Silent friendship -//- 1d

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2014
  • Opdateret: 15 aug. 2014
  • Status: Færdig
Hej mit navn er Lydia. Jeg er fra Dublin i Irland. Jeg har et meget kedeligt liv. Eller det plejede jeg at have da jeg ikke havde nogle venner. Og grunden var at de ikke lagemærke til mig. Da jeg er stum. Men alt ændrede sig den dag jeg skulle med et fly til New York. Jeg skulle enlig bare lige en tur over til min onkel som er min eneste familie. Da jeg mødte disse fem fantastiske drenge. Og blev bedste venner med Niall. Men sammen med drengene kom der også kaos, sorg, nye udfordringer og ikke mindst et stærkt venskab.

P.s har kun prøvet at lave en fan fiction før.

29Likes
75Kommentarer
2851Visninger
AA

22. WHY

 

-//- Nialls synsvinkel -//-

 

Drengene var kommet og vi sad og ventede i venteværelset. Der var gået flere timer. Jeg havde talt med Simon igen og han ville være der om et times tid. Han havde været på en forretningsrejse et eller andet sted tæt på Irland.

"Niall Horan?" sagde en sygeplejerske der kom ud fra et rum. "Ja?" sagde jeg og rejste mig op. "Vil du lige komme med mig? Jeg skal lige tale med dig" sagde hun med et lidt stift smil. Jeg nikkede stille og gik stille med hende. Jeg kunne næsten mærke de spørgene blikke drengene sendte mig i nagen .

Vi kom hen til et hjørne af rummet hvor der ikke var nogle mennesker. "Jeg er ked af det. Vi gjorde hvad vi kunne. Men det stod desvære være til end vi havde troet. Hendes stemmebånd er totalt ødelagt. Og vi har måske gjort det værre ved at pille ved det."

Jeg så bare på hende med tåre i øjnene. Jeg kunne næsten se Lydias skuffede ansigt for mig. "Hvad med hende er hun ok?" spurte jeg sygeplejersken. Der måtte ikke være sket noget med Lydia. Hun var min eneste pige ven der ikke kun var ven med mig for di jeg var kendt.

"Hun har det fint. Hun trækker vejret regelmæssigt. Men hun vil nok ikke være i stand til at kunne lave andet end skingre lyde. Vi må håbe på et mirakel." sagde hun og så oprigtigt ked af det på Lydias og os andres vegne.

"Vil hun ikke kunne grine mere?" Spurte jeg med en svag stemme. Der mest af alt lød som en piben. "Nej desvære ikke. Vi gjorde alt vi kunne. Men kun vågner snart fra bedøvelsen hvid i vil være der når vågner." Sukkede hun. Jeg nikkede og gik over mod drengene.

"Nåhh" spurte Harry også på mig med et spørgene blik. Jeg havde ikke lyst til at sige noget og rystede bare på hovedet. Men mit blik var rettet mod gulvet.

Jeg kunne mærke hvordan drengenes humør alle faldt. "Men hun vågner snart hvis vi vil være der når hun gør." Sagde jeg stadig med blikket rettet mod gulvet.

"Niall jeg syntes du skal have lov til at være der når hun vågner selv" Sagde Louis og rejste sig op. Han gik de to skridt der var mellem og og slog armene om mig. "Det skal nok gå vi finder på noget" sagde han. Jeg nikkede og fik frem tvunget et lille smil før jeg gik over mod døren ind til hendes stue.

Jeg åbnede stille døren ind til hende. Der lå hun så fred fyldt i sin seng. Jeg gik over til hendes seng og trak en stolhelt hen til så jeg kunne sidde lige ved siden af hende. Jeg tog stille hendes hånd.

Den var helt varm og blød. Jeg sad lidt og nussede bare hendes lille hånd. Mens jeg så ud af det store vindu hvor de store træer med de lyserøde blomster dækkede himmelen. Pludselig gav hun min hånd et lille klæm.  Jeg så straks på hende igen. Hun bevægede hovedet lidt. og vendte det mod mig.

Hun så så sød ud når hun sov. Hun slog øjnene op og jeg så lige ind i hendes mørkebrune øjne. "Hej sovet godt?" spurte jeg med et lille smil. Hun nikkede stille på hovedet.

 

-//- Lydias synsvinkel -//-

 

Jeg nikkede stille. Men kom så i tanke om hvorfor jeg lå her. Jeg blev så begejstret at jeg åbnede munden og skulle til at sige noget. Mit første ord Arrrrr. Hvad skulle mit første ord være. Uh jeg ved det Hej.

Jeg formede munden og ville sige det. Men i stedet for et Hej kom der en hylene lyd ud af min mund. Jeg så forvirret på Niall der med det samme så ned i gulvet. Det måtte være fordi jeg lige var vågnet. Jeg prøvede igen. Men der kom bare den samme hyle tone ud.

"Lydia stop du kan ikke" Sagde Niall stadig med blikket rettet mod gulvet. Nej. Det kunne ikke passe. Jeg prøvede igen han måtte jo tage fejl. Men den samme hyle tone fyldte bare vores øre.

Jeg blev ved det kunne ikke passe. Den samme hyle tone fylde vores øre igen og igen og igen.

"Lydia stop nu" sagde Niall meget højt med en fortvivlet stemme. Jeg stoppede og så lidt skæmt på ham. Det var første gang han havde hævet sin stemme over for mig. Jeg mærkee tårene presse sig på.

 

-//- Nialls synsvinkel -//-

 

En tåre trillede ned af hendes kind. Og ikke længe efter begyndte en hel strøm af dem at vælte ned af hendes kinder. Hun sprang ned af sengen og løb ud af døren. Med mig lige i hælene. "Lydia vent" råbte jeg efter hende. Men hun løb bare. 

Hun løb i retning mod de andre drenge. Og da hun kom til dem stoppede hun og gik stille i cirkler mens hun rystede på hovedet. Harry rejste sig op og gik over mod hende. "Lydia tag det roligt" sagde han og lage sin hånd på hendes skulder.  

Hun vente sig om og krammede Harry. Han lagde hurtigt sine arme om hende. Og hun borede sit hoved ind i hans bryst mens hun hulkede lydløst. "Shhh rolig det skal nok gå"  Sagde han stille ned i hendes hår. Hun begyndte at ryste voldsomt på og begyndte at græde endnu mere.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hey så har jeg skrevet et kapitel mere håber i kan lide det. for det kan jeg. Jeg kan ikke skrive mere før på torsdag eller fredag. Men håber i kan lide det.

  

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...