jeg ikke kunne høre hans svar. Men han forblev tavs. Han sagde ingen ting, så jeg tog mig alligevel sammen til at lade mit blik møde hans.

 

Det var nok ikke det han havde forventet at høre, det stod næsten malet i hans øjne. En knude voksede i min mave og en tåre røg ned af min kind. Først der reagerede han, ved at tage sin hånd op for at tører min kind.

 

"Sig noget Louis" hviskede jeg da stilheden blev alt for meget. Det kunne godt være at han ikke følte noget for mig, men derfor havde jeg alligevel brug for at høre ham sige et eller andet.

 

"Du sagde det som jeg ikke selv turde" sagde han stille. Jeg kiggede uforstående på ham. Han tog min hånd og lagde den mod hans hjerte der bankede hurtigt afsted. "Kan du mærke det? Det er dig som får det til at slå så hurtig. Jeg ved ikke hvor længe det har stået på, men det er hvert fald umuligt at lyve for mig selv om det. Jeg er også forelsket i dig Lia, men det er dumt. Vi bør ikke tænke på hinanden på den måde!"

 

"Du siger at du også er forelsket i mig, men alligevel vil du bare have at vi skal lade det ligge?" endnu en tåre røg ned af min kind. Han havde lige indrømmet at hans følelser var gengældt, men alligevel havde han ikke lyst til at skulle gøre noget ved det. Det gjorde ondt, næsten som at få revet sit hjerte ud for derefter at lade en flok vilde elefanter trampe på det.

 

"Er du slet ikke bange for hvad det kan føre til? Hvad det kan gøre ved vores venskab hvis vi tager skridtet videre?" hvis han bare vidste hvor mange nætter jeg havde ligget søvnløs, fordi tankerne om hvad det kunne ændre det hele til, åd mig op indefra.

 

"Jo Louis, jeg er skrækslagen. Men tænk nu hvis det gør det hele meget bedre, end det i forvejen er? Det ville vi jo aldrig finde ud af, hvis ikke vi prøver" han rystede på hovedet og rejste sig op, hvilket gjorde det klar for mig at han havde taget sin beslutning.

 

"Det går ikke Lianna. Lad os bare glemme den her samtale" jeg kiggede bare på ham med tåre løbende ned af mine kinder. Hvordan kunne han sige, at vi bare skulle glemme at vi havde snakket om det? Det kunne godt være at han var bange, men derfor behøvede han da ikke at være sådan en idiot.

 

Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige, jeg fulgte ham bare med sløret øjne på vej tilbage til sommerhuset. Jeg havde lyst til at skrige mine frustrationer ud, men i stedet rejste jeg mig arrigt op for at løbe efter ham.

 

Først da jeg kom helt op til sommerhuset fik jeg indhentet ham, og fuldstændig ligeglad med de andres tilstedeværelse, greb jeg fat i hans håndled for at dreje ham om mod mig.

 

"Hvordan kan du sige, at vi bare skal glemme det?" spurgte jeg og fjernede meningsløst de tårer der røg ned af mine kinder, da de bare blev erstattet af nogen nye. "Tror du selv på at jeg kan glemme det, efter det du lige har fortalt? For så kender du mig virkelig ikke godt nok Louis. Hvorfor fortalte du det, hvis det alligevel var til ingen verdens nytte? Fordi du ville se mig ked af det? Du er virkelig en idiot, ved du godt det?" det sidste blev råbt, hvilket fik de andre til at kigge skremt i vores retning.

 

"Tror i ikke at i li-"

 

"Hold din kæft Zayn" vrissede jeg og holdt truende en pegefinger mod ham, hvilket også fik ham til at klappe i. Det havde egentlig ikke været min mening at snakke sådan til ham, men lige nu havde jeg ikke så meget kontrol over mig selv.

 

"Kan du ikke se at jeg gøre det for vores eget bedste?" spurgte Louis stille, og ignorerede at jeg lige havde råbt af ham og kaldt ham en idiot. Jeg himlede med øjnene og kiggede på ham med et 'er du seriøs'-blik.

 

"Nej det kan jeg ikke, for du gør det ikke for vores bedste. Du gør det fordi du er bange, bange for hvor det kan føre os hen. Hvis du tror at jeg ikke er bange, så tager du fejl. For det er jeg virkelig! Men hvis der er noget man vil have, så skal man ikke lade det gå forbi en. Er det ikke det du plejer at sige?" han kiggede ned og sukkede, men lignede bestemt ikke en der ville give efter.

 

"Du forstår det ikke!"

 

"Hvad er det jeg ikke forstår? At det du sagde til mig før, er løgn? Og at du bare sagde det fordi du havde ondt af mig?" jeg kiggede ham ind i øjnene, selvom det var svært når mine var fyldt med tårer.

 

Han svarede mig ikke, hvilket fik mig til at slå opgivende ud med armene for derefter at slå dem mod hans brystkasse.

