Dæmonernes Oprør

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 maj 2014
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Igang
Krigen raser mellem englene og dæmonerne, og da Shay dør som ung i en bilulykke, tilhører hun nu englenes side.
Hvad hun ikke ved er, at hun er udvalgt til at vinde krigen, som englenes leder. Kun de øverste ved det, hvilket medfører at de giver hende et tilbud:
Vinder hun krigen for dem, vil hun få lov at vende tilbage, men gør hun ikke, bliver hun udstødt. Desuden er der en regel: Hun må ikke forelske sig i dæmoner, og gør hun det, vil englene tabe krigen. Den regel bliver et problem, da hun møder den meget charmerende Luke, og Shay tvivler stærkt på at hun er i stand til at vinde krigen.

!! Like hvis du gerne vil læse mere... Jeg vil lige se om nogen gider følge med !!


20Likes
11Kommentarer
676Visninger
AA

4. -2-

Jeg kunne stadig se det hele for mig. Kunne stadig høre lydene.  Lailas skrig, der stadig rungede inde i hovedet på mig, og torturede mine øregange.

Hjorten lå et par få meter fra bilen, hårdt såret og med blodet fossende ud af et hul. Den var allerede død.

Jeg kunne høre min mor klynke en enkelt gang, før hun så på min far, der sad med et skræmt udtryk malet i ansigtet. De nikkede til hinanden, for at bekræfte at de begge var okay, hvorefter de vendte sig rundt, for at se til Laila og jeg.

Laila var heldigvis også okay, og det samme var jeg. Eller var jeg?

Og med et slog det mig.  Jeg stod udenfor bilen og så på. Jeg kunne umuligt være faldet ud, og rejst mig op så hurtigt. Desuden havde jeg ikke fået en eneste skramme.

Deres ansigter blev alle udtryksløse da de så min krop, og jeg kunne se at min mor begyndte at græde, mens hun fortvivlet sad og rystede på hovedet. Laila var også begyndt at græde, men min far sad bare helt stille, og hev uden videre sin mobil op af lommen og ringede til ambulancen, hvorefter han bare sad og stirrede ud i luften.

”NEEJ” skreg jeg, men de reagerede ikke.

”JEG ER LIGE HER!! JEG ER IKKE DØD! SE PÅ MIG!!!”

Stadig ingen der reagerede.

Jeg faldt ned på knæ, og begravede mit ansigt i hænderne. Tårrene faldt som små krystaller, ned ad mine kinder, og landede i mine hænder, der til sidst måtte give efter, og lade noget af vandet slippe ud mellem fingrene.

Ambulancen kom og hentede min livløse krop, og min familie blev hentet af en anden bil. Jeg stod fortabt og så efter dem, mens de bevægede sig længere og længere ned ad landevejen, og da bilen var helt forsvundet, brast jeg endnu en gang i gråd.

 

Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg sad på vejen, men på et tidspunkt var der en der prikkede mig på skulderen.

Jeg blev så chokeret, at min reaktion var at udstøde et mere eller mindre højlydt skrig, og vende mig rundt med det samme, kun for at møde en ældre drengs forskrækkede ansigt.

”Hvad fanden laver du?” snøftede jeg.

Han så fornærmet ud.

”Hvad fanden laver du? Det var dig der sad midt ude på vejen og stortudede som et pattebarn” svarede han.

Nu var det min tur til at blive fornærmet.

”Jeg var faktisk midt i noget, så ville du have noget imod at forsvinde?”

Drengen rystede bare på hovedet, og greb min arm.

”Av.. Hvad fanden…HJÆLP.”  Mere  nåede jeg ikke at sige, eftersom han var lynhurtig til at vende sig rundt og holde sin hånd op for munden på mig, hvorefter han med den anden hånd, gjorde tegn til at jeg skulle tie stille.

Han så sig forskrækket omkring, næsten som om han var bange for, at et yderst farligt dyr lå på lur, men lod derefter langsomt hånden falde ned igen, og gjorde det muligt for mig at snakke igen.

