Dæmonernes Oprør

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 maj 2014
  • Opdateret: 21 jun. 2014
  • Status: Igang
Krigen raser mellem englene og dæmonerne, og da Shay dør som ung i en bilulykke, tilhører hun nu englenes side.
Hvad hun ikke ved er, at hun er udvalgt til at vinde krigen, som englenes leder. Kun de øverste ved det, hvilket medfører at de giver hende et tilbud:
Vinder hun krigen for dem, vil hun få lov at vende tilbage, men gør hun ikke, bliver hun udstødt. Desuden er der en regel: Hun må ikke forelske sig i dæmoner, og gør hun det, vil englene tabe krigen. Den regel bliver et problem, da hun møder den meget charmerende Luke, og Shay tvivler stærkt på at hun er i stand til at vinde krigen.

!! Like hvis du gerne vil læse mere... Jeg vil lige se om nogen gider følge med !!


20Likes
11Kommentarer
673Visninger
AA

3. -1-

Marcus landede let og elegant på den mudrede jord, kun få meter fra mødestedet. Han nåede at skimte et par af de andre, der ligesom ham kom dalende ned fra himlen.

Det store amfiteater var blevet brugt som mødested for rådet, dengang hvor krigen stadig herskede, og hvor dæmonerne styrede verden. Efter de mange års fred, så det hele underligt tomt ud. Marcus kunne ikke lade være med at gyse, ved tanken om at det måske snart ville blive nødvendigt at mødes her oftere.

En kold vind fik træerne oppe på kanten til at svaje, og efterhånden som alle havde taget plads på de mange rækker, trådte den velkendte gamle mand frem, hvis vinger kun var blevet mere lasede og siden sidst.

Da folk, lidt efter lidt, lagde mærke til hans fremkomst, blev der langsomt stille, og manden begyndte at tale, med den dybe hæse stemme, der passede perfekt til hans lurvede udseende:

”Jeg formoder at i alle er klar over, hvor galt vi står?”

Stilheden var tung og kvælende. Marcus selv forholdt sig stille, og ventede ligesom alle andre på at manden skulle forsætte.

”Som leder af rådet, og som højeste overhoved, er jeg bange for, at vores tilstand er elendig, og vores chancer for overlevelse minimale og siden dæmonerne ingen tegn på nåde viser, går jeg ud fra at i er forberedte. Jeg formoder også i har hørt hvad der skete med Gordon”

Stilheden forholdt sig tungtvejende, før manden efter kort tid, begyndte at snakke igen:

”Gordon var en ud af mange, og ville blive en ud af mange flere. Vi vil gøre alt hvad der står i vores magt for at modarbejde vores undergang, men vi ser ikke mange løsninger. Vi er bange for at overgivelse snart vil bliver vores sidste udvej.”

En mand  fra fjerde række, med sort filtret hår, og grå klæder, rejste sig før han sagde:

”Er rådet virkelig sunket så dybt til at give op?”

mumlende stemmer, kunne nu høres over hele teateret, men de holdt brat op, da overhovedet vrissende forsatte:

”Hvis nogen har bedre forslag, vil vi med glæde lytte”

Folk begyndte endnu engang at mumle, men da ingen rejste sig op, forsatte han:

”Vi ser ikke længere nogle alternativer, hvilket må betyde, at ikke kun vi er sunket, men at vi alle er sunket så dybt til at give op.”

Stilheden varede igen ved, og Marcus var nu blevet irriteret. Han rejste sig op, og mødte lederens lynende blik, der borede sig ind i hans øjne, og udtrykte en stærk foragt, hvilket bare gjorde Marcus yderligere irriteret.

”Hvad med den udvalgte?” sagde han med en skarp stemme, og alle folk fra nedre balkoner, havde nu vendt sig imod ham.

Marcus genkendte flygtigt et ansigt, i den store mængde af folk der nu gloede på ham. Amanda Brown, en middelaldrene kvinde, men brunt hår og brune øjne, kiggede på ham med øjne, der sagtens kunne fortolkes som længselsfulde, hvilket fik Marcus til at spekulere på, om det de engang havde haft, nogensinde ville blive det samme igen, hvis krigen brød ud. Midt i sin tankestrøm, fik Marcus et bidende svar tilbage fra lederen, der nu ikke længere var i det stærke fokus fra tilskuerne.

”I krisetider som denne, er det sidste vi tænker på, en dum profeti. Den blev forudset, den fejlede, og vi bør alle glemme den.”

Marcus boblede af vrede. Hvor vovede han..

”Hvad hvis profetien ikke tager fejl? Hvad hvis der en der kan hjælpe os?”

Der er ingenting” fik Marcus til svar. ”Der er ingenting der kan redde os, medmindre vi alle tager os sammen, og glemmer profetien!”

Folkemængdens lave, startede endnu engang, men denne gang lød de mere vrede.

Marcus selv var ved at eksplodere. Mens han hastigt prøvede at finde et holdende argument, var der en der rejste sig. Amanda.

”Hvis vi er så tæt på at bukke under, burde I tage imod hvert eneste middel i fik tilbudt. Hvis profetien går i opfyldelse, og vi går hen og vinder krigen, vil i stå i meget negativt lys fra englenes side, såvel som afvigernes.”

Lederen var ligesom resten af befolkningen, overraskede over hvad hun havde sagt, hvilket gav hende lejlighed til at fange Marcus forundrede blik, og sende et køligt et tilbage.

Lederen afsluttede kort mødet, trak sig ud af midten, og begyndte en dæmpet snak med de andre rådsmedlemmer, der sad på den nederste række.

Marcus overvejede kortvarigt, om han skulle finde Amanda, men da mylderet var for stort, besluttede han sig for at komme væk hurtigst muligt.

 

Himlen så mørk og skræmmende ud, og tordenen buldrede som kanoner. De første engle havde kun lige rejst sig, da et øredøvende skrig, kunne høres i aftenen, og i samme øjeblik døde en pige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...