 

"Det troede jeg ikke om dig Louis. Jeg kan sagtens klare at høre sandheden, den ville gøre mindre ondt end at få stukket sådan en løgn lige op i hovedet. Og så endda fra sin bedsteven" det hele kom ud som en råben og det fik kun tårerne til at løbe endnu hurtigere ned af mine kinder. Men jeg havde opgivet at tørre dem væk.

 

Jeg slog endnu en gang til hans brystkasse, men denne gang så hårdt at han valkede et par skridt bagud da han ikke var forberedt på det. Så gik jeg forbi ham hen mod døren til sommerhuset.

 

I det jeg trak ned i håndtaget, mærkede jeg en der tog fat i min skulder og fik mig drejet rundt. Og inden jeg kunne nå at opfatte noget som helst, blev et par læber presset mod mine. Et par læber der tilhørte ingen andre end Louis.

 

Jeg trak mig hurtig væk og forsøgte at skubbe ham væk fra mig, men han trak mig bare tættere ind til sig og pressede sine læber mod mine igen. Endnu en gang ville jeg trække mig fra ham, men han lod mig ikke gøre det. Så jeg bed ham hårdt i læben, så han til min overraskelse bare kom med en 'rauw' agtig lyd, hvilket jeg ikke kunne lade være med at grine af. Hvor er det svært at være sur på ham.

 

Hvem er det også jeg prøver at narre. Ja, det er tydeligvis mig selv. Her står jeg og forsøger at skubbe ham væk, når han kysser mig. Mental lussing til mig selv.

 

I stedet for at gøre modstand, tog jeg nu del i kysset, hvilket fik ham til at smile så jeg heller ikke selv kunne lade være. Hans læber mod mine, føltes alt for perfekt. Det var bedre end jeg havde turde drømme om. Alle afrikaa vilde dyr galoperede rundt i min mave, sammen med et stort fyrværkeri show der blev skudt i gang. En bobbel af lykke sprang, og da han forsigtigt trak sine læber til sig, havde jeg lyst til at bede ham om at blive ved.

 

I stedet lagde han sine arme om min talje og sin pande mod min, med et smil på læberne. Jeg lagde mine hænder om hans nakke og jeg bemærkede først de andres tilstedeværelse, da der kom et pift og et 'aaaw, se dem lige'.

 

"Er jeg den eneste der ikke havde set den der komme?"

 

"Ja!" sagde Niall, Liam og Zayn i munden på hinanden, som svar på Harrys spørgsmål. Både Louis og jeg kiggede overrasket på dem, hvilket de bare smilte som idioter over.

 

"Jeg har ventet på det her alt for længe" sagde Louis og fik endnu en gang min opmærksomhed. Han lagde igen sin pande mod min. "Men hvis vi skal tage skridtet videre, så kom ikke og sige at jeg ikke advarede dig hvis det skulle ende galt" fortsatte han og kyssede smilende min næse.

 

"Tror du ikke at jeg for længst havde ladet dig være fortid, hvis jeg virkelig ville have dig ud af mit liv? For eksempel den gang du rev hovedet af min barbie? Eller da du knækkede hælen på mine yndlings stiletter? Du ved hvor højt jeg elsker mine sko, men alligevel valgte jeg ikke at sende en forbandelse over dig" han slog et grin op og rystede på hovedet som om jeg var åndssvag. Hvilket jeg nok også er.

 

"Du har altid sat dine sko højere end mig" sagde han og tørrerede en falsk tåre væk. "Men vil du stadig gøre det, hvis nu jeg både går under titlen som din bedsteven og din kæreste?" bare det at han nævnte 'kæreste' fik det hele til at eksplodere inde i mig igen. Jeg kunne mærke at jeg rødmede med gjorde intet for at skjule det.

 

"Det må vi arbejde på" sagde jeg med et let grin, så han bare stak underlæben ud. "Men hey, betyder det at vi nu er kærester?" jeg bed mig i læben og kunne kun håbe på et ja. Men det var ikke helt præcis det svar jeg fik.

 

I stedet for at svare, pressede han endnu en gang sine læber mod mine. Selvom det ikke var mere end et par minutter siden sidst, føltes det alligevel som en evighed siden, at jeg havde mærket dem mod mine.

 

"Tolk det som et ja" sagde Zayn med et grin der hurtig blev bakket op af de andre. Vi begyndte begge at smile i kysset, så det mislykkede og vi derfor trak os stor smilende fra hinanden igen.

 

"Sophia har lige skrevet om vi ikke kommer ned på stranden, hende og Perrie er der om 2 minutter" Liam viftede med sin telefon og pegede bagud for at gøre det klart for os andre hvad han mente. Som om vi var dumme. Men det er vi nok også, hvilket vi ikke skal komme ind på nu.