Når han sådan stod med ansigtet vendt mod mig, kunne jeg endelig betragte hans udseende for alvor. Han havde en alvorlig og moden attitude, men at dømme ud fra resten af ham, måtte han være omkring de 19… Altså tre år ældre end mig. Dog gjorde hans sorte rande under øjnene, at han lignede en på mindst 10 år mere.

Efter at have ventet i omkring et minut, åndede han lettet op igen, og han vendte rundt igen.

Jeg tøvede lidt før jeg stillede et spørgsmål der havde ligget og luret, lige siden han talte til mig for første gang.

”Hvorfor kan du se mig?” spurgte jeg, men fortrød så snart jeg så hans ansigt, da han langsomt vendte sig imod mig igen.

”Siger det ikke sig selv?” spurgte han forundret.

Jeg rystede svagt på hovedet, og så ned i jorden. Han sukkede, og så på mig.

”Jeg er død. Ligesom dig.”

”Jeg er ikke død. Jeg lever bare ikke mere. Ligesom når man ikke er sulten, men alligevel har lyst til mad” Hvorfor sagde jeg det?

”Hvis du siger det.” sagde han, og trak på skuldrene. ”Bare du kender sandheden.”

Tårrene truede med at komme frem igen, men det lykkedes mig at holde dem indenbords. Jeg tog en dyb indånding, før jeg fik fremmanet et tamt nik, og han vendte sig rundt og begyndte at gå videre, stadig med et fast greb om min arm.

”Hvor skal vi hen?” Spurgte jeg, men fik ikke noget svar.

”Hvad er planen?” Stadig intet svar. Jeg sukkede.

”Fint. Fair nok. Hvis du ikke har lyst til at snakke med mig, så skal du bare vide at jeg altså også er ret god til at ignorere folk.”

Det virkede ikke. Han ville ikke sige noget, og for at være helt ærlig, så var jeg forfærdelig til at ignorere folk.

”Jeg vil gerne finde min familie” sagde jeg så, men han hverken så på mig, eller svarede på mig. Han forsatte bare i den modsatte retning, som den mine forældre var kørt. Han var begyndt at gå mig på nerverne, og med et stoppede jeg op, og jeg formåede med et hurtigt ryk, at rive mig fri af hans greb.

”Hvor er det vi skal hen? Hvorfor prøver du at borføre mig?”

Han sukkede meget tungt, og lukkede øjnene, som om han prøvede at beherske sig, og åbnede endelig munden og sagde noget:

”Stiller du altid så mange spørgsmål? Er du klar over hvor irriterende det er?”

”Hey.. Det er ikke af egen fri vilje, at jeg er sammen med dig. Det er ligesom dig, der har valgt at bortføre mig.”

Han så forundret på mig, før han rystede på hovedet, og så nu endnu ældre ud, da han træt svarede på det:

”Jeg har for fanden ikke selv valgt det” sagde han. ”Thomas har bedt mig om det. Og hvis du vil være så venlig at samarbejde en smule, kan vi så forsætte?”

”Hvem er Thomas?” spurgte jeg, men fortrød spørgsmålet, sekundet efter det  havde passeret mine læber.

”Det vil du snart finde ud af” sagde han. ”Hvis du altså tager dig sammen og følger med.”

Selvom jeg ikke var helt tryg ved det, fulgte jeg efter ham, og eftersom han havde opgivet det stramme greb om min arm, kunne jeg nu gå frit.

 

***

”Hvornår er vi fremme?” spurgte jeg efter en halv times tavs vandring ned ad landevejen. Kun to biler havde passeret os, siden vi begyndte at gå, og jeg var begyndt at kede mig.

”Jeg har ingen ide” svarede han, og jeg begyndte for alvor at tvivle på ham.

”Ved du overhovedet hvor vi skal hen?” spurgte jeg, og frygtede hvad han ville svare.
”Nej” svarede han bare, men forsatte i samme tempo, som om det var helt normalt, bare at vandre ned ad en landevej som to døde mennesker, uden helt præcist at vide, hvor man skulle hen. Jeg vidste ærlig talt ikke hvor mærkeligt det var, eftersom jeg ingen situationsfornemmelse havde, omkring det at være død.

Efter endnu en halv time, kunne jeg ikke dy mig for at stille ham et andet spørgsmål, der også havde kørt rundt i hovedet på mig siden jeg mødte ham:

”Hvem er du egentlig?”

”Jeg er bare en tilfældig”

”En tilfældig hvad?”

”En tilfældig engel selvfølgelig.” Den sætning fik mig til at stoppe så brat op, at han nåede at gå mindst 20 meter, før det gik op for ham at jeg ikke var en del af det lille optog længere.

Mit forskrækkede blik, fik ham til at vende om og gå de 20 meter tilbage igen, indtil han stod foran mig, og viftede med hånden ud for mine øjne, som for at tjekke at jeg stadig var vågen. Men det var jeg ikke. Langtfra.

”Hvad havde du regnet med?” spurgte han, og lød som alle de andre gange, rigtig træt af mig og mine ”mange spørgsmål.”

”Det ved jeg ikke.. Men du kunne da godt have fortalt mig at du var en….. Engel.” Jeg var langt fra vant til at sige det ord, og eftersom det lød utrolig underligt i munden på mig, besluttede jeg mig for at undgå det så meget som muligt.

”Det troede jeg, du ville regne ud på egen vis” svarede han, og trak på skuldrene.

”Du troede jeg ville..” men jeg kunne ikke forsætte. Jeg stod bare og rystede på hovedet, og grinede hysterisk.

”Så du påstår, at du er en… Engel.” Allerede der havde jeg brudt mit lille løfte om ikke at sige ordet igen.

”Fair nok. Så.. Jeg går ud fra at du også har nogle skjulte vinger i ryggen og..” Jeg tjekkede lige for en sikkerheds skyld, om jeg bare havde været pinagtig blind, og overset et par store vinger der stak ud af ryggen på ham, men selvfølgelig lignede hans ryg bare en tilfældig mands ryg. Jeg ville færdiggøre min sætning, men inden jeg nåede at forsætte, begyndte han at tale.

”Til din information, så har jeg faktisk vinger.” Jeg kiggede spørgende på ham, men uden at tøve tog han bare sin T-shirt af, og vendte sig med ryggen til mig.

Det var et meget underligt syn, men samtidig utrolig smukt.

Lige ved siden af hver af hans skulderblade, var der to ar. Jeg nåede kun at få et kort glimt af dem. Sekunder efter begyndte to gyldne ting at folde sig ud. To utroligt smukke, men enormt store vinger, stak nu ud af ryggen på ham. Jeg prøvede at  bedømme størrelsen på dem, og kom frem til, at de uden tvivl var store nok, til at kunne opsluge et helt menneske.

Jeg stod med åben mund, meget overrasket over hvad der lige var sket foran mig. Jeg hostede en enkelt gang da han vendte sig mod mig, og smilte til mig, før han igen trak vingerne ind igen, og iførte sig sin T-shirt.

”Wauw….” var det eneste jeg fik fremstammet. Han smilede stadig, men blev hurtigt alvorlig igen.

”Vi må forsætte” sagde han. ”Vi har travlt..” han så op mod himlen og missede med øjnene. ”Og desuden bliver det snart mørkt.”

Jeg havde ikke længere nogen tidsfornemmelse, men nikkede bare og vi begyndte endnu engang at vandre videre i tavshed, ned ad landevejen, og stadig med træer på begge sider. Jeg tvivlede på vi nogensinde ville nå destinationen, hvad end den nu var, og begyndte at spekulere på hvem denne Thomas han havde fortalt om tidligere var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...