 

Zayn og Niall satte i løb ned mod stranden, så vi andre besluttede os at følge trop. Louis flettede sine finger ind i mine og sendte mig et kærligt smil som jeg gengældte, inden han satte i løb efter de andre så jeg ikke kunne gøre andet end at følge efter.

 

Da vi kom ned til stranden snublede jeg fordi sand ikke lige er det letteste at løbe i, når man har klipklapper på. Derfor endte det med at jeg tog Louis med i faldet, så vi begge lå og var færdige af grin.

 

"Louis, hvad har du gjort ved hende?" spurgte en pigestemme der kun kunne tilhøre Perrie. Jeg satte mig op og fik øje på den lyshåret skønhed. Jeg vidste at hun hentød til at jeg grinte, hvilket jeg ikke havde gjort længe.

 

"Jeg har da ikke gjort noget?" svarede Louis uskyldigt, som nu også havde sat sig op. Han tog fat i min hage og drejede mit hoved mod ham, så han kunne presse sine læber mod mine i et blidt kys. Et højt hvin kom fra både Perrie og Sophia, hvilket fik mig til at trække mig grinende væk fra ham igen.

 

"Jeg vidste det ville ske, jeg vidste det simpelthen bare" hvinede Sophia og lod sin begejstring gå ud over stakkels Liam. Hun hoppede ind i hans arme og gav ham et kys. "Jeg vidste det" fortsatte hun og kyssede ham endnu en gang.

 

Jeg rejste mig grinende op og løb hen for at hoppe op på ryggen af hende, hvilket hverken hun eller Liam var forberedt på. Så det endte med at vi alle tre keglede om på sandet.

 

"Av min, av!" klynkede Liam så jeg måtte bide mig i læben for ikke at begynde at grine. Men da de andre brød ud i latteranfald, kunne jeg heller ikke holde mig tilbage. Dog var jeg hurtig til at rejse mig så jeg ikke gjorde mere skade.

 

"Hey love" Louis lagde sine arme om mig bag fra så jeg ikke kunne lade være med at smile som en anden idiot. Men et højlydt skrig forlod mine læber, da sandet pludselig forsvandt under mine fødder fordi han løftede mig op i brude stillingen.

 

"Louis" hvinede jeg med et grin og slog mine arme om hans nakke. Han gik ned mod vandet og det var først da han trådte ud i det, at jeg vidste hvad han havde tænkt sig at gøre. "Det gør du bare ikk-" og så bukkede han sig for at sidde mig i vandet med et stort og rungende grin som blev bakket op af de andre.

 

Jeg sprøjtede vand efter ham og rev fat i hans ben da han skulle til at gå. Han skulle ikke tro at han kunne slippe så let. Han var heller ikke ligefrem forberedt på det, så det endte med at han snublede og faldt med et plask ned ved siden af mig så det nu var min tur til at grine.

 

"Ved du godt at jeg elsker dig?" spurgte han ud af det blå, hvilket fik mig til at stoppe med at grine. Jeg fik øjenkontakt med ham og jeg kunne se, at han talte lige fra hjertet. Det var ikke bare et 'jeg elsker dig' som vi plejer at sige til hinanden, som de bedstevenner vi er. Det var med så mange følelser at jeg havde lyst til at tude over, at han virkelig sagde det til mig.

 

Det var vidst stadig ikke gået helt op for mig, at jeg rent faktisk havde fået ham. At han ikke længere kun gik under titlen som min bedsteven, men også som min kæreste. Det var noget som jeg havde ventet på alt for længe, men som jeg ikke havde turde gøre noget ved. Jeg måtte huske at takke Niall, for at få mig til at sige det til ham. For uden hans skub, havde mit hjerte stadig skreget efter Louis.

 

"Jeg elsker også dig" svarede jeg og fastholdt hans blik i et par sekunder, inden jeg lænede mig frem mod ham og pressede mine læber mod hans. Jeg havde lyst til at blive i dette øjeblik for evigt, for der var så mange følelser i det kys der gjorde, at jeg var bange for det allerede skulle være slut når vi trak os fra hinanden igen. Som om han ville blive revet fra mig om et øjeblik.

 

Men det blev han heldigvis ikke. Vi rejste os op og lavede et snige angreb på Niall, hvor vi greb fat i hver sin arm og trak ham med ud i vandet og væltede ham ned i det. Det endte med at vi alle sprøjtede vand efter hinanden, så der ikke var en eneste der havde et tørt sted da vi gik tilbage til sommerhuset igen.

 

Der gik jeg så. Med min bedsteven i hånden, som nu også er min kæreste. Hvis der var nogen der havde fortalt inden vi tog afsted på ferie, at dette ville ske. Ville jeg have grint højlydt af dem og sagt, at de var fuld af lort. Men drømme kan blive opfyldt hvis bare man har tålmodighed nok til at vente på det. Dog var det ikke drømmen om prinsen på den hvide hest, der blev opfyldt. Det her var meget bedre